Københavns Sporveje 1940-1949

Af Bent Jørgensen, Sporvejshistorisk Selskab.

Med den fornyede vognpark stod sporvejene godt rustet til det hav af udfordringer, besættelsestiden (1940-45) kom til at byde på. Passagererne strømmede til, og de 55 udrangeringstruede motorvogne fra 1912-18 tilgik driften i fuldt omfang, endda med forlængede perroner. Men behovet for vogne var meget større, og trods materialeknaphed lykkedes det fra 1942 til 1947 at bygge 44 nye motorvogne og 65 bivogne af en forholdsvis enkel, toakslet type, de såkaldte scrapvogne.

Nogle af de nye vogne blev indsat på to nyoprettede sporvognslinier, linie 19 åbnet i december 1943 og linie 11 åbnet i april 1944. De fungerede som rene suppleringslinier for linie 5 og 16, dog med den særprægede undtagelse, at de fra Nordre Fasanvej førtes ad en nyanlagt banestrækning under højbanen og langs Ladegårdsåen frem til Borups Allé. Strækningen fik hurtigt øgenavnet Prærien. Den var tænkt som et muligt led i indføringen af Slangerupbanen til Rådhuspladsen.

Besættelsestiden bød på mange besværligheder: mørklægning, driftstidsforkortelser og driftsindstillinger samt sparekrav mht. elforbrug, der medførte nedlæggelse af stoppesteder.

Mørklægningen medførte et stigende antal påkørsler, og for at gøre vognene mere synlige påmaledes hvide kanter. Den værste ulykke med to dødsfald indtraf i december 1943, da et linie 2-tog for fuld fart påkørte et linie 9-tog i krydset Godthåbsvej/Falkoner Allé.

Hen mod slutningen af besættelsestiden blev sporvejene generet af tyske krav om ikke at passere Dagmarhus (Jernbanegade/Vestre Boulevard, senere H. C. Andersens Boulevard). Det påvirkede linierne 2, 8, 11, 14, 15, 16 og 19. Da Shellhuset blev bombet i marts 1945, måtte også linie 4 og 13 omlægges. Med utrolig hurtighed lykkedes det sporvejene at indrette nye kurver og sporforbindelser på Rådhuspladsen, så man undgik de to steder.

Broerne over havnen var også et ømt punkt, og fra marts 1945 til en måneds tid efter befrielsen kørte der hverken sporvogne over Knippelsbro eller Langebro.

Et lyspunkt i besættelsestiden var åbningen i 1943 af den nye Valby Remise, men det samlede resultat af de fem besættelsesår var nedslidte anlæg og nedslidte vogne, og da vareknaphed og valutamangel fortsatte i de første efterkrigsår, skulle der store resurser til for at bringe systemet på ret køl og i fremdrift. Det lykkedes som bekendt ikke.

I den sidste besættelsestid og de første efterkrigsår fremkom flere planer om udbygning af linienettet: f.eks. linie 8 ad Hareskovvej og linie 13 ad Slotsherrensvej, men det blev ikke til noget, og de enkelte små forlængelser, det dog blev til, kom aldrig ud over kommunegrænsen: på Østamager til Formosavej (linie 5), på Østerbro til Ryparken (linie 6), på Islands Brygge (linie 4) og på Frederiksberg (linie 14), og på Østamager lagdes et langt rangerspor i Kretavej. En enkelt ny sløjfe ved Emdrupvej tilkom i 1947, og selvom sporvejene lagde an til en ny bogievognstype (nr. 701), var grunden til afvikling lagt. NESA førte i 1949 an ved drastisk at nedskære sporvognskørslen på Strandvejen og helt ophøre med kørsel til Ordrup.