Kvindelige latinamerikanske forfattere

Marie Ørum Wikman fra Sydhavnens Bibliotek dykker ned i María Luisa Bombals sanselige værker og ser på, hvad der er at finde af kvindelige latinamerikanske forfatterskaber i dansk oversættelse

På Sydhavnens Bibliotek har vi hen over vinteren haft en udstilling, som vi kaldte ”Dyk ned i den latinamerikanske litteratur”. Vi vil gerne skabe plads til noget af al den gode internationale litteratur, der af forskellige grunde ikke nødvendigvis havner på forreste hylde. I Danmark er den latinamerikanske litteratur særligt kendt for ‘magisk realisme’ og forfattere som Gabriel García Márquez, Jorge Luis Borges, Carlos Fuentes, Mario Vargas Llosa og Isabel Allende. Forfatterne tilhører den såkaldte boomgeneration, som begyndte at bryde igennem internationalt i 1960’erne, og som har haft stor betydning for den internationale anerkendelse af kontinentets litterære tradition. Der er tale om fremragende forfatterskaber, og de skulle naturligvis med på hylderne i vores udstilling. En række overvejelser trængte sig imidlertid på: På den ene side ønskede vi at se nærmere på det af den latinamerikanske litteratur, som ikke falder under genrebetegnelsen magisk realisme. På den anden side ville vi gerne både give plads til en yngre generation af forfattere og bringe flere kvindelige forfattere i fokus.

María Luisa Bombals “Den sidste tåge” fra 1935 

Da vi begyndte at undersøge, hvad der findes af latinamerikansk litteratur i dansk oversættelse, faldt vi snart over Forlaget Skjødt. Forlaget beskæftiger sig med oversættelse af spansksproget litteratur til dansk og forlægger Liv Camilla Skjødt adresserer den mangel, at den blomstrende spansksprogede litteratur kun sjældent oversættes til dansk. Her fandt vi kortromanerne “Den sidste tåge & Ligklædt” af den chilenske forfatter María Luisa Bombal, som udkom på Skjødt Forlag i 2015. Og med vores interesse for kvindelige latinamerikanske forfattere, fængede de straks hos os. 

Bombal brød igennem i 1930’erne og gav i en ellers mandsdomineret litterær verden stemme til kvindelig lidenskab og seksualitet. Romanerne siges da også at have vakt både genklang og skandale på det latinamerikanske kontinent. Lad os kigge nærmere på “Den sidste tåge”, en fortælling som kredser om liv og død, virkelighed og drøm, ensomhed og begær, længsel, tid og forfald. Her følger vi en kvinde, som lever i ægteskab med en mand, der ikke elsker hende, men alene sin afdøde hustru. Følgende passage skildrer den ensomhed og ”opslidende stilhed”, hun omgives af, og er et langt men også meget fint eksempel på Bombals billedmættede sprogbrug: 

“Denne døde pige, som det ikke falder mig ind at bøje mig ned over for at kalde på, for det er, som om hun aldrig har levet, får mig pludselig til at tænke på ordet stilhed. Stilhed, en dyb stilhed, års stilhed, århundreders stilhed, en frygtindgydende stilhed, som begynder at vokse i rummet og i mit hoved. Jeg trækker mig væk, baner mig nervøst og skyndsomt vej gennem tavse, sørgeklædte mennesker og snubler over rædsomme kunstige blomsterkranse på vej hen til døren. Jeg nærmest løber tværs gennem haven, åbner gitterlågen. Men udenfor har en let tåge sløret landskabet, og stilheden er endnu dybere. Jeg går ned ad den lille høj, hvorpå huset ligger isoleret mellem cypresser, som et gravkammer, og jeg fortsætter, går gennem skoven med faste og sikre skridt for at skabe genklang. Men der er stadig fuldkommen stille, og mine fødder slæber nedfaldne blade med sig, som ikke knitrer, for de er våde og næsten gået i forrådnelse. Jeg viger uden om silhuetter af træer så stillestående, udviskede, at jeg pludselig stikker hånden frem for at forsikre mig om, at de er virkelige. Jeg er bange. Det er, som om der i denne ubevægelighed og også i ubevægeligheden hos den døde pige, som ligger deroppe, er en skjult fare”. 

I kontrast til et ægteskabeligt liv præget af maskulin dominans og ægtemandens ligegyldighed, søger den kvindelige hovedperson tilflugt i sit indre liv: ”Det er, som om man har hældt ild i mine årer. (…) Jeg lukker øjnene og trykker mig opgivende ind mod et træ. Åh, at slå armene om en brændende krop og sammen trille ned ad en skrænt uden ende …!”. Og som fortællingen skrider frem kommer længslen og det voksende begær på skæbnesvanger vis til at fremstå som det, der giver kvinden håb og gør hende i stand til ”dag efter dag utrætteligt at gentage hverdagens tarvelige gøremål”. Det poetiske sprog og den sanselighed, hvormed Bombal skriver, gør værket til en intens og smuk læseoplevelse, som vi kun kan glæde os over, nu er at finde på dansk. 

Ældre og nyere kvindelige latinamerikanske forfatterskaber i dansk oversættelse 

Man kan da også sige, at Bombal har været med til at bane vejen for andre kvindelige latinamerikanske forfattere. Blandt de ældre forfatterskaber, som var at finde i vores udstilling, kan vi nævne brasilianske Clarice Lispectors roman “Água Viva” fra 1973, en formeksperimenterende strøm af tanker om livet og om længslen efter transformation; Og mexicanske Elena Garros novellesamling “Farvernes Uge” fra 1964, en forfatter som i øvrigt er blevet kaldt en forløber for den magiske realisme. Begge værker blev udgivet på dansk i 2015 af henholdsvis Forlaget Arena og Skjødt Forlag. 

Der skrives meget spændende litteratur aktuelt i Latinamerika, som vi godt kunne tænke os at dykke mere ned i. Stor diversitet til trods så synes den yngre generation af forfattere at bevæge sig indenfor mere realistiske og minimalistiske tendenser, og de siges internationalt at have stået i skyggen af den magiske realisme. Med hensyn til vores ønske om at give plads til dem i vores udstilling tyder det på, at et trods alt stigende antal bliver oversat til dansk. Blandt de yngre kvindelige forfattere, som således fandt vej til udstillingshylderne på Sydhavnens Bibliotek, kan eksempelvis nævnes Guadalupe Nettel og Valeria Luiselli fra Mexico samt Samanta Schweblin og Mariana Enríquez fra Argentina. 

Nedenfor kan du finde links til en række bøger af kvindelige latinamerikanske forfattere, som du kan klikke dig direkte ind og reservere. Rigtig god læselyst! 

 

”María Luisa Bombal har ganske givet omsat en del af sin egen livshistorie til en fiktiv forløsning af sine heltinders reelle frustrationer. Og igennem denne imaginære fryd kritiserer hun dominansen og den maskuline ligegyldighed eller ligegyldigheden som en maskulin størrelse. En underforstået og indirekte protest, som den dag i dag slet ikke er uaktuel” (Efterord i “Den sidste tåge & Ligklædt” 2015 af Claudio Cifuentes-Aldunate). 

”Bombal ses i Latinamerika som en del af det latinamerikanske boom, men hun har aldrig haft et egentligt gennembrud uden for kontinentet. Om dette skyldes hendes køn eller det, at hendes korte romaner genremæssigt falder uden for tressergenerationen, er ikke til at sige. Men der er historisk set meget få kvindelige forfatterskaber fra Latinamerika, der er nået til Europa. Noget kunne dog tyde på, at der er ved at blive rådet bod på denne tendens” (Information 10/06/2017 ”Ny latinamerikansk litteratur er mere end Roberto Bolaño” af Mathilde Moestrup). 

29.05.19
Spørg biblioteket