Hvad læser Litterær Luksus redaktørerne?

Lær din Litterær Luksus redaktør bedre at kende! Vi har interviewet forfattere, nu interviewer vi hinanden.

Vi har igennem et stykke tid lavet Litterær Luksus til jer, nu synes vi det er på tide at give jer muligheden for at lære os lidt bedre at kende, eller i hvert fald give jer et indblik i hvad vi læser og hvorfor - for der er jo ikke nogen bedre måde at lære nogen at kende på, end ved at kigge deres bogreoler igennem!

Vi er:
Cæcilie, bibliotekar på Kulturstationen Vanløse og materialeindkøber til bibliotekerne og Lene, bibliotekar på Valby bibliotek og SoMekoordinator.

Hvilke bøger har gjort størst indtryk på dig det seneste år og hvorfor?

Cæcilie:
Der er rigtig mange, så det er super svært at vælge. ”Drømmen om et fælles sprog” af Adrienne Rich, gjorde stort indtryk på mig. Kraftfuld indignation, længsel og sårbarhed går hånd i hånd i Richs digte. Hun søger stædigt og dragende efter et sprog, der kan trodse ensomhed, tavshed, undertrykkelse og fortrængning. Digtene er smukke og radikale og lige så relevante i dag, som da de oprindeligt udkom i USA. En anden bog, som jeg har været meget glad for, er Sayaka Muratas ”Døgnkioskmennesket”. Det er en overraskende og velskrevet lille perle af en roman, der med et skarpt blik for detaljen giver masser af stof til eftertanke og sætter overvejelser i gang om blandt andet normalitetsbegrebet. Sidst men ikke mindst må jeg også nævne ”Der er så meget vi ikke er nødt til” af Tomas Sjödin. En rigtig god og tankevækkende godnatlæsningsbog med en samling af 77 korte avisklummer, der kredser om temaerne tid, tro og kærlighed.

Lene:
Sommerfugledalen af Inger Christensen læste jeg på det helt rette tidspunkt, jeg havde lige mistet min far og Inger Christensens sonetkrans om liv og død ramte mig der, hvor litteratur kan gøre en forskel - den var både en trøst og en forløser. Få kan som hun formidle sanselige erindringer og sætte ord på naturens kredsløb. Digte hvor forvandlinger og skønhed står i kontrast til kulde og den allestedsnærværende død.

Hvilken litterær helt havde du som barn?

Cæcilie:
Jeg husker ikke, at jeg havde en decideret litterær helt som barn, men jeg var meget betaget af Anne fra Grønnebakken-bøgerne, som da også stadig har en fremtrædende plads i min bogreol. Jeg læste også Jostein Gaarders ”Kabalemysteriet” med meget stor interesse og slæbte desuden stakkevis af Lucky Luke-tegneserier med hjem fra biblioteket.

Lene:
Som de fleste andre bibliotekarer var jeg en bogsluger som barn, jeg kværnede ukritisk alt hvad jeg kunne komme i nærheden af. Når den virkelige verden blev for tung eller svær at navigere i, så forsvandt jeg ind i bøgerne. Jeg havde mange litterære helte, men især Robin Hood elskede jeg at læse om, jeg tror historien talte til min udprægede (og temmelig trælse) retfærdighedssans. Den havde også en kærlighedshistorie mellem Robin og Lady Marion, og kærlighedshistorier kunne jeg overhovedet ikke få nok af, hvilket stakken af Romanbladet ved siden af min seng vidnede om (sagde jo jeg var ukritisk). Asterix, Obelix og alle de andre gæve gallere og skøre romere, lærte mig alt hvad der er værd at vide om Romerriget. Ellers elskede jeg min mors gamle pigebøger, sådan nogen, der er fulde af rapkæftede, ofte rødhårede piger med ben i næsen, som lige redder dagen, mens hun kækt svinger med alpehuen.

Hvordan finder du frem til de bøger du læser?

Cæcilie:
Rigtige mange af de bøger, jeg læser, er nogle, som jeg læser i forbindelse med mit arbejde som lektør, hvor jeg skriver materialevurderinger af nyudgivne bøger. Det er spændende at læse mange forskellige litterære stemmer, som jeg måske ellers ikke ville få læst. Ellers læser jeg bøger, som kollegaer, venner, min læseklub, nyhedsmails eller Instagram anbefaler mig.

Lene:
I Litterær Luksus selvfølgelig! Nu er jeg så heldig at arbejde på et bibliotek, hvor jeg hele tiden finder inspiration, ikke mindst fra mine dygtige kollegaer, men også fra lånerne. Udover det bruger jeg de sociale medier, Instagram, facebook og goodreads – så min ”den vil jeg gerne læse liste” er meget meget lang.

Hvorfor læser du bøger?

Cæcilie:
Jeg kan slet ikke forestille mig et liv uden bøger og de mange nye verdener de åbner for mig. Når jeg læser bøger, bliver jeg klogere på verden og mig selv. Jeg møder mennesker, jeg ikke lige kan møde i den ’virkelige’ verden, der viser mig nye måder at se verden på. Jeg læser også bøger for at blive underholdt, slappe af og komme ned i gear. Det er bøger virkelig gode til.

Lene:
Uha det burde være et enkelt spørgsmål, men for mig er der er mange svar. Jeg læser, fordi jeg bliver underholdt, klogere, også på andre mennesker og deres følelser, fordi jeg får lov til at stikke af fra virkeligheden, få en pause -ikke mindst fra mig selv. Jeg læser fordi jeg i bøgerne får lov at prøve ting af som jeg aldrig ville turde i virkeligheden. Jeg læser også fordi jeg skal, jeg kan ikke passe mit arbejde ordentligt, hvis ikke jeg læser og så er jeg med i en læseklub. Nogle gange er de største læseoplevelser gemt i dem som ikke er lystbetonede, men som simpelthen bliver læst fordi jeg skal – hvilket har været en af de helt store øjenåbnere for mig!

Hvilken bog planlægger du at læse som den næste?

Cæcilie:
Min liste med bøger jeg planlægger at læse er uendelig lang, så jeg har brug for mindst ti liv til at komme igennem den. I den kommende tid regner jeg dog med at få læst Maren Uthaugs ”Og sådan blev det”. Jeg har endnu Uthaugs forfatterskab til gode. Det glæder jeg mig til at tage hul på og lære at kende. Jeg er netop gået i gang med at læse ”Pariseren” af Isabella Hammad. Jeg hørte hende fortælle levende om bogen til Louisiana Literature i august og har siden da glædet mig til at komme i gang med at læse den. Bogen handler om palæstinenske Midhat, der tager til Europa under 1. verdenskrig for at studere. Han får hele sit liv og verden sat i perspektiv, og det forandrer ham for altid. Det er ikke nemt at vende hjem, og krigen truer.

Lene:
Jeg har lige fået Pénélope Bageiu Skamløs 2, hun skriver/tegner graphic novels om kendte og ukendte kvinder, som har gjort en forskel i historien, jeg var meget begejstret for etteren, så den glæder jeg mig til. Jeg har altid gang i flere bøger på samme tid, så Maren Uthaugs ”En lykkelig slutning og 2. del af Nanna Foss’ Spektrumserie, Geminiderne ligger også klar. I min læseklub skal vi læse ”Kejseren af Portugalien” af Selma Lagerlöf her i starten af det nye år. Jeg har et blødt punkt for Selma Lagerlöf, så det skal nok blive en fest.