Hvad læser Hanne Richardt Beck?

Vi har spurgt Hanne Richardt Beck om, hvilke bøger, der har gjort størst indtryk på hende det seneste år, og hvilken bog hun planlægger at læse som den næste.

Hvilke bøger har gjort størst indtryk på dig det seneste år og hvorfor?

"Arundhati Roys ”De små tings Gud”. Det brilliante ved bogen er, at den er fortalt gennem barneøjne, tvillingerne Rahel og Estha, der er så tæt knyttede, at de deler drømme. En slags opløsning af grænser findes også i sproget. Når livet bliver for overvældende for tvillingerne, udtrykker de sig i opbrudte børneremser og vrøvlesprog. Gennem dette til tider drømmeagtige univers af Små Ting, får læseren bid for bid indsigt i de Store Tings verden, der handler om kastesystemet i Indien i 1960’erne, en spirende kommunisme og et engelsk aristokrati. I mit eget forfatterskab er jeg altid selv optaget af, hvad man kan kalde den store historie i den lille, og jeg bøjer mig i støvet for denne forfatters fortællekraft."

"Jeg har lige læst Gene Wolfes ”The Shadow of the Torturer” (på dansk "Bøddelsens skygge" (red.)). Det er en science fiction roman, første bind i serien The Book of the New Sun. Tidligere læste jeg meget science fiction, det gør jeg ikke så tit mere, men denne roman har gjort stort indtryk på mig. Titlen skal man ikke lade sig vildlede af, det er en stor eksistentiel historie om at finde sin vej i livet, fortalt af en ualmindelig upålidelig jeg-fortæller i science fiction universets gådefulde setting af endeløse bygninger og antikke rumraketter. Jeg elsker den måde fantasien kan blive sat fri på i sådan en roman, og jeg elsker alt det stof, der er til eftertanken om livet og verden, og om hvordan man (også) kan skrive romaner."  

Hvilken litterær helt havde du som barn?

"Jeg læste ”Det lille hus på prærien" og ønskede, at jeg havde en hund ligesom Laura, og jeg led med Mary, der var blind. Senere læste jeg ”De fem” og Nancy-bøgerne, men den bedste bog var helt klart Eva Hemmer Hansens ”Den forkerte prinsesse” om Elizabeth den førstes fortumlede barndom. Det forlød, at der ville komme en to’er, og mange gange stod jeg med min mor hos boghandleren og efterlyste nummer to, men den kom aldrig. Nogle år senere gik jeg videre til en anden forfatters bog om ”Marie Antoinette”. Som teenager havde jeg hang til dramatiske kvindeskæbner."

Hvordan finder du frem til de bøger, du læser?

"Jeg får bøger anbefalet af andre læsere. Eller jeg falder over dem, når jeg snuser rundt i en boghandel eller på biblioteket. Jeg elsker at snuse rundt mellem boghylder. Det kan også være i reolerne hos venner og bekendte. Ind i mellem læser jeg en anmeldelse, der får mig afsted til boghandlen."

Hvorfor læser du bøger?

"Hvorfor har vi mennesker altid fortalt hinanden historier? At høre, fortælle, læse historier er noget fundamentalt menneskeligt, noget vi har gjort siden vi sad omkring bålet. Jeg tror, det er en måde, vi fordøjer livet på. Når jeg læser, og det er en bog, der siger mig noget, lever jeg mig ind i andre mennesker, deres følelser, historier, og når det fungerer bedst, føler jeg mig både tryg og forstået, fordi der er ting, jeg genkender og identificerer mig med, og jeg bliver rystet eller overrasket, fordi der er ting, som forekommer mig fremmede og vækker min nysgerrighed."

Hvilken bog planlægger du at læse som den næste?

"”Hus og hjem” af Marilynne Robinson. For anden gang. Min voksne søn har foreslået, at vi to skiftes til at bestemme en bog, vi skal læse og snakke om. Det skal være en bog, som man selv har læst, og som man gerne vil læse igen, men det skal være en ny bog for den anden. Sidst bestemte han, og vi læste ”The Shadow of the Torturer”, han for anden gang – jeg for første gang. Som allerede nævnt var det en kæmpe læseoplevelse. Nu må vi se, hvad han siger til ”Hus og hjem."