Det må du ikke gå glip af på Bogforum 2019

D. 15-17 november står årets vildeste bogweekend for døren! BogForum er stort og der er mange mennesker, men det er stedet hvis du vil se "giraffen", finde de nyeste bøger og gøre et bogkup. Det er fedt at være blandt så mange andre litteraturelskere og mærke den boblende glæde ved bøger - Bogorme foren jer! Vi har lavet en liste over det, vi synes, du ikke må gå glip af på Bogforum i år.

Auður Ava Ólafsdóttir

Auður Ava Ólafsdóttir skriver om mennesker, der befinder sig i sorg, og som kæmper med at finde en ny mening med tilværelsen. I 2018 blev hendes roman ”Ar” tildelt Nordisk Råds Litteraturpris. Derudover er ”Stiklingen” og ”Svaner bliver ikke skilt” oversat til dansk. Alle rørende og fine udgivelser. Gå ikke glip af at hende i samtale med Erik Skyum-Nielsen om sit forfatterskab.
Fredag kl. 13 på Scenen

Jamal Bendahman og Jonas Eika

Oplev debutantprisnominerede Jamal Bendahman i samtale med Nordisk Råds litteraturprisvinder Jonas Eika om Bendahmans debutroman Ash-Shaheed (Vidnet) og beatlitteratur - en litterær tradition som har været en stor inspiration for begge forfattere i deres egne værker. Gå ikke glip af denne samtale, hvis du vil opleve to af dansk litteraturs store upcoming forfattere.
Fredag kl. 14 på Ny scene

Puk Qvortrup

Puk Qvortrup sætter ord på det ubeskrivelige i sin debutroman "Ind i en stjerne". Vidunderlig velskrevet selvbiografisk debutroman om dyb sorg, tabet af en ægtemand og livet som mor for to helt små drenge. Puk Qvortrup skriver sig ind i den stærke tendens vi ser for øjeblikket, som handler om at give sprog til sorg. Det bliver spændende at høre hende fortælle sin historie.
Fredag kl.14 på Rød scene

Simon Pasternak, Olga Ravn og Dy Plambeck taler om Tove Ditlevsen

Tove Ditlevsen kan man aldrig blive træt af. Så gå ikke glip af at få en ny frisk dosis Tove, når forfatterne Simon Pasternak, Olga Ravn og Dy Plambeck graver dybt i Tove Ditlevsen forfatterskab lørdag eftermiddag.
Lørdag kl. 14 på Tranescene 1

David Grossman

Katherine Tschemerinsky interviewer den store israelske forfatter David Grossman om hans nye internationale bestseller, ”Da Nina vidste” - en roman om svigt og savn nedarvet gennem generationer. Grossman blev for alvor kendt herhjemme med sin roman ”Kvinde på flugt fra meddelelse” fra 2008. Det kan kun blive interessant at høre ham fortælle om sin nye roman.
Lørdag kl. 16 på Scenen

Pénélope Bagieu

Fransk tegneserieskaber, der har beriget verden med en lang række internationalt anerkendte graphic novels med og om kvinder. I "Skamløs" fortæller Bagieu 15 kvinders livshistorier. Kvinder fra forskellige tidsaldre med vidt forskellige liv og én ting til fælles: deres rebelske ånd. "Skamløs" har vundet både en Eisner Award og den danske PING-pris.
Søndag kl. 13.00 på Comics Scenen

Sara Stridsberg

Svenske Sara Stridsberg interviewes af Lilian Munk Rösing om romanen "Kærlighedens Antarktis". En roman om den unge narkoluder Inni, om grusomhed, udsathed, ensomhed og moderkærlighed. Gå ikke glip af en af Sveriges store litterære stemmer
Søndag kl.15 på Hvid scene

Se hele programmet for Bogforum her

/Lene & Cæcilie, Litterær Luksus

Litterær Luksus banner mørk
Litterær Luksus
Få inspiration til din næste læseoplevelse, nyt om forfattere og aktuelle tendenser i bøgernes verden og udvalgte litteratur-events på Københavns Biblioteker, du ikke må gå glip af.
Tilmeld dig nyhedsbrevet

Spørg biblioteket