Foto: Stine Heilmann

Kærlighedens væsen: Læs dig klar til Lone Frank som Månedens Forfatter

07.11.20
Lone Franks nye bog lander midt i efterårets mest elskværdige litterære tendens.

Tekst: Tanne Schlosser Søndertoft, Københavns Hovedbibliotek

Med en ny stime af bøger om kærlighed er der rig mulighed for at læse op på emnet inden neurobiolog, journalist og forfatter Lone Frank vil fortælle om sin udforskning af fænomenet som Månedens forfatter den 30. november online via Københavns Hovedbiblioteks Facebookside.

Læs mere om LIVE-arrangementet her på bibliotek.kk.dk.

Kærlighed som naturvidenskab, evolution og psykologi

Lone Frank leder i sin bog ’Størst af alt’ efter svar på, hvad kærlighed er, i naturvidenskaben, psykologien og kulturforskningen. Bogen udkom i september i år og er en undersøgelse af kærlighedens natur – en mosaik, der afdækker en historie, som strækker sig fra de helt brede evolutionære rammer for os som art, til den spidsfindige hjerneaktivitet, der i sidste ende former det enkelte menneskes kærlighedsliv.

En bred bølge af kærlighedslitteratur

Ikke mindre end syv danske bøger om kærlighed er udkommet inden for dette efterår – og feltet er bredt tegnet op:
Her er (sort) humor og kærligheden som den opleves fra et moderne og befriende alment ståsted som kvinde, mor og kone når Maren Uthaugs greatest hits om kærlighed nu er samlet i én bog; her er kærlighed som livsstilsstof med Jakob Olrik og i samtale- og fotoform med Anders Agger. To romaner lægger to forskellige snit på emnet – Kristina Stoltz er optaget af forbindelsen mellem kærlighed, minder og erindring, mens Madame Nielsen skriver en fortælling og en klagesang frem om kærlighedens destruktive kraft.

Kærligheden taler

I taleform finder vi i udgivelsen ’Kærligheden taler’ syv nyskrevne, poetiske taler (og én hymne), der er skrevet på baggrund af, og med afsæt i, Platons erotiske mesterværk, Symposion. Talerne er skrevet af prisbelønnede forfattere og kunstnere som fx Suzanne Brøgger, Bisse og Peter Laugesen.

Lone Frank kan opleves som månedens forfatter LIVE fra Hovedbibliotekets facebookside den 30. november.

Læs mere på artiklen om arrangementet her på denne hjemmeside

Læs mere om LIVE-eventet direkte på København Hovedbiblioteks Facebookside

Vil du have flere anbefalinger, analyser og tips til de mest nødvendige nyudgivelser på bibliotekets hylder? Tilmeld dig nyhedsbrevet "Nyt på hylderne".