Litteraturens nye mødre

26.02.21
En række nyere danske bøger sætter ord på de mange tabuer om mødre og tegner et nuanceret billede af moderskabet.

Aktuelle romaner som 'Til min søster' og 'HHV, Frshwn' har vakt debat om moderskab og de forventninger, vi har til, hvordan mødre skal leve deres liv. Debatten afslører, at de mørke sider af moderskabet stadig er dybt tabuiserede. I eventyrene og op gennem litteraturhistorien beskrives mødre ofte som enten gode eller onde, men i den nye litteratur skildres moderskabet på godt og ondt. Den beskriver de ambivalente følelser ved at være mor og giver et mangfoldigt billede af moderskabet, som kan praktiseres på vidt forskellige måder. Det mere komplekse og realistiske billede af moderskabet bryder også med det rosenrøde billede, der ofte fremstilles af mødre på de sociale medier.

Beskrivelsen af moderskabet i alle dets aspekter i såvel dansk som udenlandsk litteratur skal ses i tæt sammenhæng med, at litteraturen i det seneste årti har haft fokus på tabuiserede følelser i forhold til blandt andet køn, vrede, sorg og psykisk sygdom. Forfattere som Hanne Højgaard Viemose, Kamilla Hega Holst og Maja Lucas startede bølgen herhjemme ved at skrive om moderskabets mørke sider. I Højgaard Viemoses roman 'Mado' fra 2015 er det bemærkelsesværdigt, at Mado betyder både mor og morder på koreansk.

Historisk er moderskab ikke blevet behandlet særlig nuanceret i litteraturen. Det var først i 70’erne, litteraturen satte ord på moderskabet i alt dets kompleksitet af forfattere som Dea Trier Mørch, Tove Ditlevsen, Vita Andersen og Suzannes Brøgger. Netop disse forfattere har i dag fået ny opmærksomhed og anerkendelse i takt med, at moderskabet igen er blevet et populært emne i litteraturen. Aldrig før er der udkommet så mange bøger, der punkterer det idylliserede billede af moderen og viser, hvor hårdt det også er at være mor. Selv om bøgerne ikke er politiske som i 70’erne, bliver de ofte opfattet politisk, og flere af dem har spillet en rolle i den offentlige debat om moderskab, kvinder, feminisme og #metoo.
 

5 gode bøger om moderrollen

 

Maja Lucas: Mor – en historie om blodet

Den korte og intense roman 'Mor' er med i den første bølge af romaner fra midten af 10’erne, der handler om kvinder, som har svært ved at håndtere moderrollen og måske ligefrem bliver syge af den. Maja Lucas beskriver gennem et smukt sprog en mor, der fyldes mere og mere af destruktive og tabuiserede følelser som afmagt, ensomhed frustration, vrede, kedsomhed og ekstrem træthed: "At få et barn er som et syndefald; det er umuligt at vende tilbage til tilstanden før det." Romanen er usentimental og gribende og går lige i hjertet, og den viser, at moderskabet har en pris og flere andre ting, der ikke må siges, om at blive mor. Det samme kan siges om Maja Lucas seneste roman Gennem natten og vinden, der skarpt og ublufærdigt kredser om moderskabets mislyde og tabuer.

Cecilie Lind: Mit barn

Langdigtet 'Mit barn' er et rammende portræt af moderskabets dobbelthed af kærlighed og frygt. Digtet kredser uden filter om velsignelsen og forbandelsen ved at være nybagt mor. På elegant poetisk vis beskriver Cecilie Lind dobbeltheden overvældende glæde og overvældende frustration. ”Jeg er så udmattet af kærlighed”, lyder det, og det er essensen af digtet: Aldrig nogensinde at have elsket så højt og aldrig har kærligheden været mere angstprovokerende. Gennem et præcist sprog viser Cecilie Lind på en overbevisende måde, hvordan det at blive mor med et trylleslag forandrer en for altid og vælter en omkuld. Jeg’et har tidligere lidt af anoreksi, hvilket lægger yderligere en dimension til det billede af kvindekroppen, der tegnes via fødslen og tiden derefter.

Kamilla Hega Holst: Rud

Både i romanerne 'På træk' og 'Rud' stiller Kamilla Hega Holst skarpt på mødre, der har svært ved moderrollen, og som efter skilsmisse kæmper med relationen til børnene. I Rud har moren fået frataget forældremyndigheden, og selv om hun har et lidt kaotisk sind, er hun en kærlig mor og nok en bedre forælder end den på overfladen nydelige eksmand. Moren befinder sig i et sommerhus med sine to børn, men pludselig forsvinder hendes teenagesøn, og det kommer der et sort, foruroligende, og veldrejet familiedrama ud ad af. Sproget er råt og rapporterende, og replikkerne er nærmest filmiske. Kamilla Hega Holst er eminent til at skrive om sindets mørke kræfter og til at opbygge suspense, og det gør romanen til lidt af en psykologisk gyser, samtidig med at den taler ind i #metoo debatten.

Hanne Højgaard Viemose: HHV, Frshwn. Dødsknaldet i Amazonas

Hanne Højgaard Viemose tegner i 'HHV, Frshwn' et banebrydende portræt af en kvinde, der både kan udleve sin vildskab og samtidig være en kærlig mor. Fortælleren springer via forskellige navne fra identitet til identitet, ligesom romanen glider fra spor til spor. De enkelte spor kredser om fortællerens liv på kanten - i nutidssporets hverdag som mor til to drenge og med besøg på psykiatrisk afdeling. Og ikke mindst hendes voldsomme rejse gennem Amazonas, som undertitlen refererer til. Hun vender ikke sin sårbarhed indad, men udad gennem begæret og ture i den islandske natur. Det er en rå roman med en befriende sproglig vildskab og fandenivoldskhed. Med et stærkt drive efterlader den læseren høj, rystet og grinende på samme tid.

Dy Plambeck: Til min søster

Romanen åbner med den ultimative kropslige oplevelse, fødslen, og Plambeck giver en sanselig og rammende beskrivelse af, hvordan det opleves at føde. Så stærk at man nærmest (gen)oplever det at føde på egen krop. Kvinden Aya erfarer, hvordan smerten, der ”satte sine skarpe tænder i lænden”, transformeres til utrolige kræfter. Også skildringen af det bristede mellemkød fra tiden på barselshotellet er stærk læsning. Det er en noget barskere beskrivelse Plambeck leverer af fødslen, end den Dea Trier Mørch giver i 'Vinterbørn' fra 1976. 'Til min søster' har vakt debat både på grund af den detaljerede fødselsbeskrivelse og de to søstres efterfølgende vilde og løsslupne liv. På den måde italesætter Plambeck flere tabuer – både fødslen og de forventninger, der er til, hvordan en mor skal leve sit liv.

Det er tankevækkende at det - bortset fra i 70’erne - først for alvor har været i de senere år, litteraturen har sat ord på moderskabets kompleksitet og mangfoldighed. Det lægger lige for at se det i sammenhæng med den generelle undertrykkelse gennem historien af kvindelige erfaringer. Samtidig spiller det nok også ind, at kvindelige forfattere før i tiden ofte fravalgte at blive mødre og dermed ikke havde egne erfaringer at trække på.

Under alle omstændigheder er der masse af potentiale for at debattere disse spørgsmål om tabuer i forbindelse med fødslen, moderskab og mødres levevis.


Se flere artikler under temaet "Ramt af moderskabet".

 

Oprindeligt skrevet af Lise Vandborg, Litteratursiden.

Tags
Materialer