Københavns Sporveje 1962-72

Sporvognene erstattes af busser.

Af Kaj Hansen, Sporvejshistorisk Selskab.

Som følge af kommunevalget i foråret 1962 fik SF’eren Willy Brauer posten som sporvejsborgmester. Ganske hurtigt fremsatte han en ”planskitse”, der på få år ville sætte busser på sporvognslinie 3, 7, 8, 9, 13, 14 og 19. Linie 15 skulle blot nedlægges. Linie 1, 2, 5, 6, 10 og 16 skulle forblive sporveje, medmindre særlige forhold talte for busser. Sidstnævnte seks linier skulle bruge de 100 Düsseldorf-ledvogne under levering plus enten 120 styks mere af typen eller bogievognene fra 1930’erne.

At anskaffe mange flere nye ledvogne blev afvist på rådhuset. Sporvejsdirektør Ejnar Nielsen var næppe begejstret. I hvert fald sagde han sin stilling op.

Blå og hvid sporvogn drejer over vej

I 1960 etablerede Københavns Sporveje en turistlinie med en 2 timer lang rundtur. Det første år kørtes linien af en af de ”nye linie 2’ere” fra 1952; de resterende år indtil 1967 kørte der ledvogne. Her drejer vognen ind i sløjfen ved Kammasvej. Foto: Jan Walter.

Ny direktør blev K. N. Andersen, hentet fra DSB’s rutebiler. Han udtrykte sin uforbeholdne tilslutning til ”planskitsen”, og i efteråret 1963 blev linie 15 som forventet nedlagt. På busfabrikken Dansk Automobil Byggeri i Silkeborg var man i gang med at udvikle en større bustype med lav indstigning ad dobbelt fordør. På Københavns Sporvejes kontorer i Gothersgade skabtes et forenklet billetsystem med selvbetjening ved dobbeltdørens venstre side.

Kig ind i sporvogn med fører og konduktør

I "Fremtidens bus" kunne man stige ind i to rækker. I automaten til venstre kunne man betale med de nye poletter. Busserne var behagelige med luftaffjedring – men de var planlagt til at rumme 91 passagerer! Foto: Torben Liebst.

1. november 1964 blev denne nye bustype indsat på linie 13 og 19, og alle byens linier fik det nye billetsystem.

Sort hvid foto af bus 19

1. november 1964 afløste de nye busser sporvognene på linie 13 og 19. Linie 13 beholdt i princippet sin linieføring. Linie 19 blev afkortet til strækningen Bispebjerg–Rådhuspladsen, hvor den fik endestation i Vester Voldgade. Foto: Torben Liebst.

I løbet af 1965 blev linie 8 og 14 omstillet til busdrift med den nye type. Da der ikke kunne bevilges flere Düsseldorf-vogne, ville sporvejsledelsen renovere vognstyrerpladsen på bogievognene.

Denne renovering var påbegyndt, da direktør Andersen fremlagde ”langtidsplanen” som resultat af et udvalgsarbejde. Planen var ugunstig for sporvogne, især deres økonomi. Dieselolie var billig, og busser var blevet så store og effektive, at de i 1966-69 kunne indsættes på de vigtige linier 1, 3, 6, 9, 10 og i 1969-72 endog på de hårdt belastede linier 2, 5, 7, 16.

Sort hvid foto af bus på landevej

Langtidsplanen betød, at KS bestilte yderligere 250 busser af en forbedret type. De sidste 210 fik et større linienummer efter mange klager over, at det var svært at se, hvilken linie, der kom. Linie 13 på Hulgårdsvej med Grøndalskirken i baggrunden. Foto: Finn Hørsted.

Sort hvid foto af bus

Også trolleyvognene forsvandt. Linie 23 og 24 til Sorgenfri hhv. Jægersborg kørtes med dieselbusser fra 15. oktober 1963. KS havde anskaffet fire mere moderne vogne i 1950 til supplement af vognene fra 1938. Foto: Torben Liebst.

Den sidste var 5'eren, der kørte sine afskedsture 22. april 1972. Düsseldorf-vognene blev foræret til Alexandria som U-landshjælp og afsendt i tre omgange i 1969-72.

Sporvogn pyntet med grønt og flag

Afskeden med sporvognene natten efter 22. april 1972 blev en folkelig begivenhed, iblandet demonstrationer for renere trafik. Sidste vogn er på vej ad Nørrebrogade til Amager, hvorefter den skulle retur til Nørrebro remise. Foto (og pyntning af vognen): Torben Liebst.

De helt gamle vogne gik ud af drift i 1966, og i 1967-68 fulgte scrapvognene fra 1940'erne og sidst de fine, men bedagede bogievogne fra 1930'erne, hvoraf en gruppe var i drift helt til 1972. 

Aftenfoto af sporvogne

Trods de muliggjorte udrangeringer holdt de ældste vogne ud lige til 1966, hvor de fleste var knap 60 år gamle. – Københavnerne måtte sige farvel til liniefarverne, som var karakteristiske for de enkelte linier. Linie 1 og 14 i Hellerup i 1965. Foto: Torben Liebst.

Aftenfoto af sporvogn

Liniefarverne gik igen på linieskiltene på fronten, i linielanternerne og på sideplankerne, der viste væsentlige lokaliteter på linien (se billedet herunder). Scrapvognene forsvandt i 1967-68. Begge fotos: Torben Liebst.

Foto af skile over vinduer på sporvogn med farverne grøn og rød og bydele i hvide teksttyper

Fra 1950 blev nogle sporvogne, senere mange flere, ophugget ved remiserne. Fra januar 1964 blev utallige vogne afbrændt på en plads i Sydhavnen. Andre blev opstillet hos private som lagerrum eller legehus. Enkelte er bevaret og kan ses på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm.

I Centraleuropa fortsatte moderne sporvogne i almindelige gader. At København som storby og uden metro (den kom først i 2002 og 2019) erstattede alle sporvogne med enmandsbetjente busser, var og forblev et særtilfælde i vores verdensdel. Prisen blev en konstant udskiftning af busser, da de kun sjældent holder i mere end ti-tolv år.

Nyanlagte sporveje vinder frem i Frankrig, Sydeuropa, USA og Storbritannien. Aarhus genindførte dem i 2017, Odense gør næste år, og rundt om Storkøbenhavn bygges en lang linie. Letbaner! Ja, det er et nyt ord for moderne sporvejsdrift.

Letbanevognsmoden i 1 til 1

I København er der planer om en letbane fra Nørrebro til Gladsaxe; om den kommer, vides ikke. Uden om København anlægges en letbane mellem Ishøj og DTU. Allerede nu kan en mock-up af de bestilte vogne ses på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm. Foto: Morten Engelbrecht.

Artiklen er en del af en serie om sporveje og sporvogne i København. Artiklerne skrives af forfattere fra Sporvejshistorisk Selskab og bringes i nyhedsbrevet Bag om København.

Sporvejshistorisk Selskab udgiver tidsskriftet BYtrafik og driver Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm. Der kan du dykke dybere ned i historien om sporvogne og sporveje.
Linie 15 blev nedlagt uden en afløsende buslinie, da den på hele sin strækning fulgtes med andre linier. Den var i de sidste 4-5 år betjent udelukkende af gammelt materiel. Foto i SHS' arkiv.
Af Københavns Biblioteker
27.07.21