Litteratur fra mørket

Litterær Luksus er gået på opdagelse i den nordiske litteraturs kolde, mørke afkroge. Her har særligt kriminalromanen, naturskildringerne og tilværelsens tungsindige trummerum et væld af udtryk. Det er litteratur fra mørket, om mørket og særdeles velegnet til mørket.  

 Af Ida Sofie Kristensen

De kolde kriminalsager 

Det er så godt som umuligt at tale om tendenser i nordisk litteratur uden at nævne nordic noir. Den særlige nordiske krimigenre har de seneste mange år gjort skandinaviske navne som Jussi Adler Olsen, Jo Nesbø, Sara Blædel, Henning Mankell og Stieg Larsson til stuereolernes allemandseje. Med enorme oplag og massive salgstal trives genrens dystre fortællinger om velfærdssamfundets skyggesider og (ofte) dysfunktionelle efterforskere, mens vintermørke og kulde lægger sig som et dystert tæppe over drabs-, kidnapnings- og voldtægtssager.  

Det er i den grad også dystert hos den svenske forfatter Sara Stridsberg, der i Kærlighedens Antarktis (2019) griber ganske anderledes om krimigenrens ellers så faste form. Her giver hun i et poetisk sprog en stemme til krimiernes arketypiske, navnløse offer – den myrdede kvinde – og lader hende på original vis fortælle historien om sit liv og om den forbrydelse, der ender med at afslutte det.  

 

I skovens dybe stille ro   

Et lignende behov for at give talemagten til kvinderne kan genfindes hos den islandske digter Gerđur Kristný. I hendes seneste udgivelse, digtkredsen Sjælemesse (2019), stables en række lyriske fortællinger om den rå, islandske natur og kvindeskæbner som byggesten ovenpå hinanden og udgør tilsammen et mindesmærke over kvinder, der gennem tiden er blevet ofre for vold og magt.  

Hos den svenske digter og nobelprismodtager Tomas Tranströmer kontrasteres de skandinaviske byers knitrende elmaster og maskinelle liv mod den dybe ro og spirende skønhed i beskrivelserne af den vilde nordiske natur. Her fylder fyrreskove, regnvejr, skovsøer, krat, sten og bjerge siderne og i Samlede digte (2011) får man et indblik i digterens på én gang foranderlige og konstante fascination af den nordiske natur som motiv; fra midten af det 20. århundrede til i dag.  

Man finder et tematisk slægtskab med Tranströmer hos danske Søren Ulrik Thomsen. I Rystet spejl (2011) skriver han det på én gang melankolske og smukke frem i mødet mellem skandinavisk natur og kultur; ved det kølige sollys, der er styrtende skarpt eller i noget så roligt og dansk som gule mælkebøtter, der lyser op som tivolilys midt i storbyens pulserende liv.  

 

Naturen som lærred  

De nordiske, rå og imponerende landskaber er samtidig en skatkiste af inspiration for de mere visuelle fortælleformer. Både i tegneserier og graphic novels ser man i disse år forfattere og kunstnere, der udforsker den særlige stemningsfuldhed, nordens natur kan bibringe de tegnede fortællinger.  

I Morten Dürr og Lars Hornemans nyeste tegneserie Ivalu (2019) er det Grønlands på én gang barske og smukke natur, der understøtter historien om to søstre, der udsættes for seksuelle overgreb. Hos den norske børne- og billedbogsforfatter Stian Hole er det nordens umiskendelige kendetegn - marker, nøgne træer, frost og sne – der dominerer siderne; som i fortællingen om Morkels Alfabet (2016), hvor to børn mødes og danner et unikt venskab midt i vinterkuldens mørke.  

Uendelig langt fra børnebogsuniverset finder man Rikke Villadsen og Bjørn Rasmussens foruroligende fortællinger om 3 piger (2018), der på radikal anderledes vis lader den barske nordiske natur danne et virkningsfuldt lærred for de dystre fortællinger. Her vokser et forladt pigebarn direkte op af den sorte jord på en øde mark og samles senere op af en uhumsk lastbilchauffør. En anden pige dukker op, uden forklaring, alene i en vintermørk granskov; kun bærende på drømmen om en bedre fremtid og en kuffert fuld af døde dyr. 

 

Tilværelsens svære trummerum  

I norske Karl Ove Knausgaards seks bind lange, autofiktive fortælling Min kamp (2009-2012) er det tilværelsens tristesse og anstrengelserne for at få livet til at hænge meningsfuldt sammen på trods heraf, der udgør det centrale tema. Siden sin udgivelse har Min Kamp manifesteret Knausgaard som en af nordens store samtidsforfattere; og den udforskning af den besværlige menneskelige tilværelse (og særligt familiens svære væsen), man finder hos ham, er i samme grad som naturskildringerne et centralt træk ved mange andre nordiske forfatterskaber. Hos finske Sofi Oksanen blandes fortællingen om familieopgøret sammen med skildringer af kvindeliv og storpolitiske temaer; som når hun i Stalins køer (2003) fletter fortællingen om en ung spiseforstyrret kvinde sammen med historien om et gammelt, krigsrelateret familietraume. I en dansk kontekst indskriver bl.a. Knud Romers Den der blinker er bange for døden (2006) og Kort over Paradis (2018) og Leonora Christina Skovs Den som lever stille (2018) sig som en del af den samme, familiekonfronterende tradition.  

 

Lys i mørket  

Hos norske Linda Brostrøm Knausgaard får tilværelsens mange udfordringer et skarpere, mere ildevarslende og angstfyldt format; og i hendes romaner Helioskatastrofen (2014) Og Velkommen til Amerika (2017) drives plottet frem af den evige kontrast mellem livets muligheder og lys og karakterernes indre mørke og dæmoner. Sidst men ikke mindst kommer man, i en gennemgang af de nordiske stemmer og temaer, ikke udenom finske Tove Jansson. Selvom hendes legendariske fortællinger om mumitrolden for mange forbindes med barnlig idyl, finder man også i mumidalen plads til eftertænksomheden og en evig eksistentiel angst for livets uforudsigeligheder. Særligt i seriens sjette bind, Troldvinter (1957), hvor Mumi som den eneste vågner midt i den ukendte vinters kulde og sne, er ensomheden og frygten for det ukendte og fremmede til at tage og føle på. For mange er det netop denne dobbelthed, mellem mørket og lyset, der til stadighed gør fortællingerne om Mumitrolden vedkommende - også for voksne.