Hvad læser Pia Fris Laneth?

Vi har spurgt Valby forfatteren Pia Fris Laneth om hvad hun læser, når hun ikke er optaget af at skrive, holde foredrag eller lave film:

Hvilke bøger har gjort størst indtryk på dig det seneste år og hvorfor?

Sara Stridsberg "Kærlighedens Antarktis" – det er et stærkt forfattergreb at lade en myrdet og parteret kvinde fortælle sin historie, den er på en gang brutal og tragisk, tankevækkende og fuld af kærlighed – og vævet sammen i et næsten poetisk sprog. Dy Plambeck "Til min søster" – det er befriende med så ren og klar vrede over mænds fysiske og psykiske vold mod kvinder, og så kontant punktering af alle idyl- og idealforestillinger om fødsler. Jeg strøg igennem den roman. 


Hvilken litterær helt havde du som barn?

Jeg havde flere, og helten over dem alle var d'Artagnan. De tre musketerer var mit livs første bogrus. Jeg læste alle fem bind i et stræk fra første side, hvor han kommer ridende på sit gule øg og til sidste side, hvor Mylady er blevet et hoved kortere – uden andre pauser end de absolut nødvendige. Svend Gønge var også fantastisk ... jeg havde vist kun mandlige helte, og i mine fantastiske dagdrømmerier var jeg iklædt mandetøj og red og sloges som en drøm. Så jeg savnede aldrig kvindelige helte.

 

Hvordan finder du frem til de bøger, du læser?

Jeg læser anmeldelser i flere aviser, lytter til Skønlitteratur på P1, forkøber mig i antikvariater – og så naturligvis venners anbefalinger.


Hvorfor læser du bøger?

Jeg kan ikke lade være. Det var en åbenbaring, da jeg kom i skole og lærte alfabetet, et mirakel at få bogstaverne til at hænge sammen til ord. Så jeg lærte hurtigt at læse og har læst meget siden. Hver eneste dag, tror jeg. Jeg læser både faglitteratur (især historiske bøger), romaner, biografier og lyrik.


Hvilken bog planlægger du at læse som den næste?

Cahun af Kristina Stoltz. Den ligger lige her på mit skrivebord.
 

17.10.19