Most wanted: Start efteråret med de 20 mest eftertragtede bøger i København

Glæd dig til efterårsferien, hvor bibliotekerne ruster op med en flodbølge af bestsellere.

Efteråret står for døren, og appetitten på frisk nyt læsestof skærper til. Det mærkes blandt lånerne, hvor kappestriden om de nyeste bestsellere når ”Gladiator”-lignende højder op til efterårsferien. Men ikke dette efterår! Her ruster bibliotekerne op til regnvejr og indendørshygge med en flodbølge af de nyeste bestsellere. Fang dem på nu-bordet (før din nabo)!

Lånernes darlings

Med de nye bøger får du en ekstra dosis af det, der er allermest rift om blandt københavnske lånere. Det vil først og fremmest sige en gevaldig bunke af tidens mest efterspurgte romaner (Ferrante! Ravn! Pilgaard!), men også en stime af de største nye krimier og populære biografier og fagbøger (den nye ”Jytte fra marketing”!). Nederst finder du 20 af de titler, vi har investeret i. 

Først til mølle: Find dem på nu-bordet

Ja ja, siger du måske, men hit med bøgerne! Så gerne: fra efterårsferien og frem finder du de nye bøger på dit lokale biblioteks udstilling af de såkaldte ”NU-bøger”, som kan kendes ved deres orange mærkat. De kan ikke reserveres, så husk: hvis ventetiden truer, er det altid værd at kigge forbi dit lokalbibliotek. 

God bestsellerjagt!

Vil du have flere tips til de mest nødvendige nyudgivelser på bibliotekets hylder? Tilmeld dig nyhedsbrevet "Nyt på hylderne".