Litterær meme-julekalender hitter på sociale medier

17.12.20
Få dit meme-fix med årets bedste julekalender fra Blågårdens Bibliotek

Tekst: Ditte Ernskov Christensen, Blågårdens Bibliotek

Sidste år indstiftede Blågårdens Bibliotek en ny tradition: en litterær meme-julekalender på Instagram. Med humoristiske billeder og korte billedtekster (aka memes) laver kalenderen sjov med både ny og gammel litteratur og klassiske erfaringer fra biblioteket. Det er dog ikke kun sjov og ballade – litteraturformidlerne bag kalenderen gør en dyd ud af også at få formidlet litterær viden i kalenderen. I hvert fald engang imellem.

Celebre fans og zoomere har taget Blågården til sig

Kalenderen har været en stor succes og er i år blevet kåret til årets bedste julekalender af kulturmediet Soundvenue, foruden en masse følgere. De litterære memes er blevet delt vidt og bredt af så forskellige personer som Helle Thorning Schmidt, Jesper Wung-Sung og Katherine Diez. Blågårdens Bibliotek har oplevet en voldsom stigning i følgere på Instagram og oplever desuden at nå ud til nye målgrupper, særligt yngre mennesker, som ellers kan være svære at nå for et lokalbibliotek. 

Få dit meme-fix på Instagram

Hvis du har lyst til at læse med, så find julekalenderen på Instragram-profilen BLÅGÅRDEN eller på Blågårdens Biblioteks Facebookside, hvor dagens låger også bliver delt. 

Find Blågårdens Bibliotek på Instagram (link til ekstern side)
Find Blågårdens Bibliotek på Facebook (link til ekstern side)