"Et lille kræ" – et af københavnerlitteraturens hovedværker

Af Silas Nielsen Mercier

Men der er i grunden intet dristigt over Kristensens udsagn, Nexøs erindringer hører nemlig til blandt hovedværkerne i forfatterskabet. Ikke mindst første bind ”Et lille Kræ” (1932), der handler om familien Andersens kamp for overlevelse på Østerbro i 1870’erne. Det er en gribende bog, hvorfra syner af et gammelt København vokser frem fra værkets mange levende beskrivelser.

Martin Andersen Nexø blev født i det herrens år 1869. Han fødtes i et arbejderhjem under Vor Frelsers Kirkes guldkuppel, Sankt Annæ Gade 33 på Christianshavn. Faderen var stenhugger og brolægger, moderen gik med trækvogn, hvorfra hun solgte rejer, sild og kirsebær på gaden.

På daværende tidspunkt var Danmark stadig præget af efterdønningerne fra statsbankerotten i 1813, tabet af Norge i 1814 og krigsskadeerstatningerne til Preussen efter nederlaget i 1864. Kort sagt var landet presset rent økonomisk og foruden disse skår i den nationale selvforståelse – som vi helst ikke skal dvæle ved – blev København ramt af dødelige koleraepidemier fra 1853 og frem.

Epidemierne ramte de fattigste hårdest; den by Nexø voksede op i, var absolut ikke arbejderklassen nådig. Det var en by med høj arbejdsløshed og høj børnedødelighed. Christianshavn var et snavset og faldefærdigt slumkvarter, og i første bind af sine erindringer ”Et lille Kræ” (1932) beskriver Nexø, hvordan familien om aftenen måtte hejse deres mad op i en kurv under loftet for at have den i fred for rotterne.

Fra Christianshavns mørke slum til Østerbros landlige lys

Da Nexø var knap tre år gammel, flyttede familien fra mørket ud i lyset. Sådan da. Familien Andersen flyttede ud i Lægeforeningens Boliger (Brumleby) på Østerbro. ’Boligerne’ var Danmarks første almennyttige boligbyggeri, og blev opført som svar på den store koleraepidemi. Her var luften frisk og omgivelserne landlige. På den ene side lå fællederne, hvor kreaturer græssede. På den anden side lå gartnerhaver (ideelle mål for æblerov), planteskoler og Øresund.

Fælleden var imidlertid ikke blot et sted, hvor kreaturerne græssede, det var også en slagmark; et sted, hvor arméer fra Nørrebro og Østerbro kolliderede. Her kæmpede den frygtsomme lille Nexø side om side med andre socialistunger fra Østerbro mod ’Rabarberdrengene’. Drengenes øgenavn kom af de gartnerihaver, der lå omkring Blågård på Nørrebro, hvor man bl.a. dyrkede rabarber. Og på Nørre Fælled udkæmpedes de lokale slag således med kæppe, knytnæver og kampsange med styr på jamberne: "Brumleby er raske Drenge, / Olufsvej er ligesaa! / Rabarberne de kryber sammen, / naar de en paa Tæven faa!"

Ikke blot fryd og gammen

Nexøs beskrivelser af livet i Brumleby rummer lys og mørke. De eventyrlystne anekdoter om han og broderen Georgs vagabonderinger rundtom i København gennemsyres af barndommens fortryllede blik på verden. Tænk jer, ifølge rygtet skulle der ved Vesterport vokse stikkelsbærbuske i massevis! Men Nexøs biografi er også barsk; den giver læseren indtryk af, hvor hårdt livet har været i København.

Allerede i en alder af fem år fik Nexø ansvar for at passe sin lillesøster, der endnu blot var spæd. Skolegangen i Sankt Hans Gade Skole har været et helvede af kindheste og ørefigner. Og hjemme var faderen fraværende, og drak i perioder det meste af husholdningen op. Når han kom fuld hjem, tævede han gerne både mor og børneflok. Nexøs far arbejdede som stenhugger i Kalkbrænderihavnen, der lå forinden af Gl. Kalkbrænderi Vej i det nuværende Nordhavn. Han mistede sit arbejde under den store arbejdsløshed i 1877, hvor hungersnød bredte sig i den københavnske arbejderklasse. Derfor flyttede familien tilbage til faderens fødeø, Bornholm, i september samme år. Og her begynder andet bind af Nexøs erindringer "Under aaben Himmel" (1935), der er lige så uforlignelig som "Et lille Kræ".

Lån Nexøs erindringer på biblioteket

Kig forbi biblioteket og lån Martin Andersen Nexøs fænomenale selvbiografi. Og såfremt min varme anbefaling ikke vejer tungt nok, lyt da til en anden af de store københavnerdigtere, Tom Kristensen, der i sin anmeldelse lod sig begejstre over Nexøs bedrift:

"Læser man Selvbiografien grundigt igennem, et af Hovedværkerne i Tredivernes danske Litteratur, lærer man et Menneske at kende [...] der de første fyrretyve Aar dagligt hørte Døden pikke inden i sig. Det er et Menneske, der overvandt Døden ved at tvinge Hoste ned, selv i Søvne. Det er et Menneske, der ved at ligge og tælle lærte sig at ånde regelmæssigt og derved kom til at elske det typiske og hade det usædvanlige [...] Uden at have læst [selvbiografien] forstår man ikke, hvorfor Martin Andersen Nexø undertiden er urimelig og som oftest er saa hjertelig varm og saa aaben over for Livet og alle dets almindelige Mennesker, som han ikke havde faaet videre ud af, hvis han ikke havde været født Kunstner."

(Citat: Tom Kristensen "Artist mod sin Vilje", Politiken 10. juni, 1939, findes i bogen "Mellem Krigene", 1946)