Ferie, ferie, ferie, slap nu af, du har fri...

Ordene ovenfor er arkitekten Sven Erik Møllers, han gav i 1948 gode råd om livet i "Det lille Hus paa Landet", til alle de byboere, der "til daglig træder Storbyens Stenbro, (men) længes efter at trampe på rigtig Jord og at bytte Støvet og Røgen med den friske landlige Vind. Hver Sommer strømmer Tusinder af mennesker ud af Byen for i fjorten dage at drømme sig tilbage til det primitive landliv, vore Forfædre levede paa den danske jord."

For ferie var i slutningen af 1940’erne stadig en ny foreteelse for mange københavnere. Det startede så småt i 1918, hvor en gruppe af københavnske murersvende, kaldet weekendbevægelsen, aktionerede for at få en såkaldt 'engelsk uge'. Det betød, at de nedlagde arbejdet lørdag ved middagstid for på den måde at få to  - eller i hvert fald halvanden - fridage i træk. Almindeligvis var det ellers kun søndag, man ikke arbejdede, og loven om, at industriarbejderne havde helligdagsfri om søndagen var først blevet vedtaget i 1891. Ideen om ’søndagsarbejdets afskaffelse’ havde været diskuteret længe. 

I 1877 gav nationaløkonomen Otto Alexis Petersen-Studnitz sit besyv med i Nationaløkonomisk Tidsskrift. Efter først at have understreget, at han ikke ville forholde sig til de moralske og religiøse aspekter af søndagsfri, forklarede han, at "Det er sikkert, at Nationens hele Udvikling vil kunne alvorligt skades ved en slet Anvendelse af Søndagen. Men sikrer Friheden den bedst mulige Anvendelse?" Økonomen kunne se mange scenarier, hvor arbejdernes nyvundne fridag blev brugt til druk og svir – og der derfor slet ikke ville blive tale om den tiltænkte hviledag, men han skrev videre at "Paa den ene Side: at forlange, at Arbejderen Dag ud og Dag ind skal slide og trælle i det samme Arbejde, vilde være at stille en Fordring, som snart vilde hævne sig haardt, ikke blot paa den Enkelte men ogsaa paa Samfundet. — Paa den anden Side: at paabyde Lediggang være ikke mindre selvmorderisk. At et Forlangende om, at de Mænd, der arbejde med Hjernen, skulde undlade at arbejde om Søndagen, vilde være absurd … næsten ligesaa forkasteligt vilde det være, om man … forlangte af den Mand, der arbejder med sine Hænder og Arme, at han undlod alt Arbejde om Søndagen."

I bølgen blå

De velhavende og hoffet havde naturligvis i århundreder kunnet disponere mere frit over deres tid og flytte på landet om sommeren – gerne på landsteder eller i villaer nord for byen, hvis de da ikke rejste til fx kur- eller badesteder. 

I 1844 inviterede Christian 8. H.C.Andersen på besøg på øen Føhr i Nordsøen. Øen var en del af hertugdømmerne, og derfor på det tidspunkt stadig en del af det danske rige.  De første muligheder for at bade var blevet anlagt omkring 1820, og øen skulle være ’det fædrelandske søbad’ i konkurrence med de mondæne tyske, hollandske og franske badesteder. Føhr havde kongehusets bevågenhed; et af søbadene fik navn efter Frederik 6.s datter Vilhelmine, og ikke mindst Christian 8.  – og med ham hele hofstaben og kongefamilien - opholdt sig mange uger hvert år på Føhr. Måske fordi det politiske liv i København dermed var på lang afstand?  Kongen gjorde sit til at have lange sommerophold og inviterede gæster, der kunne underholde. Således også eventyrdigteren, der ikke mindst var begejstret for den modtagelse, han fik af de fine danske og tyske sommergæster. Han badede også fra en af de hestetrukne badevogne, og skrev: "det var uendeligt velgjørende og salt, vandet strømmede mig ud af Øinene… man klæder sig af, mens Karlen til Hest med store Støvler paa trækker Badehuset ud i vandet".

Efterhånden hoppede også mere almindelige københavnere hoppede i bølgen blå. Selvom ferieloven først fra 1938 gav ret til 14 dages ferie med løn for de fleste arbejdere, så havde der efterhånden længe været en lyst til at tage ud af byen på søn- og helligdage for mange. Og hvor overklassen længe havde haft tradition for at tage til Nordsjælland som landliggere eller i egne villaer, så kastede arbejdsklassen sig i højere grad over og, i et vist omfang, i Køge Bugt og sydkysten blev efterhånden utroligt populær blandt håndværkerne og arbejderne i Hovedstaden.

Drømmen om livet på landet

Ture ud på landet til skov eller strand, blev stadigt mere populære blandt københavnere af alle lag. Herman Bang beskrev hvorfor d. 18. juli 1880 i reportagen Landliv: "Inde i Byen bliver det varmt. Man holder sig paa Skyggesiden paa Gaden, man gaar med opknappet Sommerfrakke og forlanger Is i sit Sodavand. Man gør Skovtur for at se Skovbunden, som er afblomstret for længe siden, og Fruen serverer ihærdig Koldskaal otte Dage i Træk." Og

Fra 1918 kunne man tage på udflugt til Hvidovre med hestetrukken vogn ad Køgevejen til Flaskekroen, der lå omtrent, hvor Åmarken Station ligger i dag. Det var der tilsyneladende en stor appetit på, for allerede de følgende år begyndte vognmænd at tilbyde søndagskørsel med lastbiler fra Vigerslev Allé. På ladet var var træbænke, og her sad så de friluftshungrende tæt sammen. Efter ophold ved kroen, gik turen hjem igen. 

Og Hvidovre bevarede tilsyneladende sin fascinationskraft for københavnerne, der senere tog med de offentlige busser på udflugter ’Hvidovre Rundt’. Hvidovres tidligere borgmester Christian Sørensen, fortæller i bogen Sommerglæder, at "de tog busserne fra Trekroner Plads, og som på en anden sight-seeing tur lev de siddende hele vejen rundt, for at bese det nye land, Hvidovre." Den fritidsfornøjelse gjorde det vanskeligt for dem, der havde kolonihave eller sommerhus derude, at komme med bussen. For i Hvidovre og langs med sydkysten var det muligt at få en jordlod, der både kunne være med til at forsyne husholdningen med kartofler og grønsager, men også fungere som fristed. Mellem 1911 og 1920 blev der udstykket 2779 parceller, kun 24 af disse var til helårsbeboelse. En af de nye landliggere var Jensigne Rørvig fra Islands Brygge. Hun købte sammen med sin mand en grund derude i 1917, og der tilbragte de hvert år boede fire måneder i sommerhus. På den måde spejlede arbejderfamiliernes sommerliv pludseligt borgerskabets lange ophold i villaerne nord for byen: I det omfang det var muligt, boede kvinder og børn i sommer- og kolonihavehuse, mens mændene arbejdede i byen. Det var dog ikke ren afslapning. Jordlodderne skulle helst bidrage med kartofler og grønsager, der kunne gemmes til vinteren i byen.

Feriebørn

Mange af de københavnske børn kom ud af byen på feriekolonier, for de lange skoleferier var ofte et problem for arbejdende forældre. Sommerdagene i byen kunne være lange og kedelige i varmen, som G.Gregersen beskrev i sin børnebog fra 1935 Feriebarn: "den, der ikke selv har boet i en stor By, gør sig ingen begreb om, hvor hedt der var i Borgergade den 29. Juni, da Viola og hendes Kammerater kom fra Skole."
Så var det straks noget helt andet, og ofte utroligt eksotisk, at være på feriekoloni eller feriebarn på en gård: "Jeg havde ikke før set en ko" fortæller en tidligere feriedreng født i 1938 i Børneliv i hundrede år; "så første gang jeg så sådan et bæst, styrtede jeg ind for at fortælle, at jeg havde set en hest med horn. Men det gik for stærkt, så jeg faldt over en trappesten og slog et stort hul i mit hoved." En anden københavnerdreng, Jørgen, der var født i 1929, var i 1938 blevet anvist et ophold på en gård i Skyum i Thy: "Jeg kan huske det overfyldte tog på Hovedbanegården i København. Vi havde alle sammen et papskilt hængende om halsen, og på det stod navn og bestemmelsessted." Det var en tur ud i det ukendte for bybørnene, men turen den anden vej kunne være lige så skræmmende, som en fynsk pige, født i 1966, der fortæller, at hun var: "i Kokkedal og besøge en pige…det var så fremmed, at jeg ikke kunne lide at være der."

Især efter ferieloven i 1953 gav ret til 3 ugers ferie, blev det muligt og populært at rejse ud af byen, også selvom man ikke havde familie på landet, man kunne besøge eller eget sommerhus. Vandreture eller cykelture til fx Vallenbæk Plantage med telt var populært, men efterhånden som flere fik bil, begyndte københavnerne også at rejse længere. En dreng, født i 1954, var på sin første ferie med sine forældre og bror i 1966. Turen gik med bil til en campingplads i Sønderjylland, fortæller han i Børneliv i hundrede år, men opholdet blev afkortet med nogle dage, da der "for mange tyskere, syntes min far, og fordi det regnede hele tiden. Det var en sand lettelse, da vi kørte hjemover. Men vi havde været ude i den store verden, og det var som globetrotter, min far førte sig frem om oplevelserne."

Feriebyen København

Ferieturene gik også den anden vej. En dreng fra provinsen, født i 1965, fortæller i Børneliv i hundrede år, hvordan det kunne opleves at komme til storbyen: "Min onkel var en slags hippie. Engang min søster og jeg var på ferie hos ham i København, klippede han hul til armene i to plastikposer og gav os dem på. Det var nogle meget gule plastikposer med et smilende ansigt på. Så gik vi en tur på Christianshavn, og han viste os det hus, som Gasolin boede i. vi var stumme af benovelse."

Og endeligt blev Christianshavn også den uplanlagte destination for den fiktive (men absolut troværdige og sandfærdige, skriver Jørn Riel) pelsjæger Siverts fra de nordøstgrønlandske skrøner. Skrøner der, i parentes bemærket, har ledsaget denne skribent på utallige ferier, da de egner sig utroligt godt til oplæsning, hvad enten man er i sommerhus i regnvejr eller ligger for svaj nord for Fyn. Siverts har i fortællingen Venderejsen ikke været i Danmark i årevis, og er nervøs. Men heldigvis møder han en ’herskabelig dame’ med eget værtshus, og "…så lejede jeg værtshuset med dame og inventar for fjorten dage," fortæller Siverts de andre, der spærrer både øjne og fantasi helt op. ikke mindst, da han beretter, hvordan han sov i værtshuset hver nat "og somme tider også lidt om dagen. Så rullede vi moskusskindet ud bag bardisken, sådan at vi lå lige under taphanen til fadøllet." "Hvilken ferie." Sorte William rystede uforstående på hovedet. "Sådan noget er aldrig hændt mig. Var det andet værtshus på venstre hånd, du sagde?"