Junis krimihighlights: Arktisk action, færøske præstedrab og en snushane på efterløn

24.06.22
Krimiredaktør Jesper fylder din strandtaske, din feriekuffert og dit overpakkede bagagerum med de bedste af de nye, danske krimier.

Det er dansk, det er dejligt, og hvorfor altid kigge udenlands, når vi leder efter tidens mest interessante krimier? Vi hejser hermed dannebrog på krimiredaktionen og foreslår seks nye, hjemlige titler til sommerferiekufferten. 

De seks 

”Cortzen... Tom Cortzen.”

En af sommerens danske blockbusters, en af de bøger, som vil sende dit spænd-o-meter op i det røde felt, er Tobias Bukkehaves fortsættelse til Kongetro. Forfatteren, som vedkender sig at være hardcore 70’er-spændings-afficionado, har ramt plet med sin historie om sektor 7-agenten Tom Cortzen. Cortzen skal i Arvestål på den igen for at bevare verdensfreden, og turen begynder på Nordpolen. Det er filmisk, det er oppe på de høje geopolitiske nagler, og det er lige på kornet. Kender du en mand, som sjældent læser skønlitteratur, men som elsker agentfilm, så stik ham lige den her. 

2’eren går til Færøerne

Prisvindende Thomas Bagger har for nylig vokset sig til en stjerne på den danske krimihimmel, men faktisk var han allerede i 2020 på vores egen liste over mindre kendte navne, som man klart burde læse. I denne serie-toer sættes efterforsker Lucas Stage og kriminaltekniker Sidsel Jensen til at opklare drabene på fire præster på Færøerne – et af Europas mest troende samfund. Klippeøerne er måske nok et yndet feriemål for friværdi-og-Goretex-typerne, men mon ikke selv den mest ihærdige gangstavs-straffer vil tænke sig om en ekstra gang, inden billetterne til Thorshavn bookes. For ifølge Bagger er Færøerne fyldt med mørke, hemmeligheder og brutalitet. Ja, det er ganske enkelt et ret forfærdeligt sted!

Internetkryb

Julie Hastrup er en af Københavns mest udlånte krimiforfattere, og siden debuten i 2009 har hun været fast inventar på boghandlernes bestsellerlister med serien om drabsefterforskeren Rebekka Holm. Så et nyt bind fra Julie Hastrup er altid en begivenhed. Her i niende bind bliver den efterhånden garvede efterforsker sat på en sag om et mord på en ung kvinde under et politisk partis ølejr. Holm bliver kastet ud i en ukendt verden af sugardating og overgreb på nettet. Creepy sager.

Okkult serieafslutter

David Garmark er en anden forfatter, som krimiredaktionen tidligere har fremhævet for sine spændende og velskrevne, men stadig lidt ukendte krimier. Garmark bevæger sig i Munk-serien i et okkult spændingsfelt, som er godt balanceret med krimirealismen. En bestemt type drab på gravide kvinder gentager sig - årtier efter første gang de skete -, og overtro om mylinger, døde børns genfærd, lader til at spille en rolle. Hvidt had er en afslutning på trilogien om den adelige efterforsker Max Munk, som sideløbende med en række bestialske sager af okkult tilsnit har ledt efter sandheden om sit familietraume. Hvis du ikke har læst Garmark før, så tag roligt hele Munk-trilogien med i kufferten.

Nøglen til hor 

I tredje bind om den snusfornuftige, snushane-snusende efterlønner fra Nykøbing Sjælland, Anne-Maj Mortensen, sender Anna Grue sin detektiv ud på nye eventyr, denne gang i ejendomsmæglerbranchen. Under oprydningen efter sin ex-mands selvmord mistænker Anne-Maj, at en ejendomsmægler har haft hyrdetimer med en ung dame i hans lejlighed. Der er pletter på lagenet og ugler i mosen, og Anne-Maj går ind i sagen. Med denne serie er vi i hyggekrimi-territorium, bøger, som du sagtens kan læse alene i Rørvig-sommerhuset uden at skæve til havedøren efter de mordere, som vi jo alle ved er derude.

"Jeg troede aldrig at klassen sku’ splittes"

Skal vi lige have en dark horse med i feltet af danske highlights, så må det blive Cecilie Husteds gymnasieklasse-genforenings-krimi ’Stormen på katedralen’, som vi hylder for at være et frisk pust i en nogle gange lidt generisk strøm af forudsigelige danske krimiudgivelser. Historien har sjovt nok en vældig klassisk ramme: Gamle bekendte mødes ved en genforeningsfest på Aarhus Katedralskole, og undervejs sker et mord. En lukket-rum-whodunnit til Agatha Christie-elskeren og en krimi, som det er umuligt ikke at elske bare en lille smule. Læs den før din gamle klassekammerat!
 

Husk at tilmelde dig vores kriminyhedsbrev, hvis du ikke allerede er det, så får du løbende nys om vores nyindkøbte krimier.

Tilmeld dig 'Førstevælger'

God sommer!