Glæden ved litteraturen - krimiblogger Mathias Hou anbefaler

Mathias Hou blogger om krimier på titlen.dk og er i finalen med 2 andre krimibloggere i kampen om at vinde prisen 'Danmarks bedste krimiblogger 2019'. Konkurrencen afgøres af en jury bestående af forfattere og branchefolk. Vi har spurgt ham hvilke bøger, der har gjort størst indtryk på ham det seneste år.

Hvilke bøger har gjort størst indtryk på dig det seneste år og hvorfor?

Jeg har de seneste år været vildt begejstret for Dan Brown, så jeg vil sige, at hans seneste bog "Oprindelse" var noget særligt.

Derudover var "Kastanjemanden" af Søren Sveistrup en favorit. Han er jo som bekendt TV-mand, men han har alligevel kastet sig ud i at skrive en bog.

På en eller anden måde virkede det som om, at han formåede at forny krimigenren på en eller anden måde med hans skriverier. ”Kastanjemanden” er et must-read for enhver krimifan.

Hvilken litterær helt havde du som barn?

Som helt lille var Halfdan Rasmussen og hans ABC-bog placeret solidt på børneværelset. Hans rim var en sand favorit. 

Efterfølgende blev Benny Andersen og hans bog om "Snøvsen" genlæst enormt mange gange.

Allerede fra de spæde teenageår var J. K. Rowling den helt store helt. Hun skrev Harry Potter-bøger på en sådan måde, at jeg stadig, som 26-årig, venter på mit brev til Hogwarts.

Hvordan finder du frem til de bøger, du læser?

Min far har altid haft bøger lige ved hånden - om det var på ferier, natbordet eller kontoret. Derfor har bøger altid været i mit liv, og jeg har efter min teenageår fundet tilbage til glæden ved litteraturen. 

Denne glæde forsøger jeg at føre videre til andre, og mit mål med min blog er at formidle litteratur til andre, der måske ikke lige ved, hvad deres næste bog i rækken skal være. 

Hvilken bog planlægger du at læse som den næste?

Jeg planlægger, at jeg snart kaster mig over Inger Wolfs "Sorger" eller "Det brændende brev" af Dan T. Sehlberg. Jeg har en masse bøger på hylderne og samtidig også på vej, der bare venter på at blive læst.

Se flere boganbefalinger fra Mathias Hou på hans blog titlen.dk 

 

 

Spørg biblioteket