Italienske godbidder #1

23.03.21
Hvordan oplever børn en opvækst i fattigdom? Fattigdom er et centralt tema i to meget forskellige romaner af de italienske forfattere Viola Ardone og Donatella di Pietrantonio.

Viola Ardone: Drengen fra Napoli

Fattigdommen i efterkrigstidens Italien var enorm og det italienske kommunistparti samt kvindegruppen UDI tog derfor initiativ til at organisere ophold for børn af mindrebemidlede familier i rigere egne af Italien - hele 70.000 børn blev sendt afsted.

Denne historie om gæstfrihed og solidaritet bringer Ardone til live i denne fine roman.
7-årige Amerigo bor i et af Napolis fattigste kvarterer, alene sammen med sin sorgfulde mor Antoinetta. Det er svært at få hverdagen til at hænge sammen, og moren beslutter sig for at sende sin søn med ”børnetoget” mod nord.

Amerigo bor således et halvt år hos en fremmed familie, der tager imod ham med åbne arme. Familiefaren, en instrumentbygger, forærer ham oveni købet en violin, da han opdager Amerigos interesse for musik. 
Amerigo bliver splittet mellem de to kontrastfulde verdener, og da han kommer hjem, er det svært for både ham og moren at finde takten. Hvad der sker mellem de to, skal ikke røbes her.

Vi følger senere Amerigo 40 år efter turen med ”børnetoget”. Han er nu en kendt violinist og vender tilbage til Napoli for at deltage i sin mors begravelse. Her prøver han at få hold på det der skete dengang.

Amerigo er fortælleren i historien, dvs. første del af romanen er set fra en 7-årigs synsvinkel, og det formår Viola Ardone rigtig fint. Man tror på historien, og der er mange små iagttagelser fra børnehøjde, der får en til at trække på smilebåndet.
Det er en tankevækkende roman om solidaritet og gæstfrihed med aktuelle referencer til dagens Italien og Europa, hvor immigranter som aldrig før kommer over grænserne.
Romanen er også et solidarisk portræt af en mor der tvunget af omstændighederne, må betro sit barn til fremmede.  

Kan varmt anbefales!

Donatella di Pietrantonio: Pigen de sendte tilbage

Handlingen i denne lille roman finder sted i 1970´ernes Italien.
Hovedpersonen er, uden at hun ved det, adoptivbarn og som 13-årig bliver hun pludselig sendt tilbage til sin rigtige familie – uden nogen forklaring. 
Hun er ellers opvokset hos et par velstillede ”forældre” – hun går i god skole, har veninder, spændende fritidsaktiviteter, men bliver nu fra den ene dag til den anden placeret hos en fattig familie - hun ikke anede eksistensen af. 
Forholdene i den nye familie er små – hun må sove i samme seng som sin sengevædende lillesøster og i øvrigt bo på sammen værelse som sine tre småkriminelle brødre. 
Ingen voksne fortæller noget – hun må selv tumle med det kaos der opstår inde i hovedet – hvorfor har de mennesker hun troede var mor og far sendt hende bort?

Det er grum realisme – men samtidig også rørende og opløftende. Der opstår nemlig efterhånden et varmt og tæt forhold mellem hende og hendes nye lillesøster. 
Man bliver suget ind i historien lige fra side 1.  
 

Har du fået smag for flere godbidder?