Forskud på højtidsglæderne: Haps en forlomme til årets julebøger
Giv folket, hvad folkets er, og (bog)folket kræver julebøger! Helst leveret i anstændig tid inden december, hvor håb stadig kan næres om faktisk at få afprøvet den brunkageopskrift inden juleklokkerne bimler. Redaktionen bringer sne-og puddersukkerklædt nyt fra julefronten.
Den søde sysletid
Vi har sagt det før og siger det igen: det moderne menneske behøver en hobby for at holde 2021-weltschmerzen stangen. Her findes der ingen tid som julen til at komme i gang, da december måned gerne fremtvinger den indre arts-and-crafter så at sige om du vil det eller ej: træer skal pyntes, gaver indpakkes, julekalendere påhittes og fremstilles i de sene nattetimer. Julehækling! Juleblomsterbinding! Julekrympeplast! Ganske almindelig juleklippeklistring! Uagtet hvad din hu eller dit tekniske håndelag står til, står litteraturen klar med nye sysletips til en hjemmelavet fnidre-fnidre-jul.
Kæmpehits til julebordet: Valdemarsro og Meyer goes Xmas
Som enhver jule-aficionado/a vil medgive, er kogebogen årstidens egentlige genreklassiker. Her byder 2021 på to ganske nylige sværvægterudgivelser fra hhv. landets fremmeste madblog (Valdemarsro) og kulinariske NOMA-orakel (Claus Meyer), der begge står klar med deres respektive takes på årets julebord. For den mere ortodokst anlagte findes også Frøken Jensens julebog (en endog særegent smuk udgivelse, hvis du spørger redaktionen), og til dig, der virkelig mangler en juleudfordring år tilbyder Martin Wiese en guide udi hjemmelavet juleslik.
Puddersukret feel-good til juleromantikeren
Ved siden af ’ensom sommerrejse sydpå’ er der vist ingen anledning, der som julemåneden fremmaner stemning af hyggeknuder i maven, vemodige suk og gysende stævnemøder i den klare vinternat. Til den højtidssindede romanlæser byder 2021 på feel-good familiekaos med Marie Fiskers “24 dage i december” og en overraskende romance mellem en enlig mor og en falleret advokat, der må tage ansættelse som indkøbscenterjulemand i ”Jeg ønsker mig kun dig”. Find også bl.a. den seneste nye fra juledarling Jenny Colgan (denne gang er det et hotel på en ø) og en lille jule-opsamling af H. C. Andersen-digte til jer, der ynder at gå klassikervejen.