Læs Australien

Oplev Australien gennem litteraturen

Drømmer du om at rejse langt væk? Fortvivl ikke, selvom det i øjeblikket frarådes at hoppe på flyet til den anden side af jorden, så er rejsen langt væk ikke så langt væk alligevel. Din bibliotekar guider dig Australien rundt med velvalgte læseoplevelser om det australske kontinent langt mod syd. Lad bøgerne vise vej og læs dig ind på stemningerne og miljøerne i Australien – det er næsten som at være der selv.

Den vilde og voldsomme natur på Tasmanien

Oplev Tasmaniens vilde og voldsomme natur i Richard Flanagans ”Lyden af en hånd der klapper”, der handler om gæstearbejderliv og krigstraumer. Det er en voldsom, barsk og sansemættet roman, der gør indtryk, ligesom Tasmaniens natur.

På tur gennem den glohede bush

Slå følgeskab med fortælleren Bruce og den australske russer Arkady, der er ekspert i aboriginernes levemåde og kultur i ”Drømmespor” af Bruce Chatwin og kom på en tur gennem den glohede australske bush og på besøg hos forskellige stammefolk. Det bliver en tur du sent vil glemme.

Mød Australiens Robin Hood

Rejs tilbage til 1800-tallets Australien og mød den australske folkehelt og Robin Hood, Ned Kelly, i Peter Careys ”Den sande historie om Kelly-banden”. Ned Kellys fortælling om livet som storforbryder giver et autentisk og realistisk samtidsbillede af 1800-tallets Australien, der samtidigt følsomt og indlevende beskriver landets indbyggere i deres knugende magtesløshed og befriende indignation.

Det multikulturelle Australien

I Christos Tsiolkas ”En lussing” er du inviteret med til en idyllisk grill-eftermiddag hos Hector og Aisha i en pæn Melbourne-forstad. Eftermiddagen udvikler sig dog alt andet end idyllisk… ”En lussing” er et superinteressant indblik i et nutidigt multikulturelt Australien fortalt med 8 personers forskellige stemmer og synsvinkler.

Bag det nordlige Sydneys facade

Sladder, børneopdragelse, misundelse, misforståelser og morderiske motiver er omdrejningspunkterne for australske Liane Moriarty bestseller ”Store små løgne”, som giver dig en tur ind bag et lille moderne og selvtilfreds middelklassesamfunds facade. Moriartys spidsfindige tidsbillede fra det nordlige Sydney vil både få dig til at grine og græmmes. Bogens prisvindende tv-serie-udgave, der dog er konverteret til en amerikansk setting, kan også varmt anbefales.

Kærlighed i Karakarook

Kate Grenville har med sin prisvindende ”Drømmen om det perfekte forhold” skabt en velskrevet og underholdende anderledes kærlighedshistorie, der foregår i Karakarook, en steghed flække i den australske bush. Grenville skildrer den lille bys mange forskellige personligheder med ømhed og humor og gør dit ”besøg” i Karakarook til noget helt særligt.

Tørke i Kiewarra

Mærk tørkens hærgen i Kiewarra sammen med det tørkeramte områdes pressede borgere i Jane Harpers krimi ”Tørke”. Mens tørken hærger, findes en mand død i skoven og hans kone og barn myrdet. Hvad gik der galt? Harpers debutroman er svær at lægge fra sig, og den er da også tildelt flere priser, bl.a. Årets bog ved Australien Indie Book Awards.

Brisbanes upolerede forstæder

Trent Daltons selvbiografiske roman ” Dreng sluger universet ” er et ægte familiedrama fra Brisbanes upolerede forstæder med de to brødre Eli og August i centrum. I en opvækst fyldt med narko og kriminalitet kæmper de en hård kamp for at blive helstøbte mennesker. Den anderledes og skæve fortælling tager dig med helt ind i Brisbanes kriminelle miljø.

Langt ude på den australske vestkyst

Tim Winton fanger Australiens landskaber, dyreliv og folk med stor præcision i hans romaner. ” Mindernes musik” er ingen undtagelse. Det er ikke for ingenting at Winton regnes for sin generations betydeligste australske forfatter. I ”Mindernes musik skriver han blændende og medrivende om kærlighed og besættelse og giver dig et indblik i livet langt ude i en udørk på den australske vestkyst.

Udflugt til Hanging Rock

Det er sommer i Australien år 1900 og dagen tegner lysende og godt, da tre kostskolepiger beslutter at udforske klippen Hanging Rock på egen hånd på deres skoletur. Det bliver en skæbnesvanger tur, for de forsvinder alle tre uden et spor og mystikken breder sig. Læs ”Udflugt til Hanging Rock” af Joan Lindsay for dens sproglige magi og langtidsholdbare uhygge og kom helt tæt på Hanging Rock nord for Melbourne.

Mareridt i 1940’ernes Sydney

Kom indenfor i et klaustrofobisk hjem i Sydney i Elizabeth Harrowers ”Udkigstårnet” og få en frysende uhyggelig beskrivelse af, hvad vold i ægteskabet kan gøre ved en ung kvinde, der langsomt bliver berøvet selvstændighed og selvværd. Det er en forfærdende og provokerende læseoplevelse.

Økuller på Janus Rock 90 sømil fra den vestaustralske kyst

Bliv draget ind i drama og økuller på den lille øde klippeø Janus Rock, 90 sømil fra det australske fastland i M. L. Stedmans ”Lyset i havet”. Stedman beskriver klippeøens natur og stemning så indgående at man næsten får økuller selv.

Vil du have flere læseanbefalinger direkte i din indbakke?
Tilmeld dig nyhedsbrevet Litterær Luksus.