Møllesten og superhits

Om et par upåagtede fabriksbygninger på Rentemestervej 23 i NV.

Af Helge Baun Sørensen, Lokalhistorisk Selskab for Brønshøj, Husum og Utterslev.

Rentemestervej går som en rygrad gennem Nordvest fra Utterslev Torv til Lygten. Vejen har i mere end 100 år været et kraftcenter for industri, produktion, rygende skorstene, cyklende arbejdere og fascinerende produkter.

Det var her Glud & Marstrand fremstillede de blå kaffekander og andre emaljevarer til ethvert formål, Schous Fabrikker bød på sæbepulver, tandpasta, børster, plasticspande, nylonstrømper og et uendeligt udbud af varer, som vi i dag køber i Matas. Tekno-fabrikken med de berømte legetøjsbiler lå i nummer 47, ADI sko havde sin egen bygning overfor det nuværende Biblioteket ud til Tomsgårdsvej på Rentemestervej 69.

Kraftfulde virksomheder den ene efter den anden. I dag er det meste væk efter den store nedgangsperiode i 1970'erne, fabriksbygninger er jævnet med jorden og Emaljeparken har rejst sig, hvor Glud & Marstrand lå.

Men der ligger stadig gamle bygninger, som kan fortælle en spændende historie om svundne tider.

1920. KRAKs kort over Utterslev Mark med H. C. Jensensvej og Dortheavej, der udgår fra Utterslev Torv. Mod Lygten finder vi Løve Allé, som sammen med H. C. Jensensvej skiftede navn i 1930 til Rentemestervej.

Møllesten

Under studiet af den stærkt fascinerende vej stødte jeg på firmaet "Københavns Møllestensfabrik & Møllebyggeri Ferd. Jensen's Enke N. Nielsen & Co. Akts".  Intet mindre.

Det var en remse, der nok kunne få fantasien til at drage på langfart. Jeg forestillede mig en fabrik på størrelse med Vestas eller lignende med store haller, hvor hundrede arbejdere knoklede med at samle vindmøller og rulle møllesten. Men sådan var det naturligvis ikke. Møllestensfabrikken havde til huse i nr. 23 i overskuelige bygninger, der stort set ligger som de blev bygget i 1900.

En nutidsdansker har ikke noget nært forhold til møllesten, andet end som klenodier i baghaver, men det er værd at dvæle ved en af de store pionerer indenfor branchen. Han hed Ferdinand Jensen (1844-1899) og grundlagde Københavns Møllestensfabrik i 1868. Virksomheden lå på Toldbodvej (i dag Esplanaden) og var berømt for sine kvalitetsprodukter. Han havde studeret i udlandet og havde specialviden om især franske og tyske møllesten. Han vandt priser, den ene efter den anden i Berlin, Malmø, København og Stockholm, og virksomheden flyttede til større forhold på Vodroffsvej.

Logo med stregtegning af fabriksbygninger set fra oven

Et smukt bomærke for Kjøbenhavns Møllestensfabrik, grundlagt af Ferd. Jensen og beliggende Vodroffsvej 61. Der er flere skorstene afbildet som tegn på aktivitet og driftighed, jo mere røg jo bedre, og vi finder også en vindmølle, som firmaet blev specialister i sidenhen.

DAMAS

Vores møllemand døde allerede i 1899, men virksomheden blev videreført af familien.

På et tidspunkt havde han forkortet navnet til DAMAS (Dansk Møllestens-fabrik Akts), som eksisterer den dag i dag som et firma, der har specialiseret sig i rensning og sortering af korn og frø.

I 1921 finder vi Møllestensfabrikken og Ferd. Jensens enke på Rentemestervej, hvor de tager over efter Maskinfabrikken HERA. I de næste årtier er der møllefabrik og møllestensfabrikation i bygningerne her i Nordvest med Schous Fabrikker som nærmeste nabo. Og endnu i 1950 kan vi genfinde 'Københavns Møllestenfabrik' som firmanavn i KRAK til trods for, at virksomheden gennem årene gradvist ændrer indhold og ejere. Og navnet DAMAS er altså blevet fastholdt helt op til vor tid.

1989. Rentemestervej med Schous markante sæbetårn, der minder om en raketaffyringsrampe. Det blev nedrevet i 1997. Bygningen foran er 'Tekno Fabrikken' fra 1936, som i dag rummer Glad-fonden med TV, teater og café. Foto: Kbhbilleder.

Lydstudie rykker ind

I 1960'erne og 70'erne er der mange forskelligartede aktiviteter i bygningerne, papirlager, klejnsmedeværksted, reklamefirma, men i 1985 sker der noget afgørende, idet lydstudiet Great Dane Music rykker ind. Manden bag var Werner Scherrer, kendt af alle i musik- og lydbranchen ved den tid. Han havde haft lydstudie på Frederikssundsvej 60 og trængte nu til større lokaler. Trommeslageren Jan Sivertsen, der var flittig gæst,  nævnte, at hans morfar havde nogen lokaler på Rentemestervej, som måske var en mulighed. De blev godkendt og lydmanden indrettede her 'Werner Studio' med det mest moderne udstyr, fuld digitaliseret og indspillede de kommende år plader med Dodo and the Dodos, TV-2, Lis Sørensen, Halberg-Larsen og mange andre berømte danske kunstnere.

Højdepunktet indtraf kort tid efter indretningen, da der var VM i fodbold i Mexico og han fik besøg af landsholdet, der indsang fodboldsangen Re-Sepp-ten. Den blev et kæmpehit og den mest solgte single med Frank Arnesen som forsanger og Preben Elkjær og Michael Laudrup som baggrundsbrummere. Møllestensfabrikken havde i sandhed fået en ny lyd.

"Mill Factory" studiet i dag med indehaver Boe Larsen ved knapperne. For at udelukke alle udefrakommende lyde og opnå den optimale lydtæthed er et moderne studie et hus bygget inde i et hus. For 100 år siden var der møllestensproduktion i denne bygning. Foto: Mill Factory.

Mill Factory

I 1990'erne gik det tilbage for pladeindustrien, Werner Studio lukkede og Metronome overtog for en periode. I år 2000 opkøbte musiker og lydtekniker Boe Larsen bygningen og studiet, byggede det om og har siden drevet det som et topmoderne lydstudie, hvor alle de store kunstnere igen kommer forbi og indspiller. bl.a. Sanne Salomonsen, Michael Learns To Rock, Sinne Eeg, Randi Laubek, Maria Lucia og Søs Fenger. Studiet råder over alt hvad der kræves, inklusive et Steinway koncertflygel D og topmoderne videoudstyr, så enhver kan komme og få lavet sin demo til Youtube.

06.10.21