Karen Fastrup anbefaler 3 psykologiske romaner om jalousi, moderskab, skilsmisse og kærlighed

Karen Fastrup er ét af hovednavnene på Christianshavns Bogfestival den 27. april. Vi har spurgt hende om, hvilke bøger, der har gjort størst indtryk på hende det seneste år, og hvilken bog hun planlægger at læse som den næste.

Hvilke bøger har gjort størst indtryk på dig det seneste år og hvorfor?

Tre norske: Geir Gulliksens "Historie om et ægteskab", Monica Isakstuens "Vær god ved dyrene" og Kjersti Annesdatter Skomsvolds "Barnet". Gulliksen beskriver et ægteskab i opløsning med smertefuld indsigt, men det, der især greb mig, var hans evne til at vise det komplekse psykologiske spil, hvor mandens jalousi tvindes sammen med hans seksuelle fantasier, således at han faktisk ender med forstærke sin kones begær efter den mand, hans egen jalousi er rettet mod. Isakstuen og Skomsvold har jeg oversat, og derfor kender jeg de romaner rigtig godt og kan se, hvor omhyggeligt de to forfattere arbejder med at gøre sproget nøgent og desperat afsøgende i beskrivelserne af moderskab, skilsmisse, kærlighed. Det er gribende og samtidig meget bevidst, moderne sprogkunst.

 

Hvilken litterær helt havde du som barn?

Mine forældre læste meget højt for mig og mine søskende, og det jeg især husker, er Cecil Bødkers Silas-bøger. De er ufattelig velskrevne, og så forelskede jeg mig hovedkuls i Silas, dette frie, vilde menneske. Jeg havde svært ved at lære at læse som barn. Men da de viste filmatiseringen af Hans Kirks "Fiskerne" i fjernsynet i 1976, blev jeg så grebet, at jeg fandt romanen i min fars reoler og gik i gang. Da var jeg ni år. Herefter læste jeg voksenlitteraturen i reolerne fra ende til anden, og ja, mine litterære helte fortsatte med at være disse vilde mænd, som jeg havde mine første, stormfulde forelskelser i: Gösta Berling fra Selma Lagerlöfs "Gösta Berlings Saga" og Erlend fra Sigrid Undsets "Kristin Lavransdatter". Fremragende værker for øvrigt!

 

Hvordan finder du frem til de bøger, du læser?

Jeg holder mig opdateret via avisernes bogsektioner, på mit forlag og som oversætter. Jeg er så heldig som oversætter at få tilbudt værker, jeg selv synes er af høj litterær kvalitet, så på den måde får jeg læst en masse ny litteratur fra Norge, Sverige og England. Når jeg oversætter får jeg med andre ord fantastiske læseoplevelser – også fordi jeg læser værkerne uhyre grundigt, når jeg oversætter dem.

 

Hvorfor læser du bøger?

Det at læse og skrive har været essentielt for mig, siden jeg var barn. Sprog og litteratur er altafgørende for, om jeg føler, der er meningsfylde i min tilværelse eller ej. Når jeg læser og skriver, oplever jeg en stærk og saliggørende tilstedeværelse af absolut nærvær og absolut fravær på én og samme tid. Samtidig bliver jeg klogere: Litteraturen giver mig psykologisk indsigt. Og så bliver jeg en langt bedre forfatter af at læse; mit blik skærpes slet og ret.

 

Hvilken bog planlægger du at læse som den næste?

Lige nu oversætter (og læser) jeg Karl Ove Knausgårds "Fuglene under himlen" og Vigdis Hjorths "Lærerinden". Begge dele er store læseoplevelser. Og ellers skal jeg lige om lidt i gang med at læse Line-Maria Långs "Blå tiger", fordi vi skal optræde sammen på Dokk1 i Aarhus. Den roman glæder jeg mig meget til at læse!

 

Mød Karen Fatrup på Christianshavns Bogfestival

Karen Fastrup er ét af hovednavnene på Christianshavns Bogfestival den  27. april. 

 

Foto af Karen Fastrup
Karen Fastrup
Spørg biblioteket