Hvad læser Jesper Stein?

Jesper Stein er aktuel med romanen 'Ædru', som er en roman om sit livs sværeste u-turn; nemlig om en mand, der er nødt til at holde op med at drikke. Vi har spurgt forfatteren, hvad han selv læser lige nu og hvad han vil anbefale til de københavnske læsere.

Hvad læser du lige nu?

Lige nu genlæser jeg Marylynne Robinsons 'Gilead'.  Det er en roman, som ramte mig i hjertet for tre år siden, fordi den er gennemstrømmet af lys og ærefrygt over tilværelsens under og den lader det lys strømme lige ind i læseren. Jeg er helt slået ud af dens lavmælte poesi og dens stille livsglæde. Man bliver taknemmelig helt ind i marven over livet, når man læser den.

Hvilke bøger har gjort størst indtryk på dig det seneste år og hvorfor?

Det har Per Olov Enquists 'Et andet liv' ubetinget. Det er jo en biografi, men det er særligt de sidste 100 sider, som beskriver, hvordan Enquist forsøger at drikke sig ihjel i en periode på ti år, hvor han er godt gift, feteret og fejret som Skandinaviens største internationale forfatter og dramatiker og alligevel bliver drevet ned i alkoholens underverden og ikke kan holde op. I min nye roman, Ædru,  har jeg læst min egen alkoholisme ind i den bog. 'Et andet liv' er det stærkeste, jeg nogensinde har læst om afhængighedens dødsdrift. Og den er så vidunderligt nøgternt og smukt skrevet

 
Hvilke bøger anbefaler du altid andre at læse og hvorfor?

Jeg er en håbefuld romantiker, så jeg anbefaler og læser gerne nogle særlige digte op for folk. Nordbrandt, Klaus Høeck og Søren Ulrik Thomsen. Det er kærlighedsdigte, fulde af længsel, begær, selvopofrelse og håb. Nordbrandts 'Ode til gammel vin' fra Spøgelseslege. 'Assistens Kirkegård' af Klaus Høeck fra 'Canzone' og 'I kurvestolen, i vintersolen' af Søren Ulrik Thomsen fra 'Hjemfalden'.

Hvilken bog ville du ønske, du havde læst og hvorfor?

Jeg fik Shakespeares samlede værker oversat af Niels Brunse af mit forlag og jeg har genlæst 'Macbeth' og 'En skærsommernatsdrøm', men jeg ønsker virkelig, at jeg snart kan sætte mig i en stol ved havet og lytte til bølgerne og vinden i træerne og læse denne enorme samling fra ende til anden. 

 

Jesper Stein som Månedens forfatter 

Hør Jesper Stein i samtale med Poul Pilgaard da han gæstede Københavns Hovedbibliotek som 'Månedens forfatter' i marts 2022. 

Hør hele interviewet her