Foto: Annie Leibovitz

Nobelmodtageren der pjækkede fra prisfesten

02.12.20
Nobelprisen i Litteratur har været præget af adskillige diskussioner om modtagernes værdighed. En nyere var, da Bob Dylan fik Nobelprisen på baggrund af hans sangtekster. Få mere at vide, når vi guider til de bedste bøger om Dylans poesi.

Tekst: Ditte Godske Jensen, litteraturformidler

I oktober 2016 offentliggør Det Svenske Akademi Bob Dylan som modtager af Nobelprisen i litteratur. Dylan kvitterer med larmende stilhed. Først tre uger efter offentliggørelsen, reagerer han på akademiets henvendelse. Da prisfesten løber af stablen i december, er det uden Dylan. I stedet får den amerikanske ambassadør i Sverige æren at læse Dylans takketale højt for forsamlingen.

Syngende poet eller poetisk sangskriver?

Dylan har forfattet enkelte bøger, som det eksperimenterende prosaværk ”Tarantula”, men det er utvetydigt for sine sangtekster, at han får prisen. Valget af Dylan og hans (manglende) optræden i forbindelse med prismodtagelsen skabte en mediestorm som satte spørgsmålstegn ved, hvorvidt sangteksterne kan forstås som poesi i sig selv, eller om teksterne uadskilleligt hører sammen med musikken. Dylan skriver i takketalen, at han aldrig har haft tid til at overveje sine sangtekster som litteratur, men takker Det Svenske Akademi for at have afgjort det for ham.

Til forsvar for Dylan

Om Dylans tekster blot er en del af amerikansk sangtradition, eller om han udvider rammerne for moderne poesi, er et spørgsmål der deler vandene, og det spørgsmål er der kommet flere interessante bøger ud af. Først og fremmest er der efter pristildelingen udgivet bøger med oversættelser af Dylans sangtekster, der betegnes som digte. I kølvandet på mediestormen, skriver sekretæren for Det Svenske Akademi under Dylan-affæren, Sara Danius, en bog som forsvarer tildelingen og argumenterer for, at Dylans tekster er stor litteratur i sig selv. Litteraturprofessorer verden over har også givet deres besyv med, herunder danske Anne-Marie Mai. Mai giver sin lettilgængelige analyse af digteren Dylan, i bogen af samme navn.

Dylans mange facetter behandles også i den eksperimenterende film “I’m not there” (2006), hvor hele seks skuespillere af forskelligt køn afdækker hans komplekse person – heriblandt Cate Blanchett, Richard Gere og Christian Bale.

Læs mere om Bob Dylans forfatterskab på Forfatterweb (link)

Tilmeld dig bibliotekets artikelserie om Nobelprisen i Litteratur og få flere spændende artikler direkte i din mailbakke. Tilmeld dig via bibliotekets hjemmeside (link)