Mens du venter på: Isola

Gør klar til Katrine Engbergs vanedannende krimi, som får dig til at gentænke minderne fra barndommens ferieø.

Katrine Engbergs nyudgivne "Isola" er strøget helt til top på bibliotekernes reserveringsliste. Og med god grund, for det går det ikke stille af sig i dette 5. bind i serien om makkerparret Jeppe Kørner og Annette Werner.  Romanen åbner i København med  opdagelsen af et overskåret lig i en kuffert -- og så skal jeg ellers love for, at den store krimigåde langsomt åbner sig.

Vi ved, at et krimi-pletskud er svært at vente på, men hjælpen er nær! I det følgende guider "Nyt på hylderne" dig i gennem de makkerpar-serier, ø-krimier mm., som kan holde krimisulten fra døren, imens du venter på Engbergs vanedannende bestseller. 

Første bud: Meget mere Engberg

Katrine Engberg har skrevet en stærkt vanedannende serie om makkerparret Jeppe Kørner og Annette Werner. Det er krimier, der er godt skruet sammen, og du kan ligeså godt berede dig på, at du ikke får din nattesøvn, for det ene kapitel tager det andet. Hvis du ikke skulle have læst serien, anbefaler jeg at starte med det åbenlyse: varm op med de foregående bind, indtil "Isola" tikker ind på afhentningshylden.

Vand til alle sider: klaustrofobiske ø-krimier

Som nævnt åbner "Isola" med en efterforskning i hovedstaden, men lidt efter lidt går det op for Werner og Kørner, at svarene skal findes på solskinsøen Bornholm. Som læser hensættes man til øens ikoniske steder, det hverdagsagtige og landskabet på øen, men også ensomheden om vinteren, når turisterne er taget hjem og alt på øen lukker ned. Dette valg af setting er "Isola" ikke ene om, i sådan grad at man kan tale om ø-krimier som en særskilt genre. Og dette ikke uden grund, for ø-miljøet er som skabt til at skabe suspense. På øen kender alle hinanden, flugtmulighederne er få, man er fanget: den perfekte opskrift på en klaustrofobisk, nervepirrende mordgåde. Nedenfor finder du tre gode krimier der foregår på Bornholm.

Dig og mig og vi to: krimiens umage makkerpar

Der er intet som et godt makkerpar til at guide én småvrissende, flirtende, eller intrigerende igennem en krimigåde. Makkerpar i krimihistorien rummer ubegrænsede konstellationer: politimand/skarpsindig journalist, excentrisk efterforsker/bøvlende eks-militærmand eller en amatøropklarer og en hund ved navn Møffe. Uanset om det er en hund eller en journalist, der udgør parret, giver det et godt samspil og henter perspektiver ind i efterforskningen ud over fingeraftryk og afhøring. Dyk ned i de utallige makkerpar i de danske krimier nedenfor.

Vil du have flere tips til de mest nødvendige nyudgivelser på bibliotekets hylder? Tilmeld dig nyhedsbrevet "Nyt på hylderne".