Hvad læser Cecilie Lind?

Cecilie Lind er aktuel med romanen "Pigedyr", og her kan du bliver klogere på hvad hun læser, når hun ikke skriver.

Hvilke bøger har gjort størst indtryk på dig de seneste år og hvorfor?

"Signe Gjessings roman "Synet og vennen", som er den bedste roman jeg længe har læst. Helt sin egen. Og så smuk. Og sjov. Den tænker, og man må prøve at tænke med den. Jeg har også læst det meste af Dorrit Willumsens forfatterskab de seneste år, og det er helt vidunderligt. Dorrit Willumsen skriver meget klart, men også dejligt pyntesygt, og hendes bøger er fulde af kvinder der længes og afskyr, og er triste og forelskede, nogle nærmest dukker, en enkelt er robot, og mange af dem mødre."

Hvilken litterær helt havde du som barn?

"De første bøger jeg læste selv var Anne fra Grønnebakken, hende elskede jeg, så højt. Jeg levede mig helt vildt ind i hendes univers, og elskede hendes temperament og fantasi. Senere blev det Hermione, selvfølgelig, når man er en læsebesat pige, så er hun en kær ven, især når der ikke er så mange venner i virkeligheden. Jeg tror virkelig Anne og Hermione har reddet mig gennem barndommen. Jeg følte jeg kendte dem og at de altid var der for mig."

Hvordan finder du frem til de bøger, du læser?

"Det ved jeg faktisk ikke helt, af og til sætter jeg mig for at læse mig gennem et helt forfatterskab. For at koncentrere mig om det. Ellers er det bare hvad jeg læser om, hvad jeg hører folk tale om, hvad min kæreste har liggende, hvad jeg selv får foræret. Hvis en forfatter jeg kan lide, nævner en forfatter jeg ikke har læst, kan jeg lade mig inspirere."