Krimiredaktøren anbefaler: De 7 bedste krimi-oplevelser til juleferien

03.12.21
Krimiredaktør Rikke tipper til de bedste serier og julekrimier til årstiden – med en lille, hårdtslående julegave til sidst.

Med decembers ankomst lokker juleferien om hjørnet med dens løfter om lange, mørke eftermiddage; perfekte til at forputte sig i hjemmets varmeste læsekrog og slå mave med en god krimi. Også for krimifolket er julen dog særlig, når det kommer til at udvælge læsestof. For nogle tiden skabt til at dykke ned i en ny, bloddryppende serie (heldigt for jer, for dem er der kommet mange af!) men for mange er det nu, man skal på kig efter et hit cozy crime: en omgang afkoblende, medrivende, ikke-for-splattet hyggekrimi, gerne med et lille drys juleri på toppen. 

Rikke Smith fra krimi-redaktion har taget detektivbrillen på, og leder dig igennem det bedste krimistof til årets jul – uagtet hvad din krimijulelæsestil skulle være. 

Retssystemets slagside

En spritny serie med en usædvanlig hovedperson.  I ”Dommeren” følger vi den respekterede, men særdeles usympatiske byretsdommer Suzanne Erik, der afskyer hvordan samfundet belastes af rakkerpak og går til det yderste for at få has på bunden af samfundet. I den første bog i serien møder vi veninden Jessica, hvis tunge fortid får hende til at dulmer sine sorger med masser af mad og alkohol – indtil hun beslutter sig for at tage en gruelig hævn.  Undervejs tegnes et portræt af vores hovedperson nærmest som en psykopat, hvilket ofte efterlader én med en underlig smag i munden, men lad dig ikke afskrække! Læn dig blot tilbage og nyd denne overraskende, og overraskende læseværdige nye serie. 
 

Seriemord i lange baner

Ny super spændende serie, denne gang både med en meget sympatisk hovedperson og talrige plottwists og overraskelser; lige til et par decemberaftener på det bedste læsested i huset. Mød efterforsker Louise Blackwell: hun er  er blevet forflyttet til en søvnig by i Somerset og overraskes brat på det nye sted med et maltrakteret lig af en ældre kvinde. Ved nærmere eftersyn viser det sig, at kvinden har såkaldte ”stigmata”: sår i håndfladerne, de samme steder som Bibelen fortæller at Kristus pådrog sig ved korsfæstelsen. Og snart dukker flere lig op.

Kate Marshall rydder op! 

Det er ikke første gang, vi på krimiredaktionen fremhæver Robert Bryndzas serie om Kate Marshall, men nu hvor 2. del er udkommet gir’ vi den et skud mere – for den er uhyggeligt god. I denne bog finder vores hovedperson (den stærke, men sårbare politikvinde-turned-privatdetektiv Kate Marshall) finder liget af en ung mand i et reservoir. Myndighederne kalder det en tragisk ulykke, men det er Kate ikke så enig i: den unge mand viser sig at være ét offer i en stime af blodige mord, der går år tilbage, og Kate Marshall står nu igen overfor en mystisk seriemorder, der gemmer sig i tågen.
 

Jul – og mord – i boghandlen

Med to krimier i serien er serien her ikke helt ny, men den er hyggekrimi af bedste krimiskuffe og som skabt til juleferien – særligt den seneste udgivelse i serien, som foregår i juletiden! Her er vi tilbage i selskab med Kitt Harley, detektiv og bibliotekar (så fås det ikke bedre) på Yorks universitetsbibliotek. I ”Liget i boghandlen” kaster Kitt sig ind i en sag, hvor kriminalassistenten Charlotte Banks bliver suspenderet grundet overfald på en indbrudstyv. Kitt og hendes veninden rykker ud for at opklare sagen.
 

Jul med din akavede yndlingsarkæolog

Genbesøg alle de velkendte karakterer fra Elly Griffiths krimier, her i en hyggelig juleudklædning. Fx er Ruth den type, der når hun hører Cliff Richards synge ”Christmas time, mistletoe and wine” kommer til at tænke på den døde pige, hun fandt med mistelbær i maven. Som vi er vant til at forvente fra Griffiths, er bogen velskrevet og tilsat en god portion humor. Den korte fortælling er på 47 sider og perfekt til en mandelgave eller til dig selv, hvis du hader at tabe til børnene (og så slipper du for at spise alt for meget ris á la mande). 
 

Sneet inde med familien Konradsen 

Familien Konradsen er, hvad man kan kalde en dysfunktionel familie, hvor hemmeligheder ligger på lur og medlemmerne ulmer af foragt for hinanden. I denne snurrige, velskrevne julekrimi skal familien Konradsen fejre årstiden i Villa Hindenburg, en fornem gammel villa, som var besat af nazisterne under krigen. Og så sker det værst tænkelige: de sner inde! Konflikter har det med at bryde frem i lys lue under pres, og så har huset tilmed også gemt på et par gamle hemmeligheder.
 

En ring af ondskab     

Jeg lovede en lille julegave her sidst i artiklen, og den får I nu – i form af en bog, som egentlig ikke er en krimi, men alligevel stiller noget af den samme sult. Jeg huserer til dagligt på Amager, derfor har jeg selvfølgelig læst sidste bind i Morten Papes fremragende Amager-trilogi. Der er i bogen rigeligt af stof, der kunne minde om en krimi – i hvert fald er den tilpas grum! Amagerbankens krak breder sig som ringe i vandet: først hos en lille familie på Ugandavej siden ude i verden og det får store konsekvenser for alle. Det er ondskab, socialrealisme og kapitalisme beskrevet på allerbedste vis, og en læseoplevelse alle fortjener at tage ind i juletiden.  
 

Vil du slå ihjel for en god krimi?

Så tilmeld dig nyhedsbrevet Førstevælger og vælg "Nye mordsager og nervepirrende thrillers"

Så tilmeld dig nyhedsbrevet Førstevælger og vælg "Nye mordsager og nervepirrende thrillers"