Hvad læser Kim Fupz Aakeson?

Kim Fupz Aakeson er aktuel med romanen "Bådens navn", som er nomineret til DRs romanpris 2019. Vi har spurgt Kim Fupz Aakeson, hvad han læser, når han ikke skriver.

Hvilke bøger har gjort størst indtryk på dig det seneste år og hvorfor?

"Jeg læste Pontoppidans De Dødes Rige i sommer og det var virkelig en frisk oplevelse, jeg kom til at tænke på en (god) tv-serie, rig og strittende og ikke til at regne ud. Så vil jeg nævne Linn Ulmanns De Urolige, jeg er i det hele taget glad for hendes prosa, denne her går tæt på Bergmans sidste tid, en gammel mester der klynger sig til arbejdet og en datter der må gå med på legen i et forsøg på at nærme sig sin far inden det er for sent. Og en mor der ikke rigtig er der."

Hvilken litterær helt havde du som barn?

"Min far læste Gyldendals Røde Klassikere for mig, så det skiftede lidt mellem Ivanhoe, Robin Hood og Falkeøje, alle bøgerne handlede om en tid og en verden der intet havde at gøre med Albertslund og villavejen at gøre, det var de rene skære drømmerejser, alle den tids bøger tænker jeg på med hans stemme."

Hvordan finder du frem til de bøger, du læser?

"Jeg er meget dårlig til at huske bøgers titler, så selvom jeg tit læser anmeldelser og tænker at der er da en bog der lige er noget for mig, så når jeg sjældent at gøre noget ved sagen før jeg har glemt dem igen, så jeg er afhængig af venners anbefalinger og hvad mit forlag kaster efter mig og hvad min kone henter hjem (hun køber flittigt ind), det fungerer overraskende godt at give sig hen til tilfældighederne, der er tit meget fine ting på mit sengebord."

Hvorfor læser du bøger?

"Det er nok roen, at lave sine egne billeder, litteraturens biodiversitet, jeg er ud af en læsende familie og læste selv tidligt, jeg havde en ordblind ven og når det rigtigt skulle være hyggeligt, lå vi på min skibsbriks og så læste jeg højt af Tintin for ham. Læsning er jo også en væremåde, et rum man føler sig hjemme og godt tilpas i, Netflix og HBO har jo ødelagt mange aftener, men en sand læser overgiver sig aldrig."

Hvilken bog planlægger du at læse som den næste?

"Jeg er lige gået i gang med Lolita af Nabokov, hillemænd, den er fra 1957 og i disse krænkelsestider er den lidt af et chok, ældre herre gifter sig med kvinde for at være tæt på hendes mindreårige datter og da moderen bekvemmeligt nok dør, rejser han rundt på moteller og hoteller med sin 14-årige elskerinde, mens han besynger den spæde pigekrop, dengang var der usympatiske fortællere til."

Læs mere om Kim Fupz Aakeson og hans forfatterskab på forfatterweb

Kim Fupz Aakeson foto: Robin Skjoldborg