Frisk blod: Krimiredaktørernes favorit-debutanter fra 2021

25.10.21
Jesper & Rikke har gennemtrawlet årets friske krimistemmer og tipper til to kommende stjerner.

Oktober lakker mod enden, Krimimessen er ovre, årets store danske krimipriser uddelt, og i krimiredaktionen hersker en stemning til at samle op, gøre status; samle forråd til vinteren. Særligt interessant er naturligvis, hvad nyt året har bragt – af enkeltstående bøger, af nye retninger i genren, men særligt af friske, uprøvede stemmer, der kan drive feltet videre. Vi har tjekket ind med eksperterne, som her bringer deres bud på to nyudklækkede krimiforfattere, det er værd at holde i kikkerten. 

Jespers yndlings: ”Tredive dages mørke” af Jenny Lund Madsen

Hvor er det dog fedt, når en debutant tør tage et originalt livtag med krimigenren. Dette er en krimi om at skrive en krimi – midt i en virkelig krimigåde. Den ensomme opdagerulv i skikkelse af den litterært anerkendte, men smalle forfatter Hannah tager til Island for at bevise, at hun, ligesom ”enhver anden idiot” – læs: tidens bestsellerforfattere - kan skrive en krimi på 30 dage. Men hun mangler inspiration - den får hun. Bogen er til tider hylende morsom, men også mørk som ind i helvede. Misundelse, alkoholisme, ensomhed, forelskelse. Den er en kommentar til bogbranchen, både den strømlinede, kommercielle del og de litterære typer i elfenbenstårnene. Og så er den en spændende krimi, ikke at forglemme.
 

Rikkes yndlings: ”Gæstelisten” af Lucy Foley

Jeg sad med alle antenner ude under læsningen af denne klassiske, men veludførte whodunnit (som løb med vindertitlen til ”Choice Awards 2020” på siden Goodreads – altid en god indikation). Plottet udfoldes i allerbedste locked room-stil: et ungt celebert par skal giftes; hun er blogger, han er tv-stjerne. De har valgt at blive gift på en afsidesliggende Ø, som kun kan tilgås med båd. Spændingen sættes yderligere i vejret, da strømmen går midt under bryllupsfesten. Og da lyset kommer igen, ligger en af gæsterne myrdet. Debutanten Lucy Foley har en fantastisk evne til at lede læseren rundt i ringen, og når man ser sig forpustet og rundtosset omkring, så er det det mest overraskende slutning man kunne tænke sig. En velskabt debut, der slutter på en knockout! 
 

Vil du slå ihjel for en god krimi?

Så tilmeld dig nyhedsbrevet Førstevælger og vælg "Nye mordsager og nervepirrende thrillers"

Så tilmeld dig nyhedsbrevet Førstevælger og vælg "Nye mordsager og nervepirrende thrillers"