Litterær trendspotting: Antikke tendenser

Finder flere danske og internationale forfattere tilbage til de antikke forbilleder i jagten på litterær inspiration? Et kig på den nyeste skønlitteratur kunne pege i den retning.

Da nyoversættelsen af Gilgamesh udkom i foråret 2019, var der vist ingen, der havde tippet dette babylonske heltekvad som en populær blockbuster. Her står vi dog, seks måneder senere, hvor bogen har solgt sit fjerde oplag, er blevet rost til skyerne i de danske dagblade og må tælles som et genuint hit hos de danske læsere. Men er denne succes et symptom på en generel, vågnende interesse for oldtiden både blandt læsere og forfattere? Vi guider dig igennem de nyeste litterære skud på (meget) gamle rødder. 

Toíbín, Miller og Alexis: Opdaterede (og mindre opdaterede) myter
Fra den oversatte litteratur har de seneste måneder budt på hele tre romaner med rod i antikkens fortællinger. Irske Colm Toíbíns (forfatter bl.a. til den historiske bestseller-roman Brooklyn) Navnenes hus skrider klassisk frem i sin genfortælling af beretningen om den græske konge Agamemnon, som på sin krigsfærd mod Troja ofrer sin datter Ifigenia til guderne. Anderledes rebelsk gribes stoffet an af den amerikanske klassicist Madeline Miller. I hendes Kirke møder vi den udødelige nymfe af samme navn fra græsk mytologi, men i denne roman skildres Kirke dog ikke som Odyseens velkendte troldkvinde/furie/sexede mandehader, men i en ny fortolkning som rebelsk frigjort kvinde. Hos canadiske André Alexis videreføres fascinationen via en klassisk antik form: den allegoriske fabel -- konkret en beretning om 15 hunde, som skænkes menneskelig intelligens af Olympens guder. 

Moestrup og Wiese: Lyrisk modernitet i antikke rammer
På den danske litteraturscene appellerer oldtidens fortællinger særligt til digterne. Husker du oldtidskundskabstimerne, vil du fx nikke genkendende til titlen på Mette Moestups seneste digtsamling Til den smukkeste; en henvisning til indskriften på det stridens æble, som startede den trojanske krig beskrevet i Homers Illiade. Samlingens 117 formeksperimenterende digte kredser om den græske mytologis ni muser; beskytterne af klassiske kunstarter som tragedie, korsang, poesi mv. Også debutanten Duncan Wiese trækker på et klassisk forlæg i digtsamlingen Tityrus, som bærer genretildelingen 'pastoraler' -- hyrdedigte. Denne klassiske form tilregnes særligt den romerske digter Vergil, men videreudvikles hos Wiese som ramme om en ung hyrde i det 21. århundredes København. 

Det vil blive interessant at følge, om denne strøm af antikke nyfortolkninger vil fortsætte, eller om der er tale om en krusning på overfladen af efterårets litterære overflod. Men lige meget hvad: Alea iacta est

Tilmeld dig nyhedsbrevet Nyt på hylderne for flere analyser af de seneste litteraturtrends. 

06.10.19
Spørg biblioteket