Oscar 2019 - Oscar-film på dit bibliotek

24.01.19
Så er årets Oscar-nomineringer blevet offentliggjort. Der er som altid mange spændende titler imellem. Folk er enige eller uenige og nogle er fuldstændig ligeglade. Mange af titlerne har fået eller får først premiere her i starten af året. Så dem kan man passende gå ind og nyde i biografernes mørke. Dog er der nogle titler, som er så gamle, at de allerede har fundet vej til bibliotekets hylder. Dem præsenterer vi her.

Et af vores helt nye indkøb på biblioteket er den japanske film Shoplifters, som er nomineret i kategorien bedste ikke-engelsksprogede film. Vi følger en familie, som er så fattige, at de må ty til butikstyveri for at overleve. Et anderledes og spændende syn, om moral og familiebegrebet, fra en side af Japan man ikke kender.

En film som blev forbigået i nogle af de større kategorier, såsom bedste film, er A Quiet Place. Men måske meget passende blev filmen nomineret i kategorien, bedste lydklipning. En mystisk invasion fra rummet, gør at man skal være så tyst som muligt, for at overleve. Og enhver lyd vil tiltrække sig de blodtørstige monstre, som befinder sig i området.

Til min personligt store glæde, blev Wes Andersons film, Isle of Dogs, nomineret i kategorien bedste animationsfilm. Oveni fik filmen en nominering for bedste underlægningsmusik, hvor komponisten Alexander Desplat igen er nomineret. Han vandt fortjent prisen tilbage i 2015 for Grand Budapest Hotel, også en Wes Anderson film. Men også så sent som sidste år vandt han prisen, da han komponerede musikken til filmen The Shape of Water, som var en film af Guillermo del Toro. Det er Desplats 10. nominering.

En af årets helt store overraskelser er Marvel-filmen Black Panther. Netop fordi det er en Marvel/superhelte-film, betragtes det som en overraskelse, at den er blevet nomineret i kategorien bedste film. Desuden er den også nomineret i kategorierne bedste kostumedesign, scenografi, lydmiks, lydklipning, underlægningsmusik og originalesang. Det bliver spændende at følge, hvor meget det bliver til, for denne superheltefilm.

De tre sidste Oscar-nominerede film, som vi kan tilbyde vores lånere, er alle inden for den selvsamme kategori: bedste visuelle effekter. Det drejer sig om Avengers: Infinity War; Ready Player One og Solo: A Star Wars History. Tre film med action, eventyr og science fiction som temaer, hvilket jo passer meget godt i denne kategori.

En af de film med flest nomineringer, er musikfilmen A Star Is Born. Den går stadig i biffen, så kan vi desværre ikke tilbyde vores lånere. Til gengæld kan man låne soundtracket til filmen og det er jo meget passende, da den har en nomination for bedste originale sang, nemlig Shallow, som Lady Gaga står bag. Hun har været med til at skriver nummeret og synger det i filmen sammen med Bradley Cooper.

En anden musikfilm, som har opnået mange nomineringer, er Bohemian Rhapsody, som handler om rockgruppen Queen og i særdeleshed forsangeren Freddie Mercury. Igen en film som stadig kan ses i biffen, så den kan vi heller ikke tilbyde, men også her kan man låne soundtracket. Ikke fordi musikken har nogle nomineringer, den er jo lavet for mange år siden, men alligevel en titel der kan anbefales. På soundtracket finder man mange af Queen's helt store hits. Man finder både liveversioner, samt numre som er omarbejdet specielt til brug i filmen.

Et tredie soundtrack til anbefaling er fra filmen Incredibles 2, som er nomineret i kategorien bedste animationsfilm.

Folkene bag filmen First Man, om Neil Armstrong, den første mand på månen, må nok føle sig lidtforbigået. Man havde nok forventet en nominering i bedste film kategorien, men det missede. Der er fire tekniske nomineringer til filmen for bedste visuelle effekter, scenografi, lydmiks og lydklipning. Filmen kan vi endnu ikke tilbyde i bibliotekerne, men biografien First Man:The Life of Neil A. Armstrong, skrevet af James R.Hansen kan varmt anbefales.

I kategorien bedste animationsfilm kunne man godt forestille sig, at vinderen blev Spider-Man: Into the Spider-Verse. Tegneserieforlægget bag, kan man låne og læse, inden man ser filmen. Så kan man se om den nu også rammer sit forlæg så godt, som mange anmeldere har skrevet.

Instruktøren Barry Jenkins vandt i 2017 en Oscarstatuette for bedste manuskript til filmen Moonlight. Filmen vandt også prisen for bedste film. I år er han igen nomineret for bedste manuskript, nemlig filmen If Beale Street Could Talk. Det er bygget på bogen af samme navn, skrevet af James Baldwin. Filmen får dansk premiere i midten af februar, men hvis du klikker på dette link, kan du allerede låne og læse historien om en gravid og nyforlovet kvinde i Harlem, som forsøger at bevise sin forlovedes kriminelle uskyld.

James Baldwin: If Beale Street Could Talk - https://bibliotek.dk/da/search/work?search_block_form=&select_material_t...

Materialer
Spørg biblioteket