Fra krimiforfatterens skrivebord: Hvad arbejder Julie Hastrup på?

Julie Hastrups næste krimi bliver voldsom, højaktuel – og vil skabe debat.

Mellem to udgivelser må enhver forfatter have arbejdsro, og der opstår naturligt nok lidt radiotavshed – og en smule nødvendigt hemmelighedskræmmeri. Men vi læsere er jo nysgerrige! Så i denne artikelserie stikker krimiredaktionens snushaner snuden indenfor i krimiforfatternes arbejdsværelser og spørger til, hvordan det går med deres næste bog. 

Julie Hastrup er en af Københavns mest udlånte krimiforfattere, og siden debuten ’En torn i øjet’ fra 2009 har hun været fast inventar på boghandlernes bestsellerlister med serien om drabsefterforskeren Rebekka Holm. Læs med for at høre, hvad fremtiden bringer for Rebekka – og hendes skaber. 

Hej Julie, kan du løfte lidt af sløret for, hvad du skriver på lige nu?

Lige nu sidder jeg og skriver bind 9 i min krimiserie om drabsefterforsker Rebekka Holm. Bogen er en direkte fortsættelse af ”Vildskud”, så trofaste læsere ved, at Rebekka befinder sig et virkelig svært sted i livet, og det vilde er at jeg selv befinder mig i en lignende situation – så mærkeligt, at der kan opstå paralleller mellem en selv og ens hovedkarakter. Men det er fantastisk forløsende for mig at beskrive Rebekkas situation, netop fordi jeg selv står der. Derudover vælger jeg at kaste Rebekka ud i en af de mest uhyggelige drabsefterforskninger, hun nogensinde har oplevet i hele sin karriere.

Fra det ufærdige manuskript: 

”Hun turde ikke gå over til sovesalen af angst for at møde ham. Sandsynligheden for at han kunne genkende hende var stor og hvad ville der så ske? Hvis han opdagede at hun var her? Han var farlig, så meget vidste hun. Han kunne selvfølgelig have opdaget hende for længst, længe før hun opdagede ham, han vidste jo hvordan hun så ud, kendte hver centimeter af hendes krop.”

Hvor langt er du i skriveprocessen?

Jeg har skrevet godt og vel en tredjedel, har lavet en detaljeret synops og en kapiteloversigt, men jeg mangler stadig en del. Lige nu har jeg dog haft nogle virkelig gode skrivedage, jeg er enormt glad for plottet og derfor har jeg det faktisk rigtig godt i denne proces, selvom historien er kompliceret og derfor svær at skrive.

Er der noget, som inspirerer dig særligt ved denne bog?

Temaet i min kommende Rebekka Holm-krimi er i den grad højaktuelt og ret voldsomt og kommer til at skabe debat. Mere kan jeg ikke komme ind på nu, det vil være for risikabelt. Jeg holder også tæt med titlen lidt endnu. Som i alle mine bøger gør jeg også meget ud af at finde de helt rigtige steder, hvor scenerne i min bog skal udfoldes og denne gang har jeg fundet et helt fantastisk, men også meget skræmmende sted, som jeg glæder mig til at tage mine læseren med ud til.
Jeg føler mig altid inspireret, når jeg sætter mig foran computeren og skal i gang med en ny roman. Det er fordi jeg har det helt modsat af ordsproget ”Al begyndelse er svær.” Når det handler om at skrive, så synes jeg, alt begyndelse er let, ja faktisk er det den allerbedste fase i forfatterlivet. Det føles som om, alt er muligt, alt ligger åbnet, jeg er åben og derfor kan et enkelt ord, en stump musik, et sted – være vildt inspirerende og få mig videre i en historie. Jeg bevæger mig meget rundt mens jeg udtænker plot og besøger mange steder, både i byer og i naturen, som jeg kan blive inspireret af. Jeg er god til at mærke stemninger. F.eks. kan stemningen i to, tilsyneladende ens nabogader, være vidt forskellige – altså hyggelig versus skræmmende og disse fornemmelser er jeg god til at skrive på.”

Hvad vil du anbefale vores krimilæsende lånere at kaste sig over, indtil din næste bog kommer?

Jeg kunne ikke forestille mig et liv uden litteratur, og jeg har siden barndommen altid været i gang med at læse en bog. Jeg er netop blevet færdig med ’Mørket’ – første bind i en trilogi af islandske Ragnar Jónasson. Den er spændende, velskrevet og har en begavet og meget anderledes opbygning. En af mine yndlingskrimiforfattere er svenske Camilla Grebe. Jeg elskede hendes seneste bog ’Skyggejægeren’ og hun er netop udkommet med krimien – Alle lyver som jeg glæder mig meget til at læse.