Københavns sporveje 1897-1930

Af Bent Jørgensen, Sporvejshistorisk Selskab.

Den elektriske drift i København under De kjøbenhavnske Sporveie overtog et velfungerende net af hestesporvognslinier. København var ikke pioner på el-området, men i 1897 kom den første linie i drift fra Nørrebro til Kongens Nytorv, drevet af strøm fra batterier. De frederiksbergske sporveje fik fra 1899 strøm fra en ledning over sporet, og det blev hurtigt den valgte løsning i hele byen. I løbet af de første år af 1900-tallet fik alle hovedlinier elektrisk drift.

Til driften anskaffedes i det første årti knap 350 motorvogne. Det selvstændige frederiksbergske sporvognsselskab købte toetages rødmalede vogne; i København var vognene gule, og der var kun 20 vogne med to etager. En del gamle hestesporvogne kørte videre som bivogne, men nye blev også anskaffet, heriblandt en åben type specielt til sommerbrug. De allerfleste vogne var toakslede og havde åbne endeperroner.

Selskaberne var aktieselskaber, det frederiksbergske og det nye nordsjællandske i Gentofte var kombineret med et elværk.

Linienettet blev udbygget med sporvogn til det indlemmede Brønshøj og Bispebjerg og i det nordsjællandske sporvejsområde (senere NESA) til Ordrup. Omkring 1910 blev alle motorvognene forsynet med perronskærme, og de knap 100 motorvogne, der anskaffedes i 1910’erne, fik alle fra starten lukkede perroner. I samme periode anskaffedes omkring 200 bivogne, som også efterhånden fik lukkede perroner.

I 1911 gjorde Københavns Kommune brug af sin aftalte ret til at overtage det københavnske sporvejsselskab, nu med navnet Københavns Sporveje, og ligesom vognparken voksede, blev linienettet også større. Længst var Vanløse-linien ad Borups Allé-Hillerødgade-Sallingvej. Også det frederiksbergske selskab udvidede til Vanløse med en linie ad Peter Bangs Vej til Vanløse station.

Ved årtiets slutning (1919) sluttede Københavns Sporveje og Frederiksberg-selskabet sig sammen under navnet Københavns Sporveje (KS). Sammenslutningen medførte mange linieomlægninger, men nettet var en sammenhængende enhed. Fra november 1902 havde de københavnske linier haft linienummer i forskellige farver. Nu blev Frederiksberg-linierne integreret i dette system med ny linie 17 og 18. Også vognparkerne blev slået sammen. De toetages frederiksbergske vogne blev malet gule, og de kunne også ses på de gamle københavnske linier 3 og 8.

På længere sigt ville KS af med de toetages vogne. 25 vogne (heraf 5 frederiksbergske) blev i løbet af 1920’erne ombygget til en etage. Hovedbestanddelen af motorvognene var nu henved 25 år gamle, og deres fremtid måtte overvejes. Resultatet blev en renovering af 260 motorvogne, hvoraf mange holdt sig i drift indtil begyndelsen af 1960’erne. Renoveringsprogrammet sluttede i 1928 og efterfulgtes tæt af et egentligt moderniseringsprogram: bygning af en stor fireakslet vogn. Også linienettet udvidedes i 1920’erne. Længst var forlængelsen til Søborg Torv, endelig kom der gang i det første stykke (Holmbladsgade-Østrigsgade) af en sporvognslinie på Østamager, og tværlinien fra Nørrebro til Valby (linie 20) blev en realitet.

KS’ linienet i 1930