Januarhighlights: Lyspunkter i vintermørket

Selv for en læser er dette et faktum: midvinteren er en sur tid. Men for den, der sætter sin lid til litteraturen, er der alligevel trøst at hente, også – ja, endog særligt – i januar.

Inspirerende kvindeliv

2020 starter på uforfærdet, uforskammet, søstersolidarisk vis – i hvert fald på biblioteket. Her har den seneste måneds nyheder bragt et rent orgie af inspirerende fortællinger om modige kvinder, der brød med samfundets forventninger, heriblandt den tredje bog i erindringsserien om Agnes Henningsen og en introduktion til Nielsine Nielsen; den første danske kvindelige akademiker og en af kvindebevægelses bannerførere. Fra den nyere tids feministiske frontlinjer kommer et intimt, skrøbeligt (selv)portræt i form af "Kærlig hilsen, Tove"; den hudløse brevveksling imellem den ikoniske forfatter og hendes redaktør. Sidst men (sandelig) ikke mindst kan du endelig få fingre "Skamløs 2"; efterfølgeren til Pénélope Bagieus uimodståelige tegneserie med spot på 15 inspirerende kvindeskæbner – denne gang fra røverdronninger til verdensomrejsende til rappere. 

Perspektiver til vinterferien

Bliver vintermørket for grelt, tilbyder rejselitteraturen altid en pålidelig, opløftende modgift. Her kan du fx drømme dig væk til døsigt rumlende spisevogne og fin-de-siècle-Agatha-Christie-vibes med hele to nyudgivelser om togrejsens fortræffeligheder, falde ind i sjælens ro via en dansk rejsendes ophold blandt franske cisterciensermunke eller tage på opdagelse i Lake-distriktets traditionsrige landliv med James Rebanks personlige fortælling om livet som fårehyrde. 

Nyt år – nye idéer

Det er nemt at trække på smilebåndet af den gamle maksime om new-year-new-you. Men ingen siger jo, at det behøver at være pjank og fitness det hele. Start januar måned ved at lære noget nyt; fx om menneskekroppens spidsfindigheder med Bill Brysons veloplagt professorale gennemgang eller begrav dig i årets store historiske jubilæum en beretning om Danmarks genforening i 1920. Skal det være kortere, kan du også kaste dig over to faglitterære hapsere i form af hhv. psykolog og samtidsprofet Svend Brinkmanns "Om nej" og medieforsker Iben Haves tidsaktuelle Tænkepause om begrebet ro. 

Og så til sidst: En cocktailbog

For det har vi altså alle sammen fortjent.

Vil du have flere anbefalinger, bogtips og analyser af de seneste tendenser på det danske bogmarked? Tilmeld dig nyhedsbrevet "Nyt på hylderne"

 

17.01.20