Det læser vi selv i liggestolen

Tag med på en rejse igennem litteraturens finurlige fantasilande, på menneskeklogt visit i small town America og rent ud sagt ud af en tangent med mesteren af islandsk vanvid.


Elizabeth Strout: Alt er muligt
Elizabeth Strout har vundet mange læsere med sine bøger Olive Kitteridge og Mit navn er Lucy Barton, og nu er der en ny gribende roman fra hendes hånd. Alt er muligt indeholder ni skæbnefortællinger fra en lille by i det amerikanske Midtvesten og som altid, når det gælder Strouts bøger, er fortællingerne velfortalte og psykologisk overbevisende. Hun skildrer personernes intime liv nuanceret og med respekt, og især de vanskelige relationer mellem forældre, børn, søskende og ægtefæller træder tydeligt frem i de realistiske dialoger. Bogen er en uddybning af Mit navn er Lucy Barton, men fungerer fint selvstændigt. Alt er muligt er litteratur for dig, der ønsker at blive klogere på livet og andre mennesker.
-Cæcilie, Kulturstationen Vanløse
 

Huw Lewis-Jones (red.): Forfatternes kort: bøgernes fantasiverdener
Et virkelig smukt og farverigt værk, hvor litteratur og de flotteste (oftest) fiktive landkort knyttes sammen. Bogen indeholder 25 essays af varierende længde hvor fantasy-forfatteren Phillip Pullman har fået lov til at skrive prologen. “Utopia” af Thomas More fra år 1516 er så vidt vides den første bog indeholdende et fiktiv landkort, senere er der kommet mange flere til, og især fantasy-genren fylder godt op, men også de gode gamle børnebøger er repræsenteret. Vi får på grundigste vis, sammen med bogens forfattere og Frodo fra Ringenes Herre, Jim fra Skatteøen, Mumifar i Mumidalen og Peter Plys i Hundredmeterskoven (blot for at nævne nogle få), lov til at udforske alverdens ukendte (øde) øer, farefulde landskaber, dristige søveje og smukke byer. For en læsende og videbegærlig lænestolsrejsende, der elsker at tage ud i verden med neglen i landkortet, er denne bog et MUST. Og så klæ’r den ethvert sofabord.
- Sonja, Islands Brygges Bibliotek


Sjón: CoDex 1962
Jeg har været kæmpefan af islandske Sjón siden jeg første gang åbnede Skygge-Baldur (da. overs. 2005) og trådte ind i hans sælsomt skiftende univers af folkesagn, magisk realisme og hårdfør nordisk ordknaphed. Med CoDex 1962 begiver Sjón sig ud i en vildt muterende trilogi, som sammenfletter kærlighedsroman, sci-fi og krimi i en rablende og storslået fortælling om en jødisk flygtning, en golem af ler og civilisationens (måske) kommende undergang. Hvis du fx nød Günter Grass’ Bliktrommen eller Thomas Pynchons Mason & Dixon er der helt sikkert gods at finde i denne gave til ”garvede romanlæsere og tilhængere af islandsk vanvid” (som lektørudtalelsen siger). Læs! Læs!
- Naja, Hovedbiblioteket
 

Vil du have flere anbefalinger til de nyeste bøger på biblioteket? Tilmeld dig  nyhedsbrevet Nyt på hylderne
 

08.07.19
Spørg biblioteket