Litterær trendspotting: Mødrene tager til genmæle

Mødre og moderskab har gjort et markant litterært comeback siden halvfjerdserne, dengang det private blev politisk og forfattere som Dea Trier Mørch, Tove Ditlevsen og Susanne Brøgger skrev om krop, køn og identitet. Vi ser nærmere på moderskabet på godt og ondt i årets seneste udgivelser.

Tekst:  Sara Nygaard

De sidste par år har bestsellerlisterne været præget af sårede børn. Det er romanen Den der lever stille af Leonora Christina Skov samt biografien Min mor var besat af Peter Øvig gode eksempler på. Begge skriver om deres egne mødre, der ikke altid har magtet moderrollen og som har gjort familielivet svært, for ikke at sige helt umuligt. Nu ses en ny bølge, hvor mødrene tager til genmæle og giver igen af samme skuffe! Vi guider dig igennem moderskabet og dets skyggesider i en række af årets udgivelser.

Jensen og Lucas: Hverdagens kaos
Fødslen, et af livets måske mest forunderlige mirakler. Og pludselig står man til halsen i kogevask, ellevetaller og leverpostejmadder. Moderskabet er og bliver et evigt paradoks af vild natur, dyb kærlighed og den daglige drift af hjemmet. Line Jensens Det store regnestykke handler om kampen for den forjættede work-life-balance, når barslen omsider er ovre. En graphic novel, hvis illustrationer indfanger hverdagens kaos med ironi, sødme og eftertænksomhed. Helt anderledes galt går det i romanen Gennem natten og vinden af Maja Lucas. En rå fortælling om Johanne, der er arbejdsløs alenemor til Tore, og hvis forsøg på at få hverdagen til at hænge sammen efterhånden drukner i øl og billig vodka. Lucas fremstiller ufiltreret moderskabets mislyde på en måde, så det er til at tage og føle på.

Lind og Plambeck: Mommy strikes back
Dy Plambeck og Cecilie Lind er aktuelle med to meget forskellige udgivelser, som på hver sin måde bryder med det ideal, som mødre og moderskabet kan være underlagt, og som tilsammen viser at mødre også bare er mennesker. Plambecks roman handler således om vrede kvinder, druk, roadkill og hævnfantasier. Og så tager den sin læser med på klos hold til en fødsel, hvilket kan læses som en brutal hyldest til vildskaben og kroppens urkraft. I langdigtet Mit barn beskriver Cecilie Lind kroppens, psykens og parforholdets totale forandring, når man bliver forælder. Om sårbarheden, den uoverstigelige træthed og frygten for at miste som følger med. På en gang poetisk, ærligt, råt og rørende.

Meget mere mor
Har du appetit på flere bøger om mødre og moderskab, så fortvivl ikke! Der er meget mere hvor det kommer fra. Her får du et udvalg af danske bøger - og et par fra vores nordiske naboer - alle udgivelser fra i år:

Grøde af Signe Parkins. Gennem Parkins tegninger behandles svært tilgængelige og politiserede emner som identitet, krop, grænsedragninger og moderskab.

Sæson af Lea Marie Løppenthin. Frank og Per er mor og datter, men også legekammerater og usynlige venner. En eksperimenterende og mytisk roman om at længes, rejse og vende hjem. 

Bæst af Ane Riel. Kærligheden mellem smukke Danica og kæmpen Karl resulterer i Leon, som er et barn med begrænset forstand og usædvanligt mange muskler. Danica lider under sønnens voldsomme kærtegn, mens nabosønnen Mirko kæmper med sine hemmelige længsler efter Danica.

Barnet Af Kjersti Annesdatter Skomsvold. En mor fortæller sit nyfødte barn om sine tanker, om kærlighed og ensomhed. Hun fortæller om mødet med faren og om nogle af de mennesker, hun gennem tiden har mødt.

Kærlighedens Antarktis af Sara Stridsberg. En myrdet kvinde fortæller fra dødsriget om sit korte liv som datter, søster, hustru, mor og prostitueret og reflekterer over væsentlige episoder i sit liv. 

Tilmeld dig nyhedsbrevet Nyt på hylderne og modtag flere anbefalinger, analyser af de seneste litteraturtrends, tips til nye bøger mm. 

28.10.19
Spørg biblioteket