Opgangslitteratur – samtaler på bagtrappen

Mødet mellem mennesker - dér hvor de bor.


Kender du din nabo? Mødes I nede i gården? Hjælper I hinanden? 
Eller bor du side om side med en fremmede som du kun kender fra lyden af TV´et og toiletskyllet midt om natten? Florerer fordommene i din opgang ”Sådan er de dér…”?
Mange af os bor eller har boet i en opgang. Måske er man heldig at der er et fællesskab og mange aktiviteter eller måske man bare ses med underboen nede i gården. Det kan også være at man har nok i familie og venner og livet i lejligheden er et lille univers for sig.
Her er 10 romaner som på hver deres måde beskriver livet i opgangen.

Anne B. Ragde - "Jeg skal gøre dig så lykkelig"

Anne B. Ragde skriver i romanen "Jeg skal gøre dig så lykkelig" om beboerne i en etageejendom et sted i Norge. Gennem beboerne får vi en ganske god beskrivelse af 60`erne - det er påfaldende hvor meget Norge og Danmark egentlig ligner hinanden. 
Faderen i stueetagen følger med i nyhederne om Vietnamkrigen samtidig med at han laver ryatæpper. Sønnen 1. sal til højre der hører det dér larmende musik - Animals og Beatles (biller – sikke et mærkeligt navn!). Der drikkes O´Boy, tages højfjeldssol og læses ”Hjemmet”. Trappevasken står kvinderne for og mændene tjener pengene – endnu da.

Amara Lakhous - "Civilisationssammenstød over en elevator på Piazza Vittorio"

Algierfødte journalist og forfatter Amara Lakhous er bosiddende i Italiens hovedstad Rom. Lakhous har modtaget flere priser for denne lille stærkt anbefalelsesværdige roman "Civilisationssammenstød over en elevator på Piazza Vittorio" som udkom i 2006.
En elevator i en opgang på Piazza Vittorio i Rom er omdrejningspunkt for konflikter mellem beboerne – og et mord. 
Beboerne er en blanding af immigranter – lige fra Milano og Napoli til Sverige og Pakistan. 
Hver beboer har fået tildelt deres eget kapitel i bogen, hvor de hver især fortæller hvad de tror der er sket i elevatoren, og herved oprulles hverdagsbegivenheder, fordomme, hjerteskærende minder om flugt fra hjemlandet og meget mere. 
En fin samfundskritisk roman med et krimielement – og humor til at få den manglende kulturelle forståelse til at glide ned.

Bent Haller -  "Rakkerpakhuset"

I "Rakkerpakhuset" af Bent Haller er tiden 1950´erne og vi er rykket ud af storbyen til en ejendom i den lille kystby Ålestrand ud mod Kattegat – her bor helt almindelige mennesker, arbejderklassen. 
Romanen foregår på en søndag og ejendommens drenge skal spille fodbold mod dem fra Ålevej. 
Vi er fluen på væggen hos familierne i 18 lejligheder fordelt på tre opgange. Et kapitel til hver lejlighed – og det er ikke ét for meget.
Det må siges at være en af Bent Hallers bedste romaner.

Hanne Richardt Beck - "Gennemtræk"

"Gennemtræk" er en novellesamling af Hanne Richardt Beck. I disse fine små historier starter vi i stueetagen og slutter i loftlejligheden hvor viceværten bor. 
Hanne R. Beck er god til på få sider at skrive om det usagte og om misforståelserne i mødet mellem to mennesker. Det gælder fx når den voksne datter (st.tv.) får besøg af sin syge mor eller når Pernille (2 th.) får besøg af en venindes mor som er kommet for at aflevere nogle ordbøger for sin datter.

Stine Pilgaard - "Lejlighedssange"

"Lejlighedssange" af Stine Pilgaard er en sprudlende munter perle af en lille roman som finder sted i en andelsforening i Århus. 
Den kvindelige hovedperson er netop flyttet hertil med sin kæreste. Som levebrød skriver hun horoskoper for et ugeblad – og til tider lejlighedssange. Og som en hilsen til Homer starter hvert kapitel med et horoskop og en sang fx ”Sang om kærlighed”, ”Sang om hygge”…
Og så følger vi selvfølgelig livet i andelsforeningen både Lisa, Thomas, Gudrun, Elisabeth, mormor og alle de andre.

Alaa al-Aswany -  "Yacoubians hus"

Egyptiske tandlæge og forfatter Alaa al-Aswany udgav i 2002 romanen "Yacoubians hus" som straks blev en kæmpe succes i Egypten og verden over.
Historien finder sted i 1990´erne og er en kritisk skildring af et diktatorisk samfund, hvor dén tolerance og kosmopolitiske sfære som al-Aswanys selv voksede op under i 60´erne forsvandt under indflydelsen af den stramme islamiske wahabisme. Via husets beboere viser al-Aswany hvordan diktaturer fører til fattigdom, terrorisme og korruption. 
Romanen er krydret med kærlighed og elskov, fx den homoseksuelle chefredaktør Hatim som er forelsket i den gifte Abduh. Den skønne Souad, hustru nummer 2 som for alt i verden ikke må blive gravid, da manden allerede har fået de eftertragtede sønner med den første hustru, men…

René Jacobsen - "Dengang vi var os"

René Jacobsen debuterede i 2017 med denne anmelderroste kollektivroman "Dengang vi var os". I centrum af historien er de to drenge Frank og Per som vokser op i Ryesgade 96 i 1950´erne – dengang hvor man i arbejderkvartererne kendte sine naboer.
Romanen spænder over 60 år og vi følger beboernes vej gennem Danmarks udvikling til velfærdssamfund. Nogle flytter med tiden til forstæderne, andre bliver tilbage i Ryesgade og atter andre falder helt igennem i de nye tider.

Fredrik Bachman - "Min mormor hilser og siger undskyld"

"Min mormor hilser og siger undskyld" er en rigtig feel-good-roman fra svenske Fredrik Bachman.
7-årige Elsa har det ikke let hverken hjemme eller i skolen. Mormor er Elsas eneste ven og da hun dør føler Elsa sig helt forladt. Heldigvis har mormoren forberedt en opgave til Elsa. Hun skal nemlig overbringe breve til ejendommens beboere – med undskyldninger fra mormor.
En rigtig ’Fredrik Bachman’-roman. 

Harald Herdal - "Man skal jo leve"

"Man skal jo leve" er et hovedværk i Harald Herdals forfatterskab
Her får vi en usentimental beskrivelse af livet i en københavnsk fattigkaserne i Borgergade i København i 1930'rne. 
Harald Herdal blev født i 1900 i et fattigt arbejdermiljø. Som ung mærkede han arbejdsløsheden på sin egen krop og blev derfor tidligt overbevist socialist. – Det kan mærkes at Herdal selv kender de forhold han beskriver.

Lauritz Petersen - "Gadens roman"

Sidste anbefaling er også af ældre dato, nemlig Lauritz Petersens kollektivroman "Gadens roman" fra 1896. 
I romanen møder vi flere af beboerne fra en opgang i Baggesensgade på Nørrebro her i blandt familien Jakobsen. Dårligt lønnet arbejde, sammenstuvning i lejekaserner, sygdom og druk hører til dagens orden. På trods af bogens høje alder er sproget friskt og letlæst.
Romanen er nyudgivet i forlaget Gladiators Sandalserie. Gladiator forstår at finde og udgive klassikere som andre måske overser.

Og så en lille bonus-novelle til allersidst...

Pia Juul - "Mit forfærdelige ansigt"

Pia Juul har skrevet den lille finurlige novelle ”Opgang” findes i "Mit forfærdelige ansigt". En ung kvinde har et ældre ægtepar som overboer. Parret hr. og fru. Friis overskrider hendes privatsfære – lidt mere end hun bryder sig om.

God fornøjelse!
Bibliotekar Lene Madsen

Foto: Colourbox
27.05.20