Det hvide guld

Det var et mysterium, hvordan det hårde, men skrøbelige og ofte nærmest gennemsigtige materiale blev lavet. Europæerne gættede og gættede; ”de samler en speciel form for jord, gravet op ligesom i en mine, og stabler det i enorme bunker, hvor det udsættes for vind, regn, og sol i tredive eller fyrre år, hvor det ikke bliver rørt” skrev Marco Polo om den jord eller ler, det blev lavet af. Andre mente, at der var støv af hummer- eller æggeskaller i. Og at leret skulle være gravet ned i hundredvis af år, før det kunne bruges.

Porcelænssygen
Porcelænssyge blev de kaldt, samlerne af de asiatiske produkter, der kostede svimlende summer, når de nåede frem til Europa. Den mest kendte – og måske hårdest ramte - af de porcelænssyge var August den Stærke, der var kurfyrste i Sachsen 1694-1733, samt konge af Polen 1697-1706 og 1709-33.

August var en lidenskabelig porcelænssamler. I sit første regeringsår som kurfyrste brugte han 100.000 daler på at anskaffe ting til sin samling, og som han skrev til sin feltmarskal: ”Det er med porcelæn som med appelsiner, hvis man har hang til en af delene får man aldrig nok.” Og desværre manglede Sachsen penge. August var derfor stærkt optaget af, at pengekassen skulle fyldes op. I november 1701 havde han spærret den 19-årige Johann Friedrich Böttger inde i det såkaldte Guldhus i Dresden. For Böttger var alkymist og kunne lave guld.

Det havde han vist i Berlin, hvor det 1. oktober 1701 lykkedes for ham – foran et forundret selskab, der var svoret til tavshed – at forvandle 15 sølvmønter og et mystisk pulver til en guldbarre. Uagtet løfterne om at hemmeligholde det, hørte den prøjsiske konge Friedrich 1. snart om det. Og en guldmager var ikke en ringe ting at have for en konge. Böttger flygtede fra Berlin, da han blev indkaldt til hoffet – måske fordi han var nervøs for, om han ville kunne gentage kunststykket og tilfredsstille kongens appetit på guld.

Men i november klappede fælden for Böttger, om end det var ikke Friedrich af Prøjsen, men August af Sachsen, der spærrede ’guldfuglen’ inde. Han sad indespærret i årevis: I Dresden og fra 1705 på Albrechtsburg i Meissen. Men det lykkedes ham ikke at lave guld igen. Fra 1705 var han ansvarlig for Augusts forsøg på at lave porcelæn. Kurfyrsten kunne sagtens se det smarte i – når det nu trak ud med fremstillingen af guld til at købe porcelæn for – at have sin egen fabrikation af europæisk porcelæn. Og det lykkedes da også. Efter mange års forsøg. I 1709 kunne Böttger endelige skrive til August d. Stærke, at han nu kunne lave ”fint hvidt porcelæn med den allerfineste glasur og dekoration, der er lige så godt som det kinesiske om ikke endnu bedre”.
August oprettede den første europæiske porcelænsfabrik i Meissen i 1710 – men forventede i øvrigt stadig guld fra alkymisten;  i december 1709 meddelte han, at Böttger skulle fremstille 50 gulddukater hver måned, indtil han havde leveret de 60 millioner gulddaler, han havde lovet kurfyrsten. August d. Stærke døde i 1733 og efterlod sig en samling på 35.000 stykker porcelæn fra både Asien og Meissen.

Det københavnske porcelæn
I Danmark fandtes ingen porcelænssamlere af samme kaliber som August i Sachsen.

På Rosenborg findes porcelæn samlet af medlemmer af kongehuset, bl.a. tre tepotter af rødt stentøj fra Frederik IIIs samling. Både han og dronning Sofie Amalie var med på noderne og interesserede sig for de ostindiske moder, der bredte sig i Europa i perioden. Dronningen lod to lakerede rum indrette på Rosenborg: Et i kinesisk og et i japansk stil, der i dag er de ældst bevarede i vesten. I det kinesiske værelse findes stadig en samling figurer i kridhvidt porcelæn – det såkaldte blanc-de-Chine-porcelæn. De optræder i inventaret fra 1718, der er det ældste, fuldstændige, der er bevaret fra Rosenborg. Men de kan have stået der fra indretningen af rummet i 1660’erne.
Fra ca. 1700 stammer seks par kinesiske kopper, der blev bestilt i Kina med en dekoration af Frederik IVs navnetræk og kronede løver. Forunderligt nok er de underkopper, som kopperne står på, japanske. 
 
Opskriften på porcelæn bredte sig fra Meissen efter Böttgers opdagelse. I resten af Europa skød porcelænsfabrikkerne op som paddehatte i løbet af 1700-tallet. I kongeriget Danmark-Norge blev der allerede fra midten af 1700-tallet eksperimenteret med fremstillingen af porcelæn. Apotekeren Frantz Heinrich Müller indsendte i 1772 prøver på ægte porcelæn – der bl.a. indeholdt bornholmsk kaolin – til Kommercekollegiet i et forsøg på at opnå støtte fra staten til porcelænsproduktion. Müller, der var født i København i 1732 og bl.a. havde arbejdet i Drammen i Norge, hvor han havde haft mulighed for at besøge både Jarlsberg og sølvminerne i Kongsberg, var stærkt optaget af mineralogi og havde i flere år eksperimenteret med lerarter fra både Bornholm og Jylland i forsøget på at lave porcelæn.

Müllers timing var heldig. I 1774 købte både enkedronning Juliane Marie, arveprinsen og kronprins Frederik aktier i ’en Dansk Porcelain-Fabrique’. Fabrikken fik til huse i Købmagergade 50 og fra 1775 fik den 50 års monopol på fremstilling af porcelæn i kongeriget – samtidig med at det blev forbudt at eksportere kaolin fra Bornholm. Kongehuset forventede at få pengene igen og der blev sat trumf på i 1780, hvor det blev forbudt at importere porcelæn, undtagen fra Kina. I kongeriget skulle man købe sit porcelæn fra det udsalg, der åbnede 1. marts 1780. Fabrikken gav dog først overskud i 1795, og det viste sig i øvrigt nødvendigt at importere lerarten kaolin fra Frankrig.

Andre fik dog lyst til at tjene penge på de hårdtbrændte varer, således blev Aluminia grundlagt i oktober 1863 på Christianshavn. Aluminia producerede fajance, der brændes ved lavere temperaturer end porcelæn, og både stel og fx natpotter fandt stor udbredelse, da priserne var lavere end på porcelæn. I 1868 flyttede Aluminia til Frederiksberg, da de byttede placering med tobaksfabrikken Nobel. Christianshavn havde været leveringsdygtig i billig arbejdskraft fra Tugthuset, men der var ikke plads til at udbygge produktionen. Det betød også, at da Aluminia købte Den Kongelige Porcelænsfabrik i 1882 rykkede denne fra den efterhånden klemte plads mellem Købmagergade og Pilestræde til Frederiksberg.

Der var dog stadig porcelænsproduktion i København, for i 1853 var Bing og Grøndahl blevet grundlagt på Vesterbrogade. Da Harald Bing i 1903 udgav en bog i anledning af fabrikkens 50-års jubilæum, kaldte han stedet ’det yderste Thule’ og beskrev det som ”en tarvelig Forstad til den tarvelige Hovedstad, som laa indeklemt af sine Volde”. 

Fabrikken slog sig i starten op på Frederik Vilhelm Grøndahls idé om at lave kopier af Thorvaldsens arbejder i det uglaserede porcelæn, der kaldes bisquit. Han havde arbejdet på den statsligt ejede porcelænsfabrik – her havde man ikke haft tiltro til den unges mands planer om at lave figurer og relieffer. Hans idé må siges at have båret frugt. Porcelænsfigurerne, der i europæisk sammenhæng startede som bordekorationer for adelige og kongelige i 1700-tallets overdådige opdækninger, hvor de både fungerede som skueretter og allegoriske figurer, blev en enorm succes i 1800-tallet, hvor de ofte rokokoprægede figurer havde mytologisk eller nationalromatisk islæt. Porcelænsfigurerne - og platterne - blev i 1900-tallet til folkelige statussymboler og jubilæumsgaver.