Mød Berit Freyheit fra Bag om København

Anbefalinger: Indholdet i nyhedsbrevet Bag om København skabes af en række medarbejdere og samarbejdspartnere. Én af dem er Berit Freyheit specialist og podcastredaktør på Københavns Hovedbibliotek.

Berit har elsket historie. siden hun som barn læste Herta J. Enevoldsens lidt for romantiske bøger om historiske personer. Den interesse blev siden omsat til en mere faglig nysgerrighed. Passionen for historie fik Berit mulighed for at dele ud af, da historiepodcasten Bag om København startede i 2016.

Hvilken bog er du i gang med at læse?

Lige nu er jeg lidt kedelig. Begge bøger er research til podcasten. "Jane Horney" af Erik Nørgaard og "Det store natmandskomplot" af Tyge Krogh. Begge inspirerer forhåbentlig til episoder i 2022. Ellers ligger en genlæsning af Herman Bangs "Stuk" og venter. Jeg har lidt af et klassiskerflip for tiden.

Hvis du skal anbefale én københavnerbog, hvilke er det så?

Det bliver et københavnerdigt. Og jeg læser ellers sjældent digte. Men Dan Turèlls "Gennem byen sidste gang” har jeg altid forbundet med min barndoms gader på Vesterbro. Og hvis man kan finde en optagelse af hans oplæsning, er det helt klart min anbefaling. Ellers finder man digtet i "Storby-trilogien.

Hvad er dit yndlingssted i København?

Jeg holder af rigtig mange steder i København, opvokset i byen som jeg er, men alligevel vil jeg kåre københavnerbænken som mit favoritsted. Jeg elsker at sidde på bænke i byen, ja faktisk finder jeg bænke overalt i verden. For at nyde det lokale miljø, stemningen, menneskene, evt. en køn udsigt...

06.12.21