Kulturministeriets Forfatter- og Illustratorpris for børne-og ungdomsbøger

Tre forfattere og tre illustratorer er nomineret til Kulturministeriets Forfatterpris og Illustratorpris for børne- og ungdomsbøger.

En forfatter og en illustrator skal hædres, når kulturministeren traditionen tro uddeler to priser til de bedste børne- og ungdomsbøger fra det forgangne år.

Kulturminister Joy Mogensen siger:

Det er vigtigt, at vi hylder vores allerbedste danske børne- og ungdomsbøger. Fordi de rammer os i ord og billeder med den uforklarlige nerve, som god litteratur kan bevæge mennesker med.

I dag, hvor vi kæmper med svigtende læselyst, ikke mindst blandt børn og unge, har vi mere end nogensinde brug for at fremhæve den nye, ekstraordinære børne- og ungdomslitteratur. Vi skylder vores børn og unge magiske og mættende litteraturoplevelser, der kan tænde læselyset i dem. Derfor er der alt mulig god grund til at gå på opdagelse i årets nominerede bøger til Kulturministeriets Forfatterpris og Illustratorpris
.”

De nominerede til Kulturministeriets Forfatterpris for børne- og ungdomsbøger er:

• Adam O for ’Den Rustne Verden’
• Tina Sakura Bestle for ’Bogen om Blom’
• Kathrine Assels for ’Mester Ester’

De nominerede til Kulturministeriets Forfatterpris for børne- og ungdomsbøger er indstillet af et udvalg bestående af Gerd Laugesen (formand), Anna Karlskov Skyggebjerg, Betina Falsing og Maria Louise Bjørn Bjerrum.

De nominerede til Kulturministeriets Illustratorpris for børne- og ungdomsbøger er:

• Jan Oksbøl Callesen for ’Hr. Løve i biografen’
• Signe Parkins for ’Blomsten der elsker mig’
• Kamilla Wichmann for ’Sommervenner’

Et udvalg bestående af Peter Land (formand), Marianne Eskebæk Larsen, Caroline Sehested og Kasper Heron Købke har indstillet de nominerede til Kulturministeriets Illustratorpris for børne- og ungdomsbøger.

Kulturminister Joy Mogensen overrækker priserne den 17. marts.

Kilde: Kulturministeriet

Mød de nominerede

Dansk Forfatterforening og Hovedbiblioteket inviterer d. 12.3. til et festligt fyraftensarrangement, hvor du kan møde de nominerede og høre dem fortælle om deres nominerede værker. Illustratorerne og forfatterne vil læse op og vise billeder fra deres værker og fortælle om ideer, arbejdsproces og samarbejde mellem forfatter og illustrator.  Arrangementet er for voksne. Læs mere om arrangementet

 

 

10.02.20