Hvem siger, at tidsrejser ikke er mulige?

19.07.21
At læse bøger er en formidabel måde at rejse i tid på. Når du læser bøger kan du blive koblet på historiske episoder og være til stede, hvor det skete. Eller du kan uden videre havne på din egen ”barndommens gade”. Sommerferien er det perfekte tidspunkt at rejse på, så stig på tidsrejsen her.

Af Thomas Behrmann

Jeg læste for nyligt en artikel om Coronapandemien. Dem har der været mange af, men denne var anderledes og hægtede sig fast i hukommelsen. Artiklen handlede om vigtigheden i at huske. Huske, hvad vi har gået igennem i den seneste tid. Huske, hvad vi har oplevet som samfund, men også huske at fastholde og præservere vores personlige ”coronafortællinger".

Minderne og historien bliver aktiveret

I artiklen blev der lagt vægt på, at historien ikke må gå i glemslen. Vi er nødt til at holde fast i den uanset, hvor tragisk og unfair den måtte være og virke. Vi må tage ved lære af den, mindes og blive klogere på fremtiden og på os selv som mennesker. Og det er ikke bare historien, vi selv har været en del af, men også dén, der ligger længere tilbage og som har formet os og har ført os hertil. Et eksempel er Befrielsen her 75 år efter. 

Artiklen havde et centralt fokus. Nemlig, at vi kan bruge litteraturen som redskab til at huske vores historie. For hensigten er ikke, at vi skal være bevidst om alt, vi har oplevet. Det er en umulig opgave. Hensigten er i stedet at bruge f.eks. en bog som katalysator til at sætte os i kontakt med minderne. Både vores egne personlige minder, men også vores fælleserindringer som medaktører i historien. 

Vidnesbyrdlitteraturen – øjet, der så

Lad os starte med vores fælles historie. Der findes masser af glimrende vidnesbyrdlitteratur, som cementerer, hvorfor vi ikke må glemme historiens gang og vores bedrifter. Én af de stærke titler i dén kategori er italieneren Primo Levis tre-binds værk ”Hvis dette er et menneske” (1956), ”Tøbruddet” (1963) og ”De druknede og de frelste” (1986), som er sønderknusende beretninger om forfatterens tid i Auschwitz og en udforskning af, hvad det vil sige at være menneske. En barsk, men vigtig beretning.

Visuel traumebearbejdning

I en anden og mere visuel afdeling vil jeg slå et slag for israeleren Ari Folmans ”Vals med Bashir”, som findes på film, men også som Graphic novel, og er en form for traumebearbejdning af Aris egne fortrængte minder fra Israels invasion af Libanon i start 1980´erne. Gennem bogen fortæller Ari, hvordan han forsøger at stykke den smertefulde og fortrængte fortid sammen. Historien er en fyldig del af ham, og det er nødvendigt at få adgang til dette indre lukkede land for at føle sig som et helt menneske. 

Uhyret i undergrunden

Et andet spændende eksempel er den populære japanske forfatter Haruki Murakamis to bøger ”Efter skælvet” og ”Underground”, som er forfatterens forsøg på at forstå to store tragedier i Japan i 1995. Den første titel omhandler det store jordskælv i Kobe, hvor over 6000 mennesker omkom, og den anden gasangrebet i Tokyos undergrundsbane, hvor en kultleders dommedagsvisioner blev ført ud i livet og forårsagede død og ødelæggelse dybt under jorden i den japanske hovedstad. De to titler er interessante på hver deres måde og bruger henholdsvis fiktionens virkemidler og interviewformen til at beskrive noget, der kan virke ubeskriveligt.

Vidnesbyrdlitteraturen er et eksempel på en genre, som giver os adgang til vores fælles historie, mens vores personlige minder pludselig kan blive aktiveret med en roman når vi mindst venter det. Vi kender det fra musik, hvor en sang kan bringe os tilbage til vores første forelskelse eller en duft kan føre tankerne til et sted, vi plejede at komme. Dén egenskab finder vi også i bøgernes verden. 

 

Klasselærer og kondisko

For nyligt genlæste jeg Anders Bodelsens ungdomsklassiker ”Guldregn”. Denne gang for mine børn. Og midt under oplæsningen blev jeg pludselig rykket tilbage til min barndom, hvor min mor læste bogen for mig. Passager i bogen frembragte minder om min folkeskoletid. Om min klasselærer. Om fornemmelsen af sommerferie og leg på den villavej, jeg boede på. Om mine yndlingskondisko. Om min jævnaldrende nabo, som jeg engang daskede oveni hovedet med en tennisketcher. Alle disse minder blev reaktiveret ved at læse ”Guldregn”. Lige meget, hvilken bog du genlæser, vil du altid opdage noget nyt anden gang - både i bogen og i minderne.

Jeg gravede mig efterfølgende ned i kasser med gamle billeder og opdagede, at mange ting ikke var som jeg huskede dem. Vi mindes forskelligt, og minderne forandrer sig over tid. Nogen gange giver hukommelsen et retvisende billede af virkeligheden og andre gange er mindet blot en arbejdskopi, som ikke er korrekturlæst. Men det korte af det lange er, at bogen fungerede som en tidskapsel, og jeg fik mentalt gennemtrævlet en luns af min barndom i relation til nutiden.

En tilbagevenden

Her kan man da virkelig tilslutte sig påstanden om, at vi bl.a. læser for at blive klogere på os selv. 
Måske var det derfor min farfar altid læste små kulørte krigshæfter i ”Commando-serien”. Han oplevede selv krigen. Også på egen krop da en tysk landmine ved krigens afslutning rykkede hans ene ben af. Men han vendte trods tragedien altid tilbage til krigen i bøgernes verden. Måske et forsøg på at forstå, hvad han havde været igennem. Jeg fik aldrig spurgt ham. 

Du bliver aldrig den samme igen

Vi må konkludere, at tidsrejser faktisk er mulige. Litteraturen tager os tilbage eller frem i tiden, aktiverer vores egen hukommelse eller fylder ny viden på vores fælleserindringer. Og inden længe kommer der sikkert en del ”Coronalitteratur”, som bearbejder, minder os om og gør os klogere på tiden, vi lever i. Litteraturen er vores tidskapsel, som lærer os at huske og husker os på at lære– om andre og om os selv.

Stig ombord og god rejse. Du vil ikke være helt den samme, når du kommer retur.


Oprindeligt skrevet af Horsens Biblioteker 

Materialer