© Nobel Media. Foto: Alexander Mahmoud

Litteraturens svar på The Oscars

30.10.20
Nobelprisen i Litteratur er litteraturens svar på filmverdens Oscars og gyldne palmer. Filmen ”The Wife” lader os dødelige opleve stemningen ved prisoverrækkelsen og det store mediecirkus indefra.

Tekst: Steffi Gry Meulengracht, Hovedbiblioteket

Nobelprisens overrækkelsesceremoni er en årligt tilbagevendende begivenhed. På dødsdagen for Alfred Nobel afholdes en overdådig gallamiddag og -fest, hvor vinderne fejres med pomp og pragt, og hvor den svenske kongefamilie er fast inventar på gæstelisten. 

Et udstyrsstykke uden lige 

Næsten to millioner nysgerrige svenskere følger hvert år med på live-tv den 10. december, hvor ni måneders forberedelse og planlægning står sin prøve ved Nobelprisens overrækkelsesceremoni. Selv menuen er et udstyrsstykke uden lige og hemmeligholdt helt frem til servering. Blomsterne, der dekorerer festsalen på Stockholms Rådhus, kommer uden undtagelse fra San Remo, som gestus til Alfred Nobel, der tilbragte de sidste år af sit liv i den lille italienske by. Og på slaget et, slutter den ekstravagante gallafest og alle forberedelserne som ved et trylleslag. 

Kom helt tæt på 

”The Nobel Prize Cookbook” lader sin læser prøve kræfter med opskrifter fra forgangne Nobelmiddage. Er du ikke den store kok, bør du læse bogen for billedernes skyld alene. Hver anretning er et kunstværk i sig selv. Kombiner din private gallamiddag med en god film; filmen ”The Wife” (2017) byder på et medrivende drama og tager publikum helt tæt på det mediecirkus der følger med modtagelsen af Nobelprisen. Filmen er baseret på romanen af samme navn af forfatter Meg Wolitzer. Få mere galla, flere pingvinsæt og selvhøjtidelige kulturtyper med filmen ”The Square” (2017) som vandt Den Gyldne Palme i Cannes og var nomineret til en Oscar for Bedste udenlandske film. 

Tilmeld dig bibliotekets artikelserie om Nobelprisen i Litteratur og få flere spændende artikler direkte i din mailbakke. Læs mere og tilmeld dig via bibliotekets hjemmeside (link)