Mens du venter på: Skønne verden, hvor er du

14.09.21
I anledning af den nye Sally Rooney roman ”Skønne verden, hvor er du” som netop er udkommet, stiller vi skarpt på andre romaner i genren New Adult som Rooney i den grad har skrevet sig ind i med sine 3 romaner.

Hele bogverdenen sitrer fordi den nye Sally Rooney roman ”Beautiful world, where are you” er på gaden den 7. september. Den længeventede svære treer som følger efter megahittet ”Normale mennesker” som også er blevet til den populære tv-serie af samme navn, som har høstet den ene pris efter den anden for sin skildring af de bevægende og irritationsvækkende (på den gode måde) to unge hovedpersoner Marianne og Connell.

I sin nye roman er Rooney ligeså vaks og moderne som i de to foregående. Hovedpersonerne er blevet ældre  – omkring 30 år – hvilket giver anledning til en række nye refleksioner og komplikationer inde i hovedpersonerne, nemlig spørgsmålene om familieliv, børn og karriere som fylder for rigtig mange i den aldersgruppe. Dertil krydres dramaet med både filosofi, sitrende sexscener og en god portion selvironi.

Herunder kan du læse om nogle bøger som ligesom Rooney også kan placeres i den nye populære genre New Adult. Disse bøger får også overlæben til at bævre og benene til at skælve. Måske genkender du dig selv eller også lærer du noget nyt om livet omkring 30’erne.

"Alt hvad jeg ved om kærlighed og Spørgelser" af Dolly Alderton

Britiske Dolly Alderton skriver til storbykvinden slut 20’erne, starten af 30’erne. Med både humor og alvor får man indblik i hverdagslivet som kvinde i London med alt hvad det indebærer af venskaber, dates, fester og dilemmaer. ”Alt hvad jeg ved om kærlighed” er Alderton memoir baseret på egne erfaringer og oplevelser. ”Spørgelser” er hendes debutroman om kogebogsforfatteren Nina Dean der kommer på en datingapp for første gang og møder sin drømmefyr efter kun et enkelt swipe. Det er samtidig en roman om erkendelsen af at ens forældre bliver ældre og hvad der sker med venskaber når nogle stifter familie og andre ikke er helt klar endnu.

"Aldrig aldrig aldrig" af Linn Strømsborg

Den norske forfatterinde skriver om et af de helt store dilemmaer: Skal man få børn eller ej. Hovedpersonen i ”Aldrig aldrig aldrig” er 35 år, og hun ved at hun ikke vil have børn. Folk omkring hende stifter familie og hendes mor presser på for at få børnebørn. Det omkringliggende pres ændrer dog ikke noget ved hovedpersonens følelser. Det er en vigtig bog med et vigtigt budskab: Ikke alle skal få børn fordi det er rigtigt for de fleste.

"Nye rejsende" og "Tour de chambre" af Tine Høeg

Den danske forfatter Tine Høeg har cementeret sig i dansk litteratur med sine to finurlige romaner ”Nye rejsende” og senest ”Tour de chambre” fra sidste år. I ”Nye rejsende” møder vi en nyudklækket gymnasielærer som forelsker sig i en gift mand som hun møder i det tog hun sidder i hver dag på sin pendlerrute på vej til arbejde. ”Tour de chambre” er ligeledes en roman om det moderne liv, dog krydret med erindringen om kollegietiden og hvilke følelser der vækker når man konfronteres med fortiden. Høeg skriver på en legende og digterisk facon som ikke ligner nogen anden i dansk litteratur.

"Samtaler med venner og Normale mennesker" af Sally Rooney

Rooneys to foregående romaner er ligeså saftige og oprigtige som hypen fortæller. Hvor "Samtaler med venner" er en college-roman om universitetslivet (og desuden også et ret så hedt trekantsdrama) er "Normale mennesker" fortællingen om klasseforskellene i nutiden Irland flettet sammen med en frustrende og virkelig rørende kærligheds- og venskabshistorie. 

"Skønne verden, hvor er du"

Nu er nyeste skud på stammen - "Skønne verden, hvor er du" netop udkommet på forlaget Gutkind - og Københavns Biblioteker har allerede købt stort ind. Reservér bogen her. 
 

Tilmeld dig nyhedsbrevet og få en forlomme

Få besked om de nyeste bøger direkte i din mailbakke!

Få de nyeste bøger og litterære trends direkte i din mailbakke!