Hold læsningen ved lige mens skolen er lukket

Find letlæste bøger til både læsestarteren og den mere øvede læser på eReolenGO!

Det er en rigtig god ide at holde læsetræningen ved lige i denne tid hvor børnene er hjemme fra skolen, og hvis I ikke har en stor stak letlæste bøger derhjemme kan I finde dem på eReolenGo! Der er noget for enhver smag og på alle læseniveauer.

Til læsestarten:

En fæl sæl af Helle Dyhr Fauerholdt
Jan leger med Lego og tøjdyr på gulvet. Jo spiller spil på iPad. Mor forsøger ihærdigt at få Jo til at slippe ipaden, men det vil Jo ikke. Jan fanger til sidst søsterens opmærksomhed ved at lege en sjov sæl.

Mik og Ali i kamp af Maria Rørbæk
Mik og Ali spiller computerspil. De sidder ikke i samme hus, men de taler sammen via headset, mens de kæmper mod hinanden. Mik er rød, og Ali er gul. Med splatterpistoler lister de efter hinanden. Hvem mon dør først?

Til den første læsning er der også Læs lydret serien på niveau 0, som har max to bogstaver i et ord ogfterfølgende Læs lydret serien på niveau 1, med op til tre bogstaver i et ord.

Til begynderlæseren:

Kaj og vandet af Mette Vedsø
Kaj hader vand, så hvordan skal han klare en fødselsdagsfest i svømmehallen sammen med sin klasse? Heldigvis har han sin magiske sten, og måske kan den hjælpe ham.
Hele Kaj-serien

Ud med den tand! af Ane Gudrun Øhrberg
Raf har en rokketand, og far vil gerne være med til at hive den ud. Far finder på mange skøre ideer, men rokketanden bliver siddende i Rafs mund. "Nu er det sgu nok," siger Raf.
Flere bøger fra Læseklub serien

Villads fra Valby vasker en baby af Anne Sofie Hammer
Villads passer og leger med Emma. Det er sjovt. Men Emma har lort i bukserne, kan Villads lugte. Mor plejer at klare den sag, men Villads henter vand og ble. Han kan ikke styre Emma, så der kommer lort overalt. Emma elsker at have bar numse.
Find hele Læs selv serien om Villads fra Valby

Til den øvede læser:

Læs og gæt gåder af Keld Petersen
En samling af 44 letlæselige gåder for børn, der er i gang med den første selvstændige læsning.

Læs med Sebastian Klein: Verdens farligste katte.
Om vilde katte - tigre, løver, leoparder, geparder, pumaer og jaguarer - deres størrelse og udseende, formering, føde og levevis.
Hele Læs med Sebastian Klein serien

Mira elsker fredag af Sabine Lemire
Det er fredag, og Mira har Naja på besøg. De planlægger en rigtig hyggelig aften med slik og talentshow i tv, men så kommer Miras mor hjem med nødder og tørret frugt i stedet for fredagsslik.

Zakarias og alle de andre af Naja Marie Aidt
Zakarias får skæld ud af sin lærer, af sin mor, af sin far, og han vil bare gerne have lov til at være sammen med sin ven, Ali, og måske med Anna May som giver ham kindkys til hans 11 års fødselsdag.