Læseklubben Jorden Rundt anbefaler tyske bøger

Læseklubben Jorden Rundt, der mødes på Øbro jagtvej Bibliotek, har i det sidste halve år læst tyske bøger og anbefaler her de bedste

Læseklubben Jorden Rundt, der mødes på Øbro jagtvej Bibliotek, har i det sidste halve år læst tyske bøger. Ud over Daniel Kehlmann, aktuel med Tyll, kender de færreste nogen nutidige tyske forfattere og det ville klubben ændre på. Læseklubben fortæller:

En isbjørns erindringer
"Vi startede med En isbjørns erindringer af Yoko Tawada. Det er en spøjs bog, der følger en slægt af optrædende isbjørne, den sidste i rækken er Knut, isbjørneungen fra Berlin Zoo, der var mediedarling i en årrække. Romanen har flere temaer og kan læses filosofisk om forholdet mellem mennesker og dyr. Vi var ikke udelt begejstrede, men måske er romanen bare for ’dyb’ for os? Forfatteren er født i japan, men flyttede som meget ung til Tyskland."


Den lille franske bistro
"Næste bog var Den lille franske bistro af Nina George, en lige-ud-af-landevejen feelgood roman om en kvinde, der forlader sin tyranniske, nærige og ubehagelige mand. Hun drager til Sydfrankrig, nærmest ved et tilfælde og finder (selvfølgelig) lykken. Nogen var ved at kaste op over klichéer og forudsigelig handling, mens andre af læserne hyggede sig fint og vi havde faktisk en god diskussion af bogen."

Mens alligatoren griner
"Så kom vi til Mens alligatoren griner af Michael Wildenhain, en bog der indbragte forfatteren ”Den Kunstpreis Literatur”. Bogens første del er poetisk og vi møder drengen Matthias, der er med forældrene på ferie på øen Sild, hvor de også skal besøge Matthias’ bror Carsten, der bor på et behandlingshjem på øen. Her bliver den 16-årige Matthias overvældende forelsket i Marta, der arbejder på hjemmet. Senere mødes de tilfældigt på universitetet og Matthias kommer tættere på Martas liv, med en politisk aktivitet, der ender i terror. Det er en velskrevet bog om en tid (70’erne) hvor der, ligesom i dag, eksisterede en terror der blot var politisk baseret i stedet for religiøs, men volden var lige brutal og virkelig i den enkelte tyskers liv. En velskrevet bog var alle i læseklubben enige om."

Tyll
"Sidste læsning var Tyll af Daniel Kehlmann, hvor forfatteren tager figuren Tyll fra 1200-tallet og placerer ham midt i det dybt overtroiske og ufredelige 1600-tal. Der kæmpes om kongemagten og 30-årskrigen bryder ud, mens kirken slår hårdt ned på hekse og troldmænd og de fattige kæmper en ulige kamp mod sult og armod. Det er en strålende velskrevet bog om en tid med store forandringer. Persongalleriet er veltegnet, farvestrålende og overvældende; Tyll er her og der og allevegne og lever efter sine helt egne regler mens han både optræder i små usle flækker og hos kurfyrster og konger. Et usædvanligt menneske, der vælger at gå sine egne veje fra starten, stik imod sædvane på den tid. Vi var alle begejstrede for bogen."

"Det var et spændende halvår med god og meget forskellig litteratur og alle bøgerne får vores anbefalinger med sig," slutter læseklubben. 

Er du interesseret i at være med i en læseklub, så kontakt dit lokale bibliotek og hør nærmere.

 

Spørg biblioteket