For eller imod, afstemningen om salget af Dansk Vestindien

”1/2 Million … faar nu for første Gang Stemmeret … Kvinder som Mænd, skal nu være medbestemmende om, hvem der skal styre Danmark” skrev forlæggeren Johannes Lehmann i 1916. Antallet af danskere med stemmeret voksede betydeligt efter grundlovsændringen i 1915, der gav kvinder og tyende ret til at deltage i politik på landsplan. Og i december 1916 havde de muligheden for at sætte deres første kryds. Dagen efter kunne Politiken bl.a. berette: ”En anden, meget fin Dame fik at vide, at denne Gang hørte hun til 8de Kreds. - Er det ikke lige meget? - Nej, for saa skal De stemme i Sølvgade. - I Sølvgade! Tak skal De ha’e - saa vil jeg hellere skænke Dem Øerne!”

Afstemningen var ikke til et folketingsvalg, men til landets første folkeafstemning: Skulle De Danskvestindiske Øer sælges til USA? I efteråret 1916 udgav Johannes Lehmann bogen ’For eller imod’ som en ”Haandsrækning til alle dem, der endnu intet Standpunkt har” og samlede 36 bidrag fra mennesker, redaktøren Johannes Lehmann beskrev som ”Kendte Mænd og Kvinder af alle Partier” samt desuden fra repræsentanter for ”omfattende og betydende Erhverv”. Indlæggene i bogen skulle hjælpe med sikre ”at ingen gaar til Folkeafstemning eller Valg med en Sæk over Hovedet”, skrev Johannes Lehmann og uddybede, at vælgerne skulle se flere sider af sagen, hvilket kunne være vanskeligt da ”kun faa holder mere end en Avis”.

De dansk-vestindiske øer var på mange måder fjernt fra resten af kongeriget og de fleste havde sandsynligvis ikke haft nogen personlig kontakt med øerne eller deres beboere. Så hvordan var syet på øerne og deres beboere? Var de en del af Danmark? Var vestinderne medborgere, landsmænd eller noget helt tredje?
Emma Gad tog i sit indlæg i ’For eller imod’ kraftigt afstand fra tanken om, at de unge kvinder var af samme nationalitet, som hun selv; de var ”fremmede Fugle, saa dybt forskellige fra os i Race og Farve, i Sprog og Tankesæt, at man har haft svært ved at indordne dem under begrebet Landsmandinder”. Avisen Social-Demokraten gav i 1905 i forbindelse med koloniudstillingen i Tivoli udtryk for det modsatte. Vestinderen Henriette Jensen, der fra 1898 boede i København, opsøgte på åbningsdagen nogle grønlandske kvinder for ”at høre de unge Piger tale Grønlandsk”. Grønlænderne så forundrede på ”deres sorte Landsmandinde” og Henriette Jensen spurgte forsigtigt ”De bliver vel ikke bange, fordi jeg er saa sort?”, leende blev der svaret ”Ae nej, vi er jo ogsaa selv lidt mørkebrune” og fru Jensen blev inviteret på kaffe. Hudfarven havde her i Social-Demokratens gengivelse ingen indflydelse på, hvem der var landsmænd m/k og det danske sprog havde de begge sider af samtalen tilsyneladende tilfælles.

Var man født i Dansk Vestindien var man formelt dansk statsborger, men ikke alle så vestinderne på denne måde. Emma Gad skrev i sit indlæg, at ”de sorte Beboere af disse Øer er jo ikke vore Landsmænd, men et tilklistret unaturligt Anhang til os”. Hun mente, at Danmark måtte tage konsekvensen af en manglende vilje til at ”opretholde den varige Interesse og den Offervillighed”, som øerne krævede, hvis de skulle på fode. Fattigdom var udbredt på øerne, der var arbejdsløshed, mangel på rent drikkevand og et mangelfuldt sundhedsvæsen. Det kan derfor måske ikke undre, hvis mange af beboerne håbede på, at levevilkårene ville forbedres, hvis de blev en del af USA. Ikke alle var dog begejstrede ved udsigten til at blive en del af USA. I januar 1917 skrev fyrbøderen på orlogsskibet Valkyrien, der var udstationeret i Dansk Vestindien, til sin familie ”Nogle vil gerne sælge(s) andre ikke. Jeg kan nok sludre lidt med de sorte og de vil gerne tale med os. Jeg har talt med nogle der græd over de skulde sælges og naar jeg saa sagde at de ikke blev solgt har de sagt ’Giv mig din Haand, du er min Ven’ og saa er de glade igen.”

Eline Hansen, der var aktiv i bl.a. Dansk Kvindesamfund og i 1918 kandidat til folketinget for Det Radiakle Venstre skrev i sit indlæg i ’For eller imod’, at ’den indfødte befolkning’ såvel som ’plantageejerne’, dvs. i hendes optik antageligvis både den sorte og den hvide del af beboerne i Dansk Vestindien, ønskede at øerne blev solgt til USA, men hun plæderede ikke for, at de skulle inddrages som demokratisk medbestemmende over beslutningen og hun mente ”en Afstemning her hjemme (synes) egentlig overflødig.” Den sorte, vestindiske arbejderleder David Hamilton Jackson havde i 1915 under møder med ministre i København talt imod et salg af øerne, men da de nødvendige reformer, der skulle forbedre levevilkårene aldrig kom, ændrede han mening. I 1916 tog han initiativ til en afstemning på St. Croix, hvor 4.727 stemte for et salg, mens kun 2 stemte imod. Desværre ved vi ikke, hvem der fik lov at deltage i afstemningen eller hvordan disse var udvalgt. I Danmark gjorde det dog indtryk, og fx Eline Hansen mente, det ville være problematisk, hvis kolonimagten ønskede at opretholde magten over øerne, mod beboernes ønske. Øerne – og deres beboere – kunne og burde sælges af Danmark. De var for hende ikke en uadskillelig del af det nationale fællesskab, men et område som Danmark ”hævde(de) Besiddelsen” over. Også J.C. Christensen, der på det tidspunkt var ordfører for Venstre i folketinget, talte for et salg, da ”Kolonier … har altid været Genstand for Køb og Salg… vi … har købt St. Croix af Frankrig”, og hvad der var blevet købt, kunne sælges igen, hvis ”det er mest tjenligt for Moderlandet selv … (og) Beboerne paa Øerne vil helst til Amerika”. Emma Gad hævdede endog, at beboerne stod til at ville få ”saa meget bedre Livsvilkaar under en nærliggende og human Stormagts Ledelse”.
 
Desværre forholdt de sig ikke til, hvilke rettigheder øernes beboere burde have, hverken under dansk eller amerikansk herredømme. Påstanden om, at vestinderne ville få bedre vilkår under amerikansk styre, var forfatterinden Thit Jensen stærkt uenig i. Hun fremhævede i sit indlæg, at øernes beboere i Hamilton Jacksons afstemning ”har stemt for Salg. De ønsker sig til Amerika. Skønt en Neger i Amerika er lig et urent Dyr, i Danmark faktisk betragtet som et Menneske! De ønsker det dog! Saa maa der være alvorlige Grunde for dem, Eksistensspørgsmaal der staar paa Spil, naar de ønsker sig solgt til Amerika.”

I både tekst og billeder blev vestinderne ofte beskrevet som børn, også i de politiske debatindlæg blev det fremhævet, at vestinderne ikke var 'voksne' og derfor ikke kunne træffe beslutninger om eget tilhørsforhold. Tegning fra 1916 af Harry N., den tilhører Det kongelige Bibliotek.

Det hierakiske syn på raceforskellene, som Thit Jensen beskrev hos amerikanerne, kom også til udtryk i For eller Imod, men dog ikke i noget stort omfang og ikke hos nogen af kvinderne. Thit Jensens bror, forfatteren Johannes V. Jensen, lagde der imod ikke fingrene imellem og skrev, at de vestindiske øer er beboet af ’mere eller mindre aftonede Mulatarter’, som han hverken ville klassificere som ’Mennesker eller Vilde’. Derudover hævdede han, at det var amerikanerne, der havde bragt de sorte til øerne, og nu kunne de så passende overtage ansvaret for dem. Hermed ignorerede han bekvemt kongerigets egne aktier i slavehandlen.

Desværre ved vi ikke, hvor mange kvinder, der deltog i afstemningen. Og vi ved heller ikke, hvilken oplevelse, det var at deltage, kun at nogle – ifølge Politikens Kristian Dahl – var usikre på processen: ”I Vestervoldgades Skole kom en ældre Dame hen til Borgmester Lehmann og spurgte: - Med Forlov, hvor er det Bord, hvor man stemmer Nej? - Hvad hedder De? spurgte Borgmesteren. - Kan det nu ikke være Dem det samme!”
Staten havde valgt at fritage kommunerne for udgiften ved at føre statistik over valgdeltagernes køn, og vi får sikkert aldrig få svaret på det spørgsmål, som en journalist på Politiken stillede under mærket St. Croix: ”Det var til en begyndelse det spændende ved Dagen i Gaar: Hvordan vilde Valget tage sig ud med de mange Tusinde nye kvindelige Vælgere? Vilde det svage Køn tage Magten fra os?”, men mange kom aldrig til at stemme pointeredes det: ”Næppe Halvdelen af de Stemmelystne fandtes paa Listerne.” Både mænd og kvinder oplevede, at de ikke kunne stemme, fordi de stemmeberettigede ikke havde skrevet sig på valglisterne, da disse var åbne for indskrivning i marts 1916. Ifølge Politiken var det flest kvinder, der oplevede at blive afvist: ”En gullaschpelsbehængt Frue i en af de indre Kredse, som ikke fandtes paa Listen, dirrede i sine Nertz-Skind, idet hun sagde: - Vi, der svarer Tusinder i Skat, os stryger de, men de, der ikke betaler en Hvid - Gudbevares! De er kommet med!”

Og på Hans Tavsensgades Skole var der også skuffede miner: ”En hel Legion af gamle Morliller, alle hjemmehørende paa Soldenfeldts Stiftelse, troppede op og vilde stemme. Ikke én af dem var paa Listen! Der blev ringet til en Nabokreds, om man ikke havde dem dér? Nej. Saa vandrede de gamle Damer skuffede hjem til deres smaa Kamre, for bestandig berøvede Troen paa, at de havde faaet Valgret. Men de havde nu, sagde et Par af dem, heller aldrig forstaaet, hvad det skulde være godt for!”

De mangelfulde vælgerlister kan måske være en del af forklaringen på den lave deltagelse i valget, hvor kun 37.4% af de stemmeberettigede deltog og fordelte sig på 283.670 stemmer (64 procent af de afgivne stemmer) for salget og 158.157 stemmer (36 procent) imod salget. Også i København var der flertal for et salg, kun i Thisted og Vejle amter var der flertal mod.

Vi lader Politikens skribent Kristian Dahl være pennefører på det sidste ord: ”Men hvor blev Husassistenterne af? Det synes, som om de færreste af dem har faaet fri i den Time, det vilde tage dem at gaa hen og stemme. Der ymtedes om, at der i stort Omfang var lagt et saadant Passivitetens Valgtryk paa de Tjenende. Man saa ogsaa Fruer komme anstigende med deres Tjenestepiger og foran det højtidelige Indelukke ugenert indprente dem, at de skulde sætte Kryds ved Nej. Da en Tilsynshavende mildt belærte en af disse Damer om, at der var noget, der hed Valgtryk, vendte Fruen sig om og maalte Mandspersonen i hele hans Længde, idet hun mælede: - Tjener Pigen hos Dem eller hos mig?”

Henriette Jensen fotograferet sammen med en islandsk og en færøsk deltager i Koloniudstillingen i Tivoli i 1905. Foto tilhører Nationalmuseet.

Affotograferet fra Informedia.
15.12.20