Lys, kamera, optagelse! København på film

Udenfor vinduerne ligger København. Vi skal helst ikke gå ud, og vejret er på sundhedsmyndighedernes side; bliv inde, hvisker regnen, mens den driver ned ad ruden. Tag i stedet med på en filmisk rundtur i København, som byen har taget sig ud i sort/hvid og tegnet, i sjov og i alvor, fra 1940 til 2011.

Som låner i Københavns Kommune kan du se tre film om måneden på Filmstriben. Log på med cpr-nummer og pinkode, og slå dig løs i de mere end 2000 og tv-programmer på Filmstriben: Spillefilm, tegnefilm, dokumentarer og meget mere for både børn og voksne. Her får du seks forslag til at se byen og dens mennesker, fra alvorlige film til de helt skøre.

Vi starter med "Sommerglæder", en filmatisering fra 1940 af københavnerflanøren Herman Bangs novelle fra 1902. Her er der sol, saltvand og særdeles fornuftigt badetøj i komedien om Hotel Brasens og dets ’omstillingsparate’, men hårdtprøvede personale, der bliver løbet over ende af københavnske landliggere.

Er det alligevel or hårdt at blive mindet om, at der er længe til sommer og langt til landlivets glæder på hoteller i strandkanten, så følg med ned ad Istedgade og de nærmeste sidegader i kortfilmen af samme navn. Her flettes fire historier om fire kvinder sammen til et portræt af byen og dens mennesker: Den flimrende Emma, som så gerne vil please kæresten, den varsomme Ida, som ikke tør vælge kærligheden, den hungrende Nadia, som drømmer om stjernerne, og den gravide Sophie, som ikke kan mærke sig selv.

Hvis du hellere vil se på byen gennem et mandligt blik, så kan du slå dig ned med ’To mand i en sofa’, en sort komedie om kærlighed, erotik, ensomhed og ungkarleliv i midthalvfemsernes København som oplevet af scorekarlen Pierre og kunstmaleren Søren.

I en helt anden boldgade, nemlig 1970’ernes socialrealisme, kan du se et portræt købehavns bagside og en 16-årig pige med tilpasningsvanskeligheder, som det blev kaldt. 'Angående Lone' følger den unge pige fra et pigehjem i Jylland til storbyen, hvor hun til sidst forsvinder efter en abort hos en kvaksalver, lige så ensom og frustreret som hun var, da hun kom til København.

I dokumentaren ’Danmark i lænker’ fra 1945 kan du se optagelser fra besættelsestidens København og Danmark. Du føælger historien fra tyskerne gik i land ved Langelinje, over luftangrebet på B&W og augustoprøret til kapitulationen i maj 1945. Filmen er et interessant og fint eksempel på historiefortælling og et blik på den umiddelbare efterkrigstids syn på de fem forbandede år.

Vi slutter i fremtiden. I 2019 som set fra 2011 i tegnefilmen ’Jensen og Jensen’, hvor to brødre  - der har mere initiativ end egentlig begavelse – slår sig ned som dusørjægere og går på jagt efter Europas værste forbryder i et København, hvor Christiansborg er revet ned, landet ledes af en storbank og rockere og politi har fusioneret.

Og Olsen Banden, de vel mest berømte filmkøbenhavnere af alle? Dem finder du ikke på Filmstriben, men på eReolen og på CD og dvd.

God fornøjelse!
 

08.01.21