Fanfiktion

En inspirations artikel om hvorfor nogle folk er fanfiktionforfattere, og hvorfor en bibliotekar læser fanfiktioner.

Fanfiktion.

For mange kan det her virke som et tabu, da det er at besudle andre folks værk. For andre, kan det være en form for drømmeverden, hvor du kan opleve alternative scenarier med dine favoritkarakterer eller favorituniverser. Nogle får måske den afslutning, som et værk måske aldrig fik, eller den twist til historien, der ændrer genrerne fuldstændig. Hvis du kan læse engelsk, vil du have adgang til en masse litteratur, som du ellers aldrig ville støde på.

Hvad enten du er for eller imod fanfiktion, vil jeg i dette opslag fortælle lidt om denne populære internetgenrer på både godt og ondt.

Hvorfor skrive fanfiktion?

Fanfiktion er for mange en god måde at starte sin skrivekarriere på. Et eksempel på et værk som er startet som fanfiktion, er E. L. James’ ”Fifty Shades of Grey”, som startede sit liv som en fanfiktion af Twilight-serien af Stephenie Meyer. For mange, kan det at skulle opbygge en verden fra grunden af virke intimiderende. Nogle finder det lettere at have universet og dets karakterer opbygget på forhånd, så de kun skal fokuserer på at skrive selve scenariet. Lidt ligesom når man laver en historie i et Dungeons & Dragons rollespil. På den måde kan man sige, at skrivning af fanfiktion er en god øvelse i at adlyde regler indenfor et univers, ligegyldigt om det er kreeret af dig selv eller andre.

Når en man laver en fanfiktion indenfor en bestemt fanskarer, kan man slippe udenom at skulle bruge tid og sider på at lave bestemte beskrivelser. F.eks. er Pokémon en af de mest populære fanskarer med mange fanfiktioner bag sig. Som forfatter indenfor denne fanskarer, vil man kunne slippe udenom at forklare hvad diverse Pokémoner er, hvad de kan, hvordan de ser ud og hvorfor de er som de er. Der er ingen der vil sætte spørgsmålstegn ved hvad en Charizard er, og hvorfor den pludselig spyr ild udover det hele. Det er basal viden for enhver fan af Pokémon-serien.
Til gengæld, så er du også låst fast af universets regler. Du vil ikke kunne slippe afsted med at opdigte for meget, og give allerede etablerede elementer og karakterer træk og egenskaber, som de ikke originalt har. Man skal ikke komme og fortælle en fan af Pokémon, at førnævnte Charizard nyder at stikke halen i et karbad om søndagen.
Grunden til at man skal passe på som forfatter, er at læserne af historierne kan give direkte feedback. De kan kommentere på værket kapitel for kapitel, og dermed give deres kritik i takt med at historien bliver skabt. Det kan man se som en fordel, da forfatteren kan se sine læseres reaktioner med det samme, i stedet for at skulle vente på feedback til produktet er færdigt. Men det kræver man som forfatter holder hovedet koldt. Man skal være god til at håndtere kritik, når den kan blive givet så hurtigt.

Men hvorfor læse fanfiction, og hvorfor en bibliotekar læser fanfiktion?

Både som bibliotekar og som privatperson, er jeg en all-around nørd. Som fan af mange forskellige franchises, er der mange universer som jeg har kæmpe kærlighed til, og til enhver tid vil formidle ud til det rigtige publikum. Men som så mange andre fans, kan jeg ofte ikke få nok af de universer jeg er fan af:
Hvad er historien bag den tilfældige, men interessante person som man stødte på i kapitel 17, men aldrig så mere til?
Hvad sker der på de øer som man kan se i horisonten i ens favoritspil?
Hvad ville der have været sket med verden, hvis skurken vandt i sin favoritfilm?
Der er mange muligheder! Så længe der er fans med god fantasi, kan man lege med de tanker og spørgsmål, og se andres bud på netop dette.

Efter egen holdning, er der en masse god litteratur gemt i fanfiktion-verdenen, som med god grund ikke kan se en udgivelse af et forlag. Den har sin egen kultur og termer, som man ikke finder andre steder.
F.eks. er det længste stykke litteratur der er blevet skabt i menneskets historie, en fanfaktion på 4.100.000 ord, baseret på spillet Super Smash Bros: Brawl.
”The Subspace Emissary's Worlds Conquest” af AuraChannelerChris slår derfor ”In Search of Lost Time” af Marcel Proust, som er på 1.200.000 ord.

Jeg skal ikke kunne sige om det er god litteratur, men det er stadigvæk en stor menneskelig bedrift, som kan blive overset grundet dets baggrund som fanfiktion. Der gemmer sig også en masse gode forfattere derude som let bliver overset. Man kan sagtens forstå, at mange synes den største bedrift som forfatter, er at skabe et univers fra bunden. Men her har forfatteren ingen restriktioner, andet end dem de selv skaber. Til gengæld, skal de også skabe sin fanbase fra bunden.
For en fanfiktion forfatter, har de allerede fangruppen, men de skal adlyde de krav som fangruppen sætter. Fangruppen er kritisk, og forventer forfatteren overholder de regler og normer som det originale værk har sat. Der er ikke meget råderum som forfatter, hvilket gør det fantastisk, hvis de er kreative med det begrænsede råderum, og rammer plet.

Derfor finder jeg glæde ved fanfiktion, når en forfatter kan formå at holde sig indenfor de restriktioner og forventninger jeg har som fan, men stadig formå at gøre mig gladeligt overrasket. Det er facinerende at der er eksisterer folk med de samme tankemønster som mig derude, som endda kan formå at formidle det gennem skrift. De blotter deres idéer for alle og enhver, og giver mig muligheden for at se en forfatter progressivt blive bedre og bedre, jo flere kapitler de udgiver. At man kan se en forfatter gå fra ikke at kunne stave bedre end en elev i 6. klasse, til at have en kvalitet der matcher en professionel forfatter. Uheldigvis kan man også støde på det modsatte, hvor man ser en forfatter blive værre og værre, for til sidst at opgive deres værk som læser. Men det er en risiko man altid løber i sin søgen efter god litteratur.

Men den samme grund til at jeg personligt er glad for fanfiktion, gør at jeg ikke vil kunne give dig en anbefaling. Hverken som privatperson eller bibliotekar. Vi er højest sandsynligt fans af forskellige ting. Fans af forskellige genrer. Måske forskellige holdninger til hvor højt kvalitetsniveau vi kan tollerere at læse.
Jeg kan ikke sige andet, end at fanfiktion er noget man selv skal vælge at give sig i kast med. Find den fangruppe du hører til, og prøv dig frem. Den eneste der gætte hvad du vil kunne lide indenfor fanfiktion, er dig selv.

Nogle gode råd på vejen

Det enste jeg dog kan gøre for dig, er at give dig nogle gode råd:

  • Den eneste der ved hvad du kan lide, er dig. Tag ikke blindt imod anbefalinger.
  • Brug søgeværktøjerne fornuftigt! Du trykker dig først ind på det medie, som det du er fan af befinder sig i. Hvis det f.eks. er Harry Potter, er det "Books" du skal gå ind i. Er det Pokémon, er det "Games", osv.
  • Når du har valgt det du er fan af, i din givende mediekategori, har du "Filter" knappen øverst. Lær den at kende, og brug den fornuftigt. Så kan du sikrer dig at du ikke finder materiale, som du føler vil være ubehageligt at læse. For der er med garanti, ligesom på biblioteket, ting på hylderne som du vil finde frastødende og ubehageligt. 
  • Fanfiktion er underholdning. Husk at du kun skal læse denne type materiale, så længe du nyder det.

Med det sagt, og hvis du har modet, så find værktøjet på Fanfiction.net

Fanfiktion-verdenen er rigtig stor ude på internettet, med sin helt egen spændende kultur. 
Jeg håber denne inspirationsartikel har kunne give dig et lille indblik i i fanfiktionens verden. Lidt om hvorfor nogle skriver dem, hvorfor en bibliotekar kan finde det interessant og hvorfor du måske skulle give det et forsøg.

Tak for din opmærksomhed, og rigtig god læselyst!
/Frederik, Valby Bibliotek
 

Materialer