Kære I, sommerens læseoplevelser står allerede tilbage i et fortryllende skær

22.09.17
nu hvor læsningen bevæger sig fra lyst til pligt og tiden er mere sparsom.

Jeg sidder og skriver til dig på kanten af Urbanplanen og din mands anbefaling af Morten Papes imponerende debut er jo ikke den eneste. Gad vide om der er scener på Amager Fælled? Den - fælleden - har jo optaget mig en del i denne sommer og dette efterår og Frank Jensens "kovending" er i den grad opløftende. I min taske befinder sig en digtsamling med titlen Fælleden af den unge Liv Sejrbo Lidegaard. Du vil nok savne, at digtene talte mere tydeligt om de udendørs oplevelser, som ligger til grund for dem. For mig er de et tegn på et natursyn i skred (i den rigtige retning): "bregnernes tid/er ikke forbi". Og for resten, så var jeg jo også med til fællessang på den måde: "Lad ingen ta' din sidste blomst."

Og så tænker jeg på, at jeg burde få læst Træernes hemmelige liv, men jeg føler mig forpligtet på at læse Krigen der aldrig ender af Carsten Jensen og norske Anders Hammer. Det startede trægt, "øv, artikelsamling" tænkte jeg i starten. Og det er det nok også, men jeg kan mærke nu, at den virker, at jeg fortælling for fortælling og fotografi for fotografi får et bedre billede af Afghanistan og de kummerlige betingelser for en human tilværelse - i smukke landskaber. 

Før det var jeg i gang med Revolutionær; en Andy Warhol-komposition af Hans Otto Jørgensen, som præsenterer sig selv som "bondefødt og kvajet opdraget". Jeg har  læst enkelte andre ting af ham - Hjernens egen store hund og Hestenes øjne - og det har hver gang været markante læseoplevelser. Der er denne umage blanding af avantgardisme og bondekultur. Og jeg må konstatere, at han for alvor tager stikket hjem, når han disker op med de indfølte, hypersensitive beskrivelser fra stalde og marker! Denne "monster-roman" kunne kaldes en rodet dannelseshistorie, med smerte og også bidske samtidskommentarer, men også med fundamental venlighed:

Jeg kunne alle køernes numre, og jeg kan dem stadigvæk, og jeg kan se dem for mig, hver enkelt ko for sig. Hvem der stod sammen og i hvilken bås, hele rækken fra malkerummet og ned til laden. Om den var lys eller mørk i løden[de havde nemlig ”en rød besætning”], hvordan den var bygget, hvor stor den var, hvordan yveret sad, og hornene: hvor lange de var, og hvilken retning de tog ud fra hovedet. Vi ejede ikke noget finere, noget mere dyrebart end dem. [VI Mit lille Guernica, Campbell’s Soup, s.395]

Så gik jeg i gang med Krigen har ikke et kvindeligt ansigt af Nobelprisvinderen i ´15,  Svetlana Aleksijevitj, men det viste sig at være Secondhand-tid, vi skulle læse i den private læseklub (meget hyggeligt og vi læser typisk kun 1.5 bog om året). Tegner lovende.

Imens ligger mine læsninger af Intet bliver som før - Naomi Klein's klimabog - og Thoreau's simple-living-klassiker Walden noget underdrejet.
Bedre går det med at læse mig ind på livet af en amerikansk digter ved navn W.S. Merwin, han skulle være væsentlig i eco poetry-sammenhæng og jeg synes det begynder at dæmre efter at have læst på hans ting fra 80erne, hvor hans tidligere ting var en kende for symbolistiske til mig.

Og du får også lige med at jeg nipper lidt til Seneca (qua arbejdet med at stable en livsfilosofisk/stoisk læseklub på benene):
"Hør, hvad du først og fremmest skal gøre, kære Lucilius: Lær at være glad! [fra Brev n.23 "Glæde". I: Breve fra Seneca. Klassikerforeningens kildehæfter, 2010. s. 43]

Hvordan gik det mon med Rynkekneppesygen?

kh M

PS Drageild! Jeg har nævnt den før, som eksempel på en fantastisk poetisk børnebilledbog - og nu gør jeg det min sandten igen: Læste den op for min datter, som spontant krævede en genlæsning :-)

 

for at skrive en kommentar.
Materialer
Spørg biblioteket