Farverige København
For farve og klædeproduktion var ’big business’ og Frederik 2. ville sikkert gerne have del i både pengene og den prestige, som de farvede klæder gav.
Tag med på en hurtig ’tour’ – ikke (kun) i gult – fra jernaldermoden over romernes ildelugtende, purpurfarvede statussymboler til senere tiders jagt på imposante, importerede farveeksplosioner. For farverige klæder skaber folk, som ikke kun den københavnske modeuge her i august, men i særdeleshed også historien, demonstrerer for os.
Stinkende status
Længe inden modeugen blev opfundet, var der status i farver og snit. I den antikke verden ved middelhavet var purpurfarvede klæder det, der blev drømt om. Men hvorfor, som Plinius d. ældre skrev, var prisen dog så høj for de sneglehuse, der gav farven, som han kaldte den ’mest værdsatte lilla i Asien’? De gav jo både en forfærdelig lugt, når de blev brugt i farveprocessen, og farven var endda dyster og ’mindede om et oprørt hav’. For den berømmede farve blev fremstillet, ikke kun af sneglehusene, men af havsneglene selv:
”den ædle væske ekstraheres fra de største lilla, efter fjernelse af skallen; de mindste, levende, knuses med deres skaller; for at de er nødt til at forkaste deres væde”
Og det stank, når man forberedte og kogte sneglene. I 2006 forsøgte den amerikanske antropolog og arkæolog Deborah Ruscillo at eftergøre den antikke fremstillingsproces, der dengang gjorde det fønikiske handelscentrum Tyrus til en fabelagtigt rig by.
Deborah konstaterede, at ikke blot krævedes der umådelige mængder af indsamlede havsnegle, de var dernæst først svære at få ud af skallerne, derefter forestod arbejdet med at skære de kirtler, der gav farven, af sneglene. Det betød, at forskerne – præcis som man havde været i antikken – fandt sig selv omgivne af halvtomme skaller: Det, man ikke havde kunnet se på bjerge af skaller, som antikkens farverier havde efterladt, var resterne af sneglekød, der rådnede i solen og tiltrak fluer og hestebremser i store flokke.
Farvefremstillingen havde nok været ’big business’, men det havde derudover været stinkende og ubehageligt arbejde. Det var ikke uden grund, at den antikke geograf Strabo skrev om Tyrus, at farverierne gjorde byen til et uindbydende sted at bo, omend de samtidigt gjorde byen rig, gennem indbyggernes overlegne færdigheder. Men dyrt var purpur, og ikke mindst derfor gav det status.
Farven – eller rettere farverne, for både intensitet og kulør kunne variere - optræder igen og igen i de græske og romerske digte, fortællinger og skuespil som en af de måder, hvormed man virkeligt kan vise sig frem. I Martials epigram om Crispinus’ stjålne kåbe, fremgår det – med kåben som afsender på ønsket – at den bør tilbageleveres, da tyven slet ikke er fashionabel nok til at bære den. Og han snarere bør iføre sig Crispinus’ toga, da den ikke på samme måde vil afsløre ham som en sørgelig ’wannabe’.
Den flamske maler Peter Paul Rubens malede omkring 1636 billedet af Hercules og hans hund, netop da den 'opdager' farven purpur ved at bide i en snegl. Rubens har dog afbilledet en forkert snegletype, men det vigtige i samtiden var billedets allegoriske referencer til Habsburgernes imperiale magt. Ikke mindst fordi det var dem, der havde bestilt billedet, der er en del af en serie, der skulle udsmykke et jagtslot i Spanien. I dag hænger billedet på Musée Bonnat i Bayonne, Frankrig.
Planter, lus og sørøvere
Middelhavsfolkene havde ikke eneret på at ønske sig farvestrålende klæder, også en københavnertilflytter som Huldremosekvinden demonstrerer, at farvestrålende klæder var attråværdige helt tilbage i oldtiden her til lands. Hendes dragt er næsten 2000 år gammel, men uroligt velbevaret, selvom en kvinde på Djursland uheldigvis påtog sig at vaske tøjet, efter moseliget blev fundet i 1879!
Lysten til at skille sig ud i smart og moderigtigt tøj hører vi også om hos Saxo, hvor Knud Lavard til et bryllup på Riberhus Slot i 1129 var iført en sachsisk og farverig dragt. En anden gæst ved brylluppet – Henrik Skadelår hånede Knud, skriver Saxo:
”Purpurklæder beskyttede ikke mod Sværd, sagde han, hvortil Knud svarede, at de beskyttede lige saa godt som en Lammeskindskofte; han holdt nemlig for, at det var sømmeligere for ham at gjengjælde hans Stiklerier i Anledning af hans prægtige Klæder ved paa en høvisk Maade at foreholde ham hans bondske Væsen end ved at komme med Trusler og Skjældsord, og han nøjedes derfor med saaledes at skjemte med hans hjemmegjorte Klæder, da den anden lastede hans udenlandske.”
Dragten består dels af to skindkapper, udført af fåre- og lammeskind, dels af en nederdel og et tørklæde i ternet uld. Under uldtøjet har hun haft en klædning, måske en form for særk eller underkjole, i plantefibre, men denne er kun bevaret som små spor på kvindens hud. Ulden er blevet analyseret, nederdelen har været blå, og tørklædet rødt, og begge dele har sandsynligvis har været farvet med plantefarver som vajd og krap. Det har været en farverig dame i ternet tøj og med indsyede amuletter i kappen, folkene i Huldremoseområdet har kendt.
Dragten kan i dag ses på Nationalmuseet.
Rødt overtog efterhånden rollen som det ultimative symbol på magt fra purpur, måske var det som følge af de romersk-katolske – og meget magtfulde – kardinaler, der bar røde hatte som tegn på deres embede? Eller måske var det blot fordi det aldrig rigtig lykkedes at slippe af med den ledsagende stank, der hang ved purpurfarvet klæde. I 1548 udgav venetianeren Gioanventura Rosetti den første, professionelle manual for farvning. Den indeholdt 35 forskellige opskrifter på røde farver, næstflest var opskrifter på sort, det var der 21 forskellige opskrifter på.
I 1597 erobrede Robert Devereux, der måske er bedre kendt som den anden jarl af Essex og som en af Elizabeth 1.s såkaldte favoritter, tre spanske skibe med tilsammen 27 tons cochenille i lasten. Den røde farve var en formue værd, og da han kort tid efter blev portrætteret i en fantastisk kåbe, var den muligvis farvet med den stjålne farve.
Foto: National Portrait Gallery, London.
Desværre har vi ikke en tilsvarende sørøverfortælling om farve i Danmark – men også her var den kraftige røde farve populær, ikke mindst som et symbol på magt. I dobbeltportrættet af Christian 4. og dronning Anna Cathrine er der brugt rigeligt rød både i klædedragt og i baggrundens draperinger. Datidens mennesker ville vide, hvor kostbar farven var, og den blev dermed ikke kun et symbol på magt, men også en demonstration af kongens rigdom.
Maleriet hænger i dag på Rosenborg Slot.
Farveriet i København
Frederik 2.s forsøg på, som den første, at etablere en industriel farveproduktion i Danmark var en fremragende forretningsidé. Der var store penge at hente for den, der kunne farve klæde – ikke mindst med de nye, fantastiske farvestoffer, der begyndte at komme fra handelen med især Sydamerika.
Frederik 2. havde i 1559 købt en gård af adelsmanden Peder Christiernsen til Hjælmsø tæt ved bymuren og Køge barfred. Her var der adgang til masser af vand i voldgraven og helt ude i udkanten af byen kunne indbyggerne vel heller ikke klage sig over en eventuel lugt fra produktionen. Stedet åbnede i 1560 under navnet Kongens Vantfarveri og Vantmageri, der var ledet af en farver fra Lübeck og en såkaldt klædemester. Vant var datidens navn for vævet, uldent klæde.
De fleste farvede deres egen tråd eller klæde, opskrifterne har sikkert mestendels været mundtligt overleverede, men Dorte Margrete Rosenbergs farvebog fra 1752 er bevaret. I den er omtrent 20 ud af 60 opskrifter på røde farver: Fra lysere røde til rødbrune og mere rødviolette, der fremstillet både af kraprod og af de knuste cochenille-lus. Bogen er samlet eller forfattet af husfruen på herregården Hesselmed, hvor man tilsyneladende selv farvede både garn og klæde, selvom den nærliggende købstad varde på den tid havde ikke mindre end 4 professionelle farverier. En del af opskrifterne er på sorte farver, og der findes ganske mange beretninger om, at ikke mindst disse to farvegrupper var populære. Måske fordi de holdt sig pæne eller måske netop fordi de kunne være dyre eller besværlige at fremstille? Og en kraftigt farvet sort eller rød kjole eller frakke sendte unægtelig andre signaler end en ufarvet brunlig eller gullig model.
Astronomen Tycho Brahe i en kostbar, sort klædedragt og moderigtig pibekrave. Der er desværre ingen oplysninger om, hvor klædet var farvet. Om halsen har han elefantordenen, som Frederik 2. havde indstiftet i 1580.
Maleriet hænger i dag på det svenske Skoklosters Slott.
Farveriet ved Køge barfred, der var fæstningstårnet, hvor Vestervold løb ud i Kalvebod strand, blev dog aldrig en god forretning. I 1589 overtog Tycho Brahe derfor gården, hvor han oprettede et mindre observatorium i et fæstningstårn på volden. Farveriet fortsatte dog, og Brahe måtte påtage sig at opføre en ny bygning til det. Indtil astronomen forlod Danmark i 1597 var han således ansvarlig for produktionen.
Helt op i 1600-årene var der klædeproduktion i området ved vandkunsten. Under Christian 4. blev der produceret klæde til militæret, og arbejdskraften var billig, da den udgjordes af lediggængere, kriminelle og børn fra det Tugt- og Børnehus, som kongen oprettede i farveriets bygninger.
Indisk klæde
Det blev handelen med Indien, der gav europæerne både konkurrence og nye ideer til klæde. I Indien havde man tradition for at lave lette bomuldsstoffer, hvor motiver og mønstre ikke var indvævede, men trykte eller malede på. De skabte en sensation i Europa, hvor den bløde og vaskbare bomuld var en kontrast til de letkradsende hørstoffer, den kostbare silke og ulden, der kunne være vanskelig at vaske.
Calico hed tekstilerne på engelsk og fransk, efter navnet på den indiske havneby Calicut, hvor portugiserne som de første europæere havde anlagt en handelsstation. Stofferne blev utroligt populære i Europa. I slutningen af 1600-tallet importerede British East India Company omkring mere end 1 million stykker calico omåret, tekstilerne udgjorde ca. 2/3 af handelskompagniets omsætning.
Calico hed katun, kaliko eller calicut stofferne på dansk og også i Danmark blev de lette bomuldsstoffer de populære. Ikke kun til brug her, men i særdeleshed også som handelsvarer i trekanthandelen med den afrikanske vestkyst, hvor tekstilerne var attraktive blandt den lokale befolkning.
Vareprøverne er fra det Vestindisk-Guineiske kompagni og findes i Rigsarkivet.
Klæde og farve har en lang historie. Måske har menneskeheden, lige siden vi rejste os op og begyndte at iføre kroppen beklædning, haft tanker om, hvordan det sad og hvilke farver eller materialer, man kunne lide. Det ved vi ikke.
Men et af de allerældste, farvede stykker stof, vi kender, stammer fra Huaca Prieta i det nuværende Peru. For omkring 6000 år siden rev nogen et stykke bomuldsklæde i stykker og efterlod det på et religiøst eller helligt sted. Klædet var blåstribet, det var ikke blot brunligt som de lokale bomuldssorter. Nogen har villet andet og mere ned blot skabe et brugbart stykke tekstil, for farvning af tråd eller klæde er en omfattende og ressourcekrævende proces.
Uanset klædefarvningens – tør man skrive farverige? – og lange historie, blev navnet Farvergade dog efterhånden københavnerne for ’broget’. I slutningen af 1800-tallet blev det foreslået, at gaden skulle være en del af Kompagnistræde, da gaden efterhånden var blevet fyldt med bordeller, og navnet derfor blev set som værende belastet af aktiviteterne. Det blev dog ved snakken.
