Ny bogklub til forældre

Vores børnebibliotekar Kathrine går på barsel sidst i marts, men da hun hverken kan slippe litteraturen eller Vanløse Bibliotek har hun startet en bogklub for forældre med små børn - omend også forældre med større børn er velkomne.

Kathrine er 34 år gammel og venter barn nr. 2 til maj. Hun har allerede Storm på 1,5 år og da hun var på barsel med ham, startede hun early literacy projektet 1000 bøger, som inspirerer forældre til at læse med deres børn allerede fra de bliver født. Nu er planen også at få forældrene til at læse mere selv.

"Det skal være et frirum, hvor der er plads til begge sider af mennesket: forælderen og læseren", fortæller hun og fortsætter: "Jeg læser mange bøger og der hersker ingen tvivl om at jeg læser mange af dem anderledes nu, hvor jeg selv har fået børn. Oplevelsen har fået en ny dimension, og selvom det bestemt ikke betyder at man ikke kan diskutere litteratur med mennesker, der ikke har børn, så tror jeg det bliver interessant at alle har den baggrund - men stadig med forskellige oplevelser."

Men har man overhovedet tid til at læse som ny forælder, kan vi ikke lade være med at spørge.

"Det er naturligvis en vurdering som man må foretage som individ, men læsning er for mig en vigtig prioritet. Jeg læser ikke, fordi jeg er bibliotekar, jeg er bibliotekar, fordi jeg læser. Litteraturen er en del af mig som jeg ikke vil undvære, den er mit frirum; derfor vælger jeg ofte læsning fremfor søvn. Det vil jeg naturligvis aldrig forlange af andre, men læsning er også afstressende og skaber ro i en travl hverdag, og det tror jeg mange kan nikke genkendende til. Men det kan være svært at finde motivationen og det kan en læseklub med ligesindede hjælpe med.
Desuden skylder man sine børn at være et forbillede, når det kommer til læsning. Hvorfor skulle de vælge det til, hvis man ikke gør det som forælder? Og vi vil jo alle gerne have børn der læser, fordi vi ved hvor gavnligt det er, både for fantasien, hjernen og empatien. Det gælder såmænd også for voksne."

Kræver læsning ikke ro og fordybelse? Det hænger ikke så godt sammen med små børn?

Kathrine griner lidt, før hun svarer: "Ro og fordybelse kan man stadig få som forælder. De sover jo også engang imellem, børnene. Men jeg mener heller ikke at afbrydelser, som der naturligvis må forventes, når der er børn til stede i rummet ekskluderer muligheden for gode diskussioner om litteratur. Forældre bliver skidegode til at multitaske og skifte en ble samtidig med at de taler med deres partner om hvordan dagen ellers har været. Jeg tror på at litteraturen kan vække noget i os, der gør at vi har lyst til at tale om den. Det kan være både negativt og positivt - man behøver ikke elske en bog for at få noget ud af den."

Hvordan kan man være med, hvis man har lyst til det?

"Man skal bare melde sig ind i gruppen på Facebook. (Link her) Der er events til de fysiske møder, afstemning om den første bog og mulighed for at diskutere litteratur online. Man kan sagtens vælge kun at være med på Facebook, hvis man ikke kan overskue et fysisk møde, selvom jeg naturligvis håber, der dukker masser af mennesker op til møderne. Jo flere meninger, jo mere får alle ud af det. Vi vokser i mødet med andre synspunkter og ofte bliver debatten mere åben når man mødes som mennesker overfor hinanden. Jeg elsker det digitale møde og den formidling sociale medier giver mulighed for, men jeg tror også på at mødet mellem mennesker kan noget særligt, når man diskuterer litteratur. Det giver en helt anden dimension, en anden oplevelse at diskutere, når man får kropssproget og stemmen med."

Hvornår er det første møde?

"Det er d. 27. april kl. 10 i Spejlsalen, så faktisk før jeg har barn nr. 2 i armene." Kathrine smiler skævt og slår på bordet "7-9-13, altså, man ved jo aldrig helt hvornår de dukker op."

Hvad skal børnene lave imens?

"Vi har et helt rum fyldt med legetøj og tumleting, som ellers bruges til legestuen om fredagen. Så børnene kommer til at kunne mosle rundt på gulvet, mens forældrene taler sammen. Og man tager selvfølgelig bare kaffe og mad med, hvis man har lyst. Det må man gerne."

Glæder du dig til at gå på barsel?

"Helt sikkert. Udover at maven er ved at være lidt tung, så bliver det fantastisk at møde et helt nyt lille menneske. Men jeg kommer også til at savne arbejdet. Det er et utroligt privilegium at inspirere børn til læsning hver dag. Det kommer jeg til at savne. Og jeg vil anbefale forældre med større børn at tjekke vores nye børnelitteraturfestival Vi elsker bøger ud. Når den er vel overstået, så er jeg klar til at gå på barsel."

Hvis du synes det lyder spændende, så meld dig ind i gruppen på Facebook.

 

Spørg biblioteket